De, der kan, arbejder og betaler skat, så velfærdssamfundet kan tage sig af dem, der ikke kan. Det er den implicitte aftale, som velfærdsstaten udtrykker.

Men samfundskontrakten er brudt.

For udsatte borgere og deres pårørende må kæmpe for at få den hjælp, de har behov for, og i alt for mange tilfælde kommer den for sent eller slet ikke, lyder det fra organisationer.

Situationen er uholdbar. Både for borgere og kommuner, mener de.

- Der mangler politisk vilje og folkelig vrede, siger digter og handicapaktivist Caspar Eric. 

Mens den brede befolkning ikke har rejst sig i protest mod forholdene, ulmer vreden og desperationen blandt den berørte del af danskerne.

- Systemet skaber virkelig vrede borgere, siger medstifter af den aktivistiske bevægelse ”En million stemmer” Margit Jonsson, der er mor til en voksen datter med handicap.

 

For når man er vokset op i den tro, at man kan få hjælp, hvis man får brug for det, er det et chok at blive mødt af afslag, når behovet opstår. Noget knækker.

- Så bliver vi modparter, siger hun.

Næstformand i KL’s social-udvalg, Silkeborg-borgmester  Helle Gade (S) mener, at vi som samfund lige nu står over for muligheden for en fælles løsning på problemet. At slå lejrene sammen og sætte retningen for velfærden. 

- Alle har ret til et godt liv, uanset de forudsætninger man har. Men det er et godt liv, som både det offentlige, private, pårørende og den enkelte skal skabe i fællesskab, siger hun.

Tæt på bristepunktet

Kommunernes udgifter til det specialiserede socialområde er gennem en årrække vokset, og bekymringerne på rådhusene har fulgt samme stigningstakt. 

For snart et år siden var der ansats til et muligt oprør i KL’s hovedbestyrelse under forhandlingerne om økonomiaftalen. Man ville ikke acceptere en aftale for enhver pris, lød det fra flere borgmestre. Hvis ikke regeringen var ærlig om sparekrav og dækkede udgifter ind, ville en aftale blive nedstemt.

Aftalen kom dog i hus. Oprøret brød ikke ud. Men konflikten er ikke blevet mindre. 

De netop offentliggjorte budgetter for 2024 afslører en udgiftsstigning på 1,6 mia. kr., som løftet i økonomiaftalen langt fra dækker. Over ti år er udgifterne på voksenområdet steget med 22 pct. og børne- og ungeområdet syv pct. Udviklingen presser kommunerne og det specialiserede socialområde tættere på et bristepunkt for den nære velfærd. 

Sådan lyder analysen fra KL-formand Martin Damm (V) og næstformand Jacob Bundsgaard (S), der mener, at regeringen “gambler med vores velfærdssamfund”, hvis kløften mellem det, kommunerne kan levere, og det, borgerne forventer, bliver større.

- Borgerne skal selvfølgelig have den hjælp, de har brug for, men den her udvikling graver bare hullet under kommunernes økonomi dybere og dybere. Derfor må og skal 2024 være året, hvor regeringen giver os de nødvendige redskaber til at styre økonomien på socialområdet, siger Martin Damm. 

Hvad de redskaber kan være, er der flere bud på. Et ekspertudvalg - det såkaldte Tranæs--udvalg, der har fået til opgave at komme med anbefalinger til, hvordan man sikrer en bæredygtig udvikling på området - udkom sidste forår med sin første delrapport. 

Anbefalingerne blev langt fra taget godt imod blandt mange borgere og pårørende. 37 organisationer sagde i et fælles brev til Christiansborg fra overfor anbefalingerne, som ifølge dem vil bringe samfundet “i den forkerte retning både menneskeligt og økonomisk.” 

Udgangspunktet må være, at man gerne vil hjælpe borgerne på den rigtige måde, mener Margit Jonsson. Men striden om, hvad problemet er, splitter politikere og organisationer. Bruger kommunerne pengene forkert, skal de have flere, eller skal borgernes rettigheder indskrænkes?

- Skulle vi ikke gøre noget andet, spørger Margit Jonsson.

