Kommunen.dk
MENU

Ekspertudvalg og KL ønsker klarere spilleregler for VE-gevinster

Den nationale energikrisestab NEKST vil gøre op med lokale krav og særordninger. KL ser frem til klarere regler, men understreger behovet for lokalt bevægerum og gevinst.

Ekspertudvalg og KL ønsker klarere spilleregler for VE-gevinster

Den nationale energikrisestab NEKST vil gøre op med lokale krav og særordninger. KL ser frem til klarere regler, men understreger behovet for lokalt bevægerum og gevinst.
Opstillere bliver ofte mødt af yderligere krav om gevinster, hvilket kan forsinke processen, lyder det fra Den nationale ennergikrisestab. Der skal derfor skabes klarhed for både kommuner, lokale og opstillere, lyder en af 27 anbefalinger i ny rapport.
Opstillere bliver ofte mødt af yderligere krav om gevinster, hvilket kan forsinke processen, lyder det fra Den nationale ennergikrisestab. Der skal derfor skabes klarhed for både kommuner, lokale og opstillere, lyder en af 27 anbefalinger i ny rapport.
Foto: Morten Rasmussen/Biofoto/Ritzau Scanpix

Den nationale energikrisestab, NEKST, kom tidligere i denne uge med 27 anbefalinger, der skal sætte fart på udbygning af energi fra sol og vind på land. 

En af anbefalingerne er et opgør med de lokale særordninger, hvor kommunerne hver især sætter krav til virksomhederne for, hvad virksomhederne skal tilbyde lokalsamfundet for at kunne sætte vindmøller og solceller op i kommunen. 

De lokale særordninger går videre end de lovpligtige kompensationsordninger og forhindrer ensartede rammer for gevinster på tværs af kommunerne, lyder det fra den nationale energikrisestab: 

“Opstillere bliver ofte mødt af yderligere krav om gevinster, hvilket kan forsinke processen. Derudover skaber det usikkerhed og utryghed blandt både opstillere, kommuner og lokalbefolkning, at der ikke er klarhed om, hvilke regler, der danner rammerne omkring VE-udbygningen i den enkelte kommune.”

Derfor anbefaler ekspertgruppen, igen, et opgør med særordningerne. Samme anbefaling kom gruppen med i oktober sidste år, og partierne bag den politiske aftale Klimaaftale om mere grøn energi fra sol og vind på land 2023 bakker op om klarere rammer for kommunerne. 

Birgit Hansen (S), formand for KL’s klimaudvalg hilser anbefalingerne velkomne og roser gruppens arbejde og indsats: 

- Det er kun godt, at man efterlyser klarere rammer for, hvad kommunerne kan kræve og forvente, når der skal opsættes vindmøller og solceller. Det er helt afgørende, at vi sikrer lokal gevinst, når man sætter vindmøller og solceller op, siger hun.  

Orden i ‘cowboyland’

Birgit Hansen har tidligere kaldt den nuværende situation for “rent cowboyland”, og hun gentager, at der er brug for at få styr på reglerne. 

- Det er afgørende, at vi får nogle fælles spilleregler. Ellers fortsætter det med at være det rene cowboyland, siger hun. 

Kommunen.dk har tidligere beskrevet, hvordan kommunerne stiller sig forskelligt i forhold til at have ekstra forventninger eller krav i forbindelse med opstillingen af fx vindmøller, solceller eller Power-to-X anlæg. 

I nogle kommuner forventer man, at udviklingsselskaberne gør det klart, hvad de har i sinde at tilbyde udover de lovpligtige krav. Det er meget forskelligt fra kommune til kommune, hvor formaliseret denne proces er. 

I Ringkøbing-Skjern, der er en af landets førende kommuner med udbygning af vindenergi, har man eksempelvis vedtaget en række “politiske signaler” til interesserede udviklere. 

I Tønder Kommune, hvor man har introduceret sin egen model, der blandt andet skal sikre lokalt medejerskab i VE-projekterne, afviser borgmester Jørgen Popp Petersen (Slesvigske Parti) ekspertgruppens problematisering af de lokale ordninger. 

