Danske institutioner er ikke gode nok

Debatten om de danske daginstitutioners kvalitet har stået på længe og har i stort omfang handlet om normeringer. Diskussionerne har været ført på baggrund af et systematisk og langvarigt fald i normeringerne på grund af kommunale besparelser. Som følge af den store mobilisering om dette spørgsmål op til folketingsvalget i 2019 er der nu udsigt til forbedringer – men lige nu ser de foreløbige initiativer ikke ud til i sig selv at bringe normeringerne op på et forsvarligt niveau – bredt set. Bedre normeringer er en forudsætning for bedre institutioner – men ikke i sig selv tilstrækkeligt. Kvaliteten af ledelsen og den pædagogisk-faglige viden hos personalet er også helt afgørende for de resultater, vi kan opnå i de danske vuggestuer og børnehaver.

En undersøgelse af kvaliteten af danske børnehaver foretaget af EVA, Danmarks Evalueringsinstitut, konkluderer, at kun 19 procent af børnehaverne er af såkaldt "god" kvalitet. I resten af institutionerne vurderes kvaliteten til at være tilstrækkelig (75 procent) eller utilstrækkelig (6 procent). Den bedste kategori, "fremragende kvalitet", opnås ikke af én eneste børnehave i undersøgelsen. Af EVA’s rapport, som blev offentliggjort i januar 2020, fremgår det blandt andet, at det i halvdelen af børneha- verne er en udfordring for personalet at have opmærksomhed på børnenes udvikling og læring gennem leg og voksenstyrede aktiviteter.

Undersøgelsen fik en blandet modtagelse og en del kritik, men min egen oplevelse af debatten har været, at man fra kommunal side mener, at man er kommet i mål, bare kvaliteten bliver kategoriseret som ’tilstrækkelig’ – det vil sige ikke direkte skadelig for børnene. Ingen kommuner har tilsyneladende en målsætning om, at deres institutioner skal være "fremragende", hvilket jeg finder stærkt bekymrende. En nærlæsning af rapporten peger derimod på, at der i størstedelen af de danske børnehaver er forhold, som i større eller mindre grad påvirker børnenes hverdag negativt. Det er ikke godt nok, og vi er nødt til at have en debat om, hvilken kvalitet af institutioner vi ønsker for fremtidige generationer af børn i Danmark.

Så længe kvaliteten ikke er fremragende eller i det mindste blot god i flere danske institutioner, er der grund til at begrænse, hvor mange timer børn er i institutionen, da udbyttet af lange dage ellers kan blive lavt. Hertil kommer, at danske forældre ofte føler sig presset til at sende halvsyge børn i institution og måske selv går sløje på arbejde for at tækkes kravene om en enestående indsats, om end coronasituationen har fået os til at agere anderledes og mere forsigtigt for en tid. De sikre tabere, når forældrene er under pres, bliver børnene, der opholder sig væk hjemmefra i måske over otte timer hver dag – og desværre ofte under vilkår, som ikke understøtter barnets udvikling godt nok.

I mange kommuner har man i dag indrettet meget store institutioner, hvor presset på normeringen kan føre til, at man i perioder i løbet af dagen kan opleve, at der kun er én voksen til at håndtere måske helt op mod 20 børn på en legeplads. Konsekvenserne af dette blev eksemplificeret af TV 2 i flere udsendelser i 2019. Alle forældre ved, hvordan blot to-tre børn nogle gange kan være krævende at styre. At være alene om at skulle have overblik over 20 børn på samme tidspunkt er ikke holdbart eller forsvarligt. Det vil aldrig kunne munde ud i et egentligt pædagogisk projekt, men vil blot være brandslukning, hvor nogle typer børn vil lave meget uro og ballade og få den voksnes opmærksomhed, mens andre og mere indadvendte børn vil savne voksenkontakt i en uacceptabel grad.

Hvis ikke det kan lykkes at få langt bedre institutioner, bør vi måske i højere grad begrænse antallet af timer, børn er i institution – især for de små børn. Forskere kunne inddrages i at fastlægge nogle anbefalinger for, hvor mange timer et barn bør være i institution om dagen. Jeg kunne eksempelvis forestille mig, at institutionstiden i timer burde være mere afhængig af barnets alder, således at den anbefalede tid var kortere for de yngste. På den måde fremmer vi, at børnene får den nødvendige tid hjemme med i hvert fald én af deres forældre i de aktive timer, hvor der er overskud til andet end at hænge i sofaen med en skærm. Ideelt set bør det være delt ligeligt mellem forældrene som tidligere beskrevet.