Positionerer sig i hver sin lejr 

I 10-15 år har man debatteret problemerne, uden at det har ført til forbedringer.

- Det er en stammedans, hvor vi positionerer os i hver vores lejr. Debatten har ikke ført nogen vegne. Vi står stadig lige langt fra hinanden, siger Thorkild Olesen, formand for Danske Handicaporganisationer. 

Sideløbende har Ankestyrelsen i perioden 2014-2022 fundet fejl i 25.089 sager, der var så væsentlige, at sagerne blev omgjort, viser en analyse fra Institut for Menneskerettigheder.

Over halvdelen af de omgjorte klagesager (i alt 14.357) omhandlede ydelser, som borgeren ikke kunne få efterbetalt, fx hjælpemidler, hjemmehjælp eller socialpædagogisk støtte.

Sagsbehandlernes faglighed er for lav, og det samme er kendskabet til lovens paragraffer og de rettigheder, borgerne har, mener Margit Jonsson, der arbejder som juridisk konsulent i foreningen Hjernebarnet. 

Her har hun blandt andet bistået medlemmer med at håndtere deres sager i forhold til kommunerne, ligesom hun selv som jurist har bistået i en række klagesager om fortolkningen af lov om hjemmetræning. 

Kommunerne følger ikke loven, og det har ingen konsekvenser, bemærker hun.

- Ingen politikere tager ansvar.

Helle Gade har tidligere forklaret, at hun gik ind i politik på grund af sin handicappede datter. For at tale de handicappedes sag er hendes hjerteblod.

 

Ifølge hende er det centrale problem på området, at kommunerne står over for en enorm økonomisk udfordring, der presser kommunerne til at tage kortsigtede beslutninger i stedet for at investere i området på den lange bane.

Hun mener, at en del af forklaringen på, at området er havnet i den situation, er, at kommunerne blandt andet har svært ved påvirke priserne på botilbudsområdet, og at der er kommet flere dyre enkeltsager, fordi flere borgere har brug for ekstra hjælp. 

- Den hjælp skal de selvfølgelig have. Men det er ikke ensbetydende med, at de enkelte mennesker er skyld i afgiftsstigningerne på området, siger hun.

Mangler viden 

Der mangler viden om, hvorfor omkostningerne stiger, og det er ikke muligt at knytte udgifterne til de enkelte indsatser og borgere. Det gør det uigennemskueligt, hvilke forhold der reelt driver udgiftspresset.

- Det flyver rundt med mange tal, men ingen ved, hvordan det reelt forholder sig. Man har ikke data at bygge sin viden på, siger Margit Jonsson.

Manglende data udgør i det hele taget en selvstændig udfordring for den faglige og økonomiske styring af det specialiserede socialområde. Samtidig er der begrænset viden om sammenhængen mellem indsats, resultat og udgift, konkluderer Tranæs-udvalget. 

Man aner groft sagt ikke, hvad der virker. Og det er et stort problem, at der arbejdes så lidt med evidens på området, mener Thorkild Olesen. 

Ikke alene hæmmer det debatten, der bliver mere skinger og upræcis. Det betyder også, at man bliver ved med at træffe forkerte beslutninger og bruge pengene forkert.

- Vi ved reelt ikke, hvad der er det rigtige at gøre, når vi skal visitere, siger han. 

Det kan undre i betragtning af, at samfundet årligt bruger knap 58 mia. kr. på området, og det står i stærk kontrast til fx sundhedsområdet, der har tradition for forskningsbaseret viden.

- Tænk hvis 50 pct. af operationer var fejloperationer. Det havde vi aldrig accepteret, siger Margit Jonsson med henvisning til omgørelsesprocenterne på børnehandicapområdet, der i flere år har svinget omkring 50 pct.

 

Begyndte at skride for længe siden 

Der gik ikke længe, fra kommunerne med kommunalreformen i 2007 overtog ansvaret for det specialiserede socialområde, til de begyndte at advare om, at udgifterne til det fik konsekvenser for det såkaldte normalområde.

Der var tale om en “skadelig gøgeungeffekt”, udtalte daværende KL-formand Erik Fabrin (V).

