Man kan sige, det er en overgjort sammenligning, at vi sidder i samme båd. Ikke desto mindre er det meget passende for et velfærdssamfund. Skibet sejler i en bestemt retning, og vi følger alle sammen med. Og om du sidder på soldækket på 1. klasse, skimter gennem koøjet på 2. klasse eller er nede under vandlinjen på 3. klasse, så bliver alle mærket i et eller andet omfang af, om skibet er på ret kurs.

Vi mærker alle sammen, hvis der spares en lærer fra vores børns skoleklasse. Vi mærker alle sammen, hvis vores ældre ikke får den pleje og omsorg, de fortjener. Og vi mærker det alle sammen, hvis et familiemedlem ikke får den nødvendige behandling på sygehuset. Så virker det som om, skibet er ved at krænge over.

Forskellen på et samfund og skibet er bare, at vi som borgere i landet kan fortælle kaptajnen, hvilken vej vi skal. Og det har vi så gjort. Over hele landet er borgmestre imod regeringens skattelettelser, og regeringen får ikke megen støtte udenfor Christiansborg. For sparekniven rammer bredt i hele landet.

Forkert prioritering

Når en skolelærer eksempelvis bliver syg i Rødovre kommune, er der ikke nogen lærer til at tage over. Der kommer heller ikke en vikar. Kommunen har indført et totalt ansættelsesstop i dens folkeskoler. Alexander fra Rødovre fortæller til Politiken, at han nu prøver at få sin søn på privatskole. Selvom han længe har støttet op om den lokale folkeskole, så stoler han ikke længere på den.

Eller når Sønderborg kommune bliver tvunget til at skære 24 stillinger i hjemmeplejen. Så skal resten jo ikke bare løbe, men spurte, for at nå alt det, de ældre i kommunen har brug for. Jeg læste om Peter, som er bundet til sin seng. Hjemmehjælpen er det, der skaber hans hverdag. Den bliver der skåret i nu, for at personalet kan følge med.

Og hvad med Silkeborg Sygehus? Der skal spares 40 millioner kroner. Det kommer til at koste akutlægebilen, der nu skal køre fra Viborg, Herning eller Aarhus. Det er altså langt, hvis man står med et hjertestop eller er blevet kørt ned i trafikken.

Borgere i hele landet er utilfredse med den velfærd, de modtager. Der er ingen, der har lyst til at spare på de her områder. Det bliver kommunerne bare tvunget til, mens regeringen hellere vil lette skatten. Det synes jeg simpelthen er en forkert prioritering.

Og noget tyder på, at mange danskere er enige. Socialdemokratiet og Venstre står historisk lavt i meningsmålingerne, mens Moderaterne også har fået knubs. Måske vil danskerne hellere have lappet velfærden, før de får skattelettelser?

Prop i hullerne

I de fleste kommuner bliver der sparet, selvom vi har en historisk stærk økonomi. Det er ikke en kurs, vi i SF bryder os om. Det er derfor, vi foreslår en økonomisk redningskrans på 2,4 mia. kroner. Det er ikke et løft af velfærden. Det er en pose penge, der skal sikre, at flere skoleklasser ikke står uden en lærer. Der skal sikre, at ældre kan få den omsorg, de har fortjent efter et langt arbejdsliv. Og de skal sikre, at vi alle sammen kan behandles rettidigt på sygehuset. Mens regeringen har travlt med at bore et nyt hul i båden med deres skattelettelser, vil vi hellere sætte en prop i de huller, vi har i forvejen.

Vi skal gøre op med os selv, hvad det er for et samfund vi gerne vil have i fremtiden. Hvis vi vil have et velfærdssamfund, så må vi også acceptere, at det koster noget. Når vi ser at flere og flere borgere flytter deres børn på privatskole, når Lars Løkke under valgkampen kan få sig selv til at foreslå, at vi selv skal spare op til vores folkepension, og når flere og flere føler sig nødsaget til at tegne en privat sundhedsforsikring, så er vi i gang med at udhule vores velfærdssamfund.

Jeg ved godt, hvad jeg vil have. Jeg vil have et samfund, hvor alle har ret til og også modtager en god skolegang. At alle har ret til og modtager en værdig alderdom. Og at alle har ret til og modtager en verdensklasses behandling på vores sygehuse.