DF tabte, NB vandt frem: Resultatet kræver selvransagelse og udvikling
DF tabte, NB vandt frem: Resultatet kræver selvransagelse og udvikling
Som resultaterne tikkede ind, blev Dansk Folkepartis nederlag mere og mere klart. Samtidig kunne Nye Borgerlige ved det første kommunalvalg, efter de kom i Folketinget, se flere og flere medlemmer blive valgt.
Dansk Folkeparti gik 4,7 pct. tilbage og måtte med 4,1 pct. af stemmerne på landsplan se sig reduceret til 91 byrådsmedlemmer - 132 færre end i 2017. Modsat oplevede Nye Borgerlige en fremgang på 2,7 pct. og kunne med 3,6 pct. af stemmerne lykønske 64 byrådsmedlemmer med valget mod blot ét ved sidste valg.
Selvom udviklingen passer ind i en national tendens, kommer Nye Borgerliges store fremgang bag på kommunalekspert Roger Buch. Partiet satte før valget en målsætning om ti byrådsmedlemmer, hvilket han ser som underspillet.
- Min vurdering var, at det nok ville blive mellem ti og 20. Nu blev det 64, og det er et fremragende resultat, siger han.
En grund til, at Roger Buch ser det som et uventet resultat, er, at partiet ikke appellerer til vælgere på de kommunalpolitiske dagsordener.
- Det er også uforståeligt, fordi partiet centralt har spillet ud med ting, der normalt ikke vil være godt ved et kommunalvalg, fx skattenedsættelser og fyring af offentligt ansatte, siger han.
Svært at slå igennem
I Nye Borgerlige glæder man sig over resultat. Ifølge partiets kommunalordfører, Mette Thiesen, havde de ikke regnet med det. I 2017 blev hun valgt som partiets eneste byrådsmedlem. Hun er bestemt ikke enig i, at partiet ikke står stærkt på kommunalpolitik.
- Det er svært for et relativt nyt parti med en national dagsorden at slå igennem ude i kommunerne. Men vi har en kommunalpolitik. Der er fx masser af fråds og integrationsprojekter, der skal ryddes ud i, problemer på ældre- og skoleområdet, der bør sættes mere fri, og så ønsker vi flere kommunale afstemninger, siger hun.
Min vurdering var, at det nok ville blive mellem ti og 20. Nu blev det 64, og det er et fremragende resultat.
Valgresultatet overrasker dog ikke Robert Klemmensen, professor ved Institut for Statskundskab, SDU. Han ser ikke den samme klare kommunalpolitik som Mette Thiesen ellers taler om, men det kan den nationale situation have vejet op for.
- Vi plejer at sige, at den landspolitiske valgvind slår igennem med halv kraft. Der er en klar forbindelse mellem valgresultatet og de landspolitiske tendenser, siger Robert Klemmensen med henvisning til partiernes generelle situation.
Dansk Folkeparti måtte se en halvering af partiet, hvilket følger det nationale billede. Forud for valget var målet fortsat at være landsdækkende, men efter valget er danmarkskortet for deres vedkommende blevet gennemhullet. En tilbagegang i samtlige kommuner.
Ifølge Robert Klemmensen giver resultatet dønninger på landsplan. Det bliver interessant, hvordan partierne fortolker deres resultater, og om de justerer deres politiske kurs, mener han. Nogle steder må det føre til selvransagelse, og det er aldrig godt for en partileder med et tabt valg.
Efterspil
I Dansk Folkeparti er selvransagelsen allerede i gang. Partiformand Kristian Thulesen Dahl har taget ansvar for de mange tabte pladser, og et ekstraordinært årsmøde skal afholdes, hvor han ikke er på genvalg som formand.
Vi plejer at sige, at den landspolitiske valgvind slår igennem med halv kraft. Der er en klar forbindelse mellem valgresultatet og de landspolitiske tendenser.
Nye Borgerlige står derimod i den modsatte situation.
- Sidst fik de valgt én, nu står de med 64 mandater. Så de må mene, at de gør noget rigtigt. Men det er nu, de skal vise, at de kan udvikle en kommunalpolitik og vise, hvad Nye Borgerlige står for kommunalt, siger Robert Klemmensen.
Som nyt kommunalt parti kan man dog møde flere problemer. Ifølge Robert Klemmensen har mange af partiets kandidater strittet i flere retninger og haft modstridende holdninger. Samtidig har han ikke en opfattelse af, at de kører samme baggrundstjek og kontrol som Dansk Folkeparti har gjort.
- Mange af de nyvalgte byrådsmedlemmer er uerfarne, og det bliver spændende at se, hvordan de kommer til at agere. Der kan blive et interessant efterspil, hvis et byrådsmedlem går mod partilinjen, og vi må se, hvordan disciplinen bliver, siger Robert Klemmensen.
Hård kamp mellem DF og NB
Dansk Folkeparti kigger nok med misundelse på Nye Borgerlige, hvis succes i en vis grad er på bekostning af dem.
Mette Thiesen afviser dog, at Nye Borgerlige skulle konkurrere med Dansk Folkeparti om de samme stemmer. De kæmper blot for egen politik, mener hun. Det gode resultat er en kombination af, at flere kender partiet fra landspolitik og kandidaternes hårde arbejde.
- Kandidaterne har kæmpet for vores politik. Det er deres fortjeneste, men de ved, jeg altid stiller mig til rådighed, hvis der skulle være spørgsmål, siger hun.
Også på landsplan ligger Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige i hård kamp om at være det førende parti på højrefløjen. Kritikere som Martin Henriksen (DF) har advaret imod, at linjen bliver for blød.
Mange af de nyvalgte byrådsmedlemmer er uerfarne, og det bliver spændende at se, hvordan de kommer til at agere. Der kan blive et interessant efterspil.
Kommunalvalget kan være et varsel for Dansk Folkeparti og kan være med til at tippe magtbalancen mellem partierne. I Tønder Kommune mistede Dansk Folkeparti alle sine tre byrådsmedlemmer, mens Nye Borgerlige vandt et enkelt.
Robert Klemmensen pointerer, at højrepartierne samlet kan have tabt. Da Nye Borgerliges fremgang på 63 byrådsmedlemmer ikke gør op med Dansk Folkepartis 132 mistede. Ifølge Klemmensen er Dansk Folkeparti også truet af andre partier som især Socialdemokratiet, der har købt ind på deres politik.
- Samlet set går det yderste højre tilbage, og det er jo ret beset en halvering. Det er også et stærkt signal, partierne skal tage seriøst, siger han.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.