Børns Vilkår har i de seneste år udført særligt tilpassede spørgeundersøgelser i børnehaver. Vi har dermed fået et nyt indblik i, hvordan børnene selv oplever livet i institutionerne. Heldigvis har 7 ud af 10 børn det godt på de fleste områder – men der er også en større gruppe, som ikke føler sig mødt og set i institutionerne. En del børnehavebørn udtrykker, at de ikke oplever tilstrækkeligt med tæt kontakt som eksempelvis kram og kærlige morgenhilsner, og særligt drengene stikker ud her. Vi kan samtidig tolke af vores undersøgelser, at mange børn påvir- kes af de voksne i deres syn på andre børn. Et barn, der får meget skældud af personalet, kan hurtigt blive stigmatiseret af andre børn, hvilket kan skubbe barnet ud af fællesskabet. At opleve, at man har venner omkring sig, er afgørende for barnets trivsel.

En del børn fortæller, at de ikke har bedstevenner i deres institutioner og ikke oplever at blive inviteret med i andres leg. Mange af disse problemer kan tilskrives for lidt voksentid til at hjælpe det enkelte barn ind i fællesskabet – men også at den pædagogiske ledelse ikke er tilstrækkelig opmærksom på betydningen af dette. Små børn har et stort behov for at udvikle sig i samspil med voksne, og det er afgørende for deres udvikling, at dette behov imødekommes.

Efter coronakrisens nedlukning af samfundet i foråret 2020 blev institutionerne tvunget til at gribe de store børnegrupper an på en ny måde og dele dem op i mindre og faste grupper med faste voksne. De umiddelbare meldinger fra personale og forældre rundtom i landet var positive. En undersøgelse, Børns Vilkår foretog, og som involverede gruppeinterviews med 39 børnehavebørn, pegede på, at det skabte større tryghed med en mindre børnegruppe og med faste voksne tilknyttet. Endvidere betød det forhold, at forældre kun måtte aflevere børn uden for institutionen, at velkomsten blev mere struktureret, og flere børn fortalte, at det var rart, at personalet bragte dem ind i institutionen og bød dem velkommen i børnegruppen. Omvendt viste en lignende undersøgelse før coronapandemien, at en del børn var kede af manglende velkomst om morgenen.

Begge undersøgelser viser også betydningen af, at voksne har ressourcer – tid og evner – til at understøtte børns indbyrdes relationer. Samlet set er dette et godt indblik i, at institutionsliv ikke drejer sig om ’pasning’, men om inklusion i et positivt fællesskab – og udvikling af de nødvendige sociale kompetencer hos barnet. Jeg håber, at coronatidens læring vil bidrage til bedre institutioner fremover – men det er klart, at de gode løsninger også har en økonomisk pris, vi som samfund skal være parate til at betale.

Opdeling i små børnegrupper er i øvrigt, hvad man praktiserer i dagpleje-systemet, som på en række områder fungerer godt for mange småbørn. Jeg har selv haft to af mine tre børn i dagpleje, og det har været en positiv oplevelse både for dem og mig. Dagpleje-ordningen er på vej ud som pasningstilbud i mange kommuner, blandt andet med henvisning til, at det er for svært at sikre den pædagogiske kvalitet, og at de fysiske rammer ofte er utilstrækkelige. Ulempen ved ordningen er blandt andet, at personalet sjældent har en pædagogisk uddannelse, hvilket selvklart kan give et meget uensartet niveau og i værste fald skade børnene. Modellen er også ufleksibel i forbindelse med dagplejerens ferie, sygdom og øvrige fridage. Der er dog så mange gode aspekter ved dagplejeordningen, at man måske skulle overveje i stedet at forbedre kvaliteten gennem efteruddannelse af dagplejerne og dermed sikre, at tilbuddet kan fastholdes som et alternativ for de børn, der har særligt brug for en mindre børne- gruppe og daglig nærværende kontakt med den samme voksne.

Det nødvendige løft i kvaliteten af børneinstitutionerne kræver også en betydelig styrkelse af vores pædagoguddannelser, så de studerende bliver uddannet bedre til de såkaldte rela- tionskompetencer, ligesom det er vigtigt at se på ledelsesstrukturen og ledelseskvaliteten i institutionerne. Blandt andet må det undersøges, om overgangen til klyngeledelse – hvor flere institutioner har samme daglige leder – overhovedet er forsvarlig? Den model har man blandt andet forsøgt i Københavns Kommune, og der er sidenhen sat mange spørgsmålstegn ved, om kvaliteten af det pædagogiske arbejde kan understøttes, når ledere kun i begrænset omfang er fysisk til stede i institutionen og tæt på den pædagogiske praksis. I samme boldgade fremhæ- ves det jævnligt som en udfordring, at pædagoger ikke uddannes i at udøve pædagogisk ledelse over for de andre personalegrupper i institutionerne. Dermed risikerer man, at den pædagogiske viden kun i ringe omfang kommer i spil, og det er ikke et ønsk- værdigt fundament for verdens bedste barndom.