- Når man taler om cowboyland, glemmer man, at vi lokalt sidder på en guldmine. Der er så meget økonomi i de her projekter, og vi bliver nødt til at tale om, hvordan vi opnår en mere fair fordeling af gevinsterne. 

Lokal gevinst stadig uvis

Den nationale energikrisestab kommer med flere anbefalinger for, hvordan man sikrer gevinster lokalt. Det gælder blandt andet en fremrykning af grøn pulje-midlerne for kommunerne, og at indtægter for grundskyld fra VE-anlæg undtages, så gevinsterne forbliver lokale. 

Ekspertgruppen ønsker mere ensartede rammer på tværs af kommunerne, men Birgit Hansen håber, at man også vil tale mere om, hvor store gevinster, der skal gå til lokalsamfundet. 

Hun ønsker derfor ikke et opgør med de lokale særordninger, men snarere en fælles ramme for, hvordan kommunerne skal agere. 

- Vi ønsker ikke, at vi som myndighed ikke vil starte sagsbehandlingen, medmindre ansøgerne står med 100 mio. kr. i hånden. Det er ikke det, vi går efter, men vi ønsker at se opstillerne dybt i øjnene og sige, at det ikke længere går, at man bare kommer flyvende ind fra siden og sætter store elementer op for så at flyve videre med gevinsten, den tid er forbi.

KL ønsker derfor hjemmel til, at kommunerne kan stille krav, hvilket de ikke har i dag. Derudover ønsker KL så vide rammer som muligt, så der er plads til kommunale forskelle.  

- Der er stor forskel på Vesthimmerland og Gentofte, og der skal derfor være bevægerum lokalt for, hvordan ordningerne skal udmøntes. Det er lokalt, man ved bedst, hvad der kan svare sig, men mest af alt ønsker vi klare rammer fra regeringen, siger Birgit Hansen.  

Skæv præmis

Jørgen Popp Petersen er frustreret over, at man nu igen vil diskutere de kommunale særordninger. Oplægget, mener han, er skævt. 

- Det er en helt forkert præmis. Det har været op til investorerne selv at definere, hvad man vil gøre for at fremme sit eget projekt. Det er ikke kommunen, der har sat krav om det ene eller det andet, siger Jørgen Popp Petersen. 

Han mener i stedet, at man har forsøgt at finde en vej frem, der gavner såvel lokale som udviklere. 

- Vi oplevede tidligere ofte borgermodstand mod VE-projekter, men det gør vi ikke længere. Det er jo godt for begge parter, og det er med til, at vi lykkes med den grønne omstilling. Hvis man nu vil til at tage et ‘opgør’ med den model, frygter jeg, at det bare vil tage længere tid i stedet, fortæller Jørgen Popp Petersen. 

Han mener desuden, at anbefalingen er et udtryk for “en skæv” sammensætning af ekspertgruppen, som borgmesteren mener i for høj grad består af stemmer fra industrien. 

- Der er meget stor fokus på, at nogle kommuner forsøger at hente gevinster til lokalområdet. Som om det er synd for de her investorer, som bliver jagtet rundt i manegen. Men der står ikke noget om, at de vil have ensartede regler, hvis udviklere vil tage ud og lave aftaler med lodsejere. Det snakker de ikke om, og her er det helt uigennemskueligt, hvilke vilkår det sker på. 

Jørgen Popp Petersen understreger, at økonomi ikke har været et afgørende parameter for de ansøgninger, som kommunen har modtaget, men han siger, at det er tydeligt, at selskaberne har økonomi til at komme med gode tilbud.

Det er dermed også et tegn på, at de nuværende kompensationsmodeller i sig selv ikke slår til for at sikre en fair gevinst lokalt, siger borgmesteren. 

- Uden de ekstra gevinster er der ikke en fair fordeling i dag. Hvis vi bare skal holde os til den grønne pulje, vil det på ingen måde være fair. VE-lovgivningen er helt ude af trit med forholdene i dag. 

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

Til toppen
GDPR