- Man har ikke engang haft området i to år, før man begynder at køre den ekstremt hårde gøgeungeretorik over for social- og handicapområdet, siger Margit Jonsson.

Men i virkeligheden havde man forsømt at sikre sig, at den nødvendige faglighed var til stede i kommunerne, og at de var klar over, hvad det var for en enorm opgave, de påtog sig, mener hun. 

- Der starter det for alvor med at skride, siger hun.

Kommunerne blev politisk sat i en svær situation, og Thorkild Olesen kan godt forstå, hvis kommunalbestyrelserne indimellem føler sig som en lus mellem to negle. 

Men samtidig oplever han, at der er stor forskel på, hvad de siger højt om udgifterne, og hvad de aftaler med Finansministeriet. De får ikke flere penge. Han kunne godt tænke sig, at kommunerne gjorde oprør.

- At de sagde til regeringen, at de ikke kan håndtere den udstukne serviceramme, og at de ikke vil acceptere en aftale. Hvis de bare én gang sagde til regeringen: Det er jeres ansvar at levere service til borgerne, så tror jeg, vi ville få en anden diskussion, siger han.

Helle Gade mener, at man fra nu og til evig tid kan snakke om det milliardstore gab mellem velfærdsdanmark og kommunernes reelle økonomi. Ifølge hende har regeringen tilkendegivet, at der for alvor skal ses på velfærdsudfordringerne. Og det er et positivt fremskridt. 

- Det kan godt være, at jeg er naiv og bare tror på det bedste. Men de kan godt se vores udfordring. Vi i kommunerne vil altid gerne have mere, fordi vi er pressede. Men hvis vi nu ikke får flere penge, så er vi nødt til at tænke i alternativer.

Fx at man åbent ser på en anden sammensætning af området. En sammensætning, hvor velfærdsteknologi, civil-samfund, frivillighed eller erhvervslivet skal fylde mere og tage et større ansvar. 

- Vi er nødt til at tage snakken. Det kræver kulturforandring, siger hun.

- Det bliver et langt sejt træk. Men så længe vi alle fortsætter med at være åbne om, at vi ikke kan skaffe medarbejdere, og at vi er pressede, og vi ikke hver især takker nej tak til dialogen, så er vi på rette vej. 

En debat om ideologi

I stedet svømmer debatten over med argumenter om økonomi. Caspar Eric mener, at det er for belejligt, at politikerne får debatten til at handle om økonomi frem for ideologi, og hvem vi gerne vil være som mennesker.

- Så længe de kan få det til at handle om tal, kan kommunerne sige, at de også har en kamp, siger han. 

Men det er en ulige kamp.

- At kommunerne kæmper for at få økonomien til at hænge sammen, er ikke den samme kamp, som at et menneske skal kæmpe for at få hjælp til at have et nogenlunde liv, siger han.

En hjælp, som de ifølge loven har krav på.

- Det er det, vi diskuterer, siger han. 

 

Og det er ikke, fordi man ikke må tale om prioritering, som man gør på alle andre velfærdsområder, mener Caspar Eric. Forskellen er, at man ikke går ud og siger, at de ældre er blevet dyrere i drift - at nu vil de i bad hver uge, og det er synd for kommunerne. 

- Det er sjovt, at man kan slippe afsted med det på handicapområdet, siger han. 

Selv foretrækker han at tale om, hvad vi som samfund skylder mennesker med handicap. Og at pårørende til mennesker med handicap får ptsd af at kæmpe mod systemet, at mennesker med handicap er strukturelt udelukket fra arbejdsmarkedet, og at børn vokser op med diskrimination og får traumer.

Vælger man at sætte økonomien i førerposition, som organisationerne mener, at KL og regeringen ønsker, kan serviceloven reduceres til to paragraffer, mener Thorkild Olesen: 

Én, der giver kommunerne ret til at hjælpe dem, de har lyst til, og én, der siger, at borgerne ikke kan anke.

- Så kan man også spare på bureaukratiet og indføre en telefonsvarer i kommunen, der bare siger “nej”, siger han. 

Folk vil blive mindre syge, når de får den rigtige hjælp. Og det gælder ikke alene de mange tusinde danskere, som selv har et handicap, men også deres pårørende.

