Dramaer i kommunerne skaber debat om konstituering
Dramaer i kommunerne skaber debat om konstituering

En uge efter kommunalvalget har konstitueringerne i en håndfuld kommuner skabt debat.
Mandag eftermiddag havde 1900 personer meldt sig ind i facebookgruppen "Demonstration mod kup i Ringkøbing-Skjern Kommune".
Initiativtager Jakob Arendt Laursen, uddannet samfundslærer fra Skjern, oprettede gruppen i frustration over, at borgernes stemmer ikke bliver hørt, fortæller han.
I Ringkøbing-Skjern kunne Danmarksdemokraternes Mads Fuglede først kalde sig borgmester, men flertallet bag ham smuldrede, da SF trak sin støtte.
I stedet står den konservative Lennart Quist til at blive borgmester, selv om hans parti i sig selv kun har ét mandat.
- Borgerne har ved stemmeurnerne fortalt, hvad det er, vi gerne vil have. Venstre, Danmarksdemokraterne og Kristendemokraterne er de tre største partier.
- Rent ideologisk ligger de tre partier jo tæt på hinanden, så de burde kunne få det til at fungere og på den måde spejle konstitueringen i borgernes stemmeantal, siger Jakob Arendt Laursen.
Han var selv folketingskandidat for Liberal Alliance i 2016, men repræsenterer ikke et parti i dag.
I Ringkøbing-Skjern er Socialdemokratiet, Venstre og SF gået sammen om at pege på De Konservatives Lennart Qvist.
Onsdag i sidste uge gik utilfredse borgere i Middelfart på gaden.
Det skete, da nyvalgte Ulla Sørensen skiftede parti fra Socialdemokratiet til Venstre og dermed tippede magtbalancen i kommunen fra rød til blå.
Senest står den konservative Vibeke Gamst i Aalborg til at blive ekskluderet fra sit parti.
Det skyldes, at hun har skiftet side og er det afgørende mandat for socialdemokraten Lasse Frimand, der dermed kan fortsætte som borgmester.
Søndag tegnede der sig ellers kortvarigt et blåt flertal i Aalborg for at pege på De Radikales Jes Lunde som ny borgmester.
Jarlov: Systemet bør laves om
De Konservatives Rasmus Jarlov, der er medlem af Folketinget og nyvalgt i byrådet i Roskilde, mener, at systemet i kommunerne bør laves om.
- Hvorfor er kommunale konstitueringer så gakkede, og hvorfor er kommunalpolitikere så desperate, at de bryder alle aftaler og stikker hinanden i ryggen? Fordi vinderne tager det hele, skriver han i et opslag på Facebook.
Han henviser til, at flertallet kan fordele alle udvalgsposter i en nyvalgt kommunalbestyrelse for de næste fire år.
Jarlov mener i stedet, at posterne burde blive fordelt mellem partierne efter størrelse - som det sker med fagborgmesterposterne i København.
De Konservative i Roskilde blev næststørst ved valget, men står uden for en konstituering mellem de røde partier og Venstre.
Først juridisk bindende i december
I Slagelse var SF fredag sprunget fra en konstitueringsaftale bag Knud Vincents (V). Søndag så det ud til, at en socialdemokrat skulle have borgmesterposten.
Men i stedet gik Dansk Folkepartis Henrik Brodersen over til de andre blå partier, der var klar til at gøre ham til ny borgmester.
Selv om der mandag er sat navn på en borgmester i alle 98 kommuner, er intet juridisk bindende, før et konstituerende møde som holdes mellem 1. og 15. december.
Ifølge Roger Buch, kommunalforsker og centerleder ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, giver de brudte aftaler ved årets kommunalvalg "deja vu til 2009".
Her blev udmeldt mere end én konstitueringsaftale i 12 kommuner.
Det fik Økonomi- og Indenrigsministeriet og KL til at kigge på konstitueringsprocessen.
I 2012 udkom deres publikation, og her var konklusionen klar:
- Der kan ikke indføres regler, som begrænser det enkelte kommunalbestyrelsesmedlems råderum, uden at det vil medføre et brud med grundlæggende demokratiske principper, lød det.
Og det samme gælder altså i dag, lyder det fra Roger Buch.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.


