For hver person med handicap er der pårørende, hvis livskvalitet også daler, når deres kære ikke får den hjælp, de har brug for, eller som må træde ud af arbejdsmarkedet for at tage sig af dem, siger Margit Jonsson. 

Hun var selv væk fra arbejdsmarkedet i fire og et halvt år, indtil hendes datter fik tilkendt en BPA-ordning. En million stemmers pointe er, at man ikke kommer til at spare ved at undlade at give folk den hjælp, de har brug for.

- Min datter er 23 år. Hendes handicap går ikke væk. Får hun det værre, bliver det hendes søskende, der skal hjælpe. Så går de fra på arbejdsmarkedet, siger Margit Jonsson.

- Man ser ikke de afledte effekter af det, der foregår.

Efterlyser armslængdeprincip

Spørgsmålet er, hvordan man får tegnet skitserne til en ny samfundskontrakt. Margit Jonsson mener, at vi skal starte med at tale ordentligt om området. Men snak alene ændrer ikke kulturen. Det er handling, der ændrer kulturen, siger hun. 

Og her bør der ses på den interessekonflikt, som kommunerne befinder sig i, mener både hun, Caspar Eric og Thorkild Olesen.

Det er et problem, at kommunerne både har finansierings- og myndighedsansvaret, mener de. Der er brug for et armslængdeprincip. 

Det er Helle Gade ikke enig i. En separation af ansvaret vil give problemer.

- Jeg kan ikke se, at det er den rigtige løsning. Spørgsmålet er, om to adskilte organer vil kunne snakke sammen. Der vil opstå nye problemstillinger. Men vi skal selvfølgelig ikke have en visitation, der er fuldstændig styret af økonomi eller omvendt en med frit slag, for så bliver området ustyrligt eller uigennemsigtigt. 

Men kommunerne kan ikke løfte opgaven, mener Margit Jonsson og undrer sig over, at de holder fast i den, når borgerne er så utilfredse.

- Hvorfor sætter 98 borgmestre sig ikke ned og siger: vi vil ikke have det her område mere? 

Nærhedsprincippet giver hun ikke meget for, for hvis konsekvensen er, at man ingen hjælp får, så er man ret ligeglad med, om den kommer fra kommunen, fortæller hun. 

En begyndelse på en løsning kunne være, at man begyndte at lytte til borgerne og høre, hvad de har behov for.

Hun foreslår tro- og loveerklæringer, hvor borgerne skriver under på, at de har behov for den hjælp, de beder om.

- Det kunne man gøre, mens man skaffer sig data, siger hun.

Vi kan ikke gøre mennesker billigere 

Det er muligt at skabe bedre forhold på det specialiserede socialområde. Det kræver, at vi som samfund selv bliver klogere på, hvad der virker og bruger ressourcerne derefter, mener Thorkild Olesen.

- Hvis man tager ressourcerne derfra, hvor der reelt ikke er behov for så meget sagsbehandling og flytter dem over til dem, der har de store behov, tror jeg ikke, det koster mere, siger han. 

- Så kan vi komme videre i samfundet. Den dag jeg ikke længere tror på det, skal jeg holde op med at arbejde med området.

Men det kræver en ordentlig diskussion om, hvad vi i bund og grund vil med vores velfærd, mener han.  

Står det til Helle Gade, skal vi lære at stoppe op og turde trække vejret, når det går galt, og så lære af fejlene. 

- Vi kan selvfølgelig altid blive bedre, men der vil også ske fejl. Vi skal passe på med at italesætte alt som negativt, så det bliver den almindelige dagsorden. Ellers kommer vi ikke videre. 

Tilsvarende mener Caspar Eric, at vi skal hæve os over diskussionen om økonomi og presset på kommunernes budgetter. Folk har større udfordringer og brug for mere hjælp og støtte, og man kan ikke gøre mennesker billigere. Det er et spørgsmål om, hvem, vi synes, der har ret til et værdigt liv, mener han. 

- Der er nogle ting, man kan effektivisere, men nogle gange koster omsorg altså det, det koster. Det handler om, hvilket samfund vi vil være, siger han.