De Radikale takkede nej til borgmesterposten i Kolding og fik et rekordvalg under radaren
De Radikale takkede nej til borgmesterposten i Kolding og fik et rekordvalg under radaren
Det var på flere måder et historisk valg for De Radikale. På nationalt plan blev KV21 det bedste kommunalvalg siden 1974 med en fremgang med 14 mandater, og de overhaler dermed Dansk Folkeparti på landsplan.
I et af de mere overraskende lokale resultater stormede De Radikale ind i byrådet på Fanø. Det bød ikke blot på det første byrådsmedlem på øen i over 40 år, det blev til hele fire af slagsen i det 11 medlemmer store byråd. De Radikale har ikke stillet op til kommunalvalget på Fanø siden 2009, men nu blev det til en borgmesterpost til den debuterende Frank Jensen.
Det blev den eneste borgmesterpost, efter at Leon Sebbelin mistede den i Rebild. De Radikale måtte desuden sande, at de lige akkurat mistede deres ene mandat i Skive – et mandat, de ellers har siddet på i mere end 100 år.
Men selvom der var skår i glæden, så bør det ikke tage fokus fra, at KV21 gav det bedste kommunalvalg i flere årtier for partiet, der siden KV17 har været igennem en tumultarisk periode på Christiansborg.
Jeg synes faktisk, at vi er gået lidt under radaren. Jeg synes, vi har fået et helt fantastisk valg, så jeg har da undret mig over, at der ikke er flere medier, der har ringet til mig
- Jeg er ekstremt glad for valgresultatet. Vi har haft en klar ambition om, at vi skal være et stærkt parti i hele landet, så alle kender en god, lokal radikal. Vi var en smule bekymret for, om vi kunne holde niveau, men at vi er gået så meget frem og kommet ind i 12 nye kommuner er en stor, dejlig overraskelse, siger landsformand for De Radikale, Mikkel Irminger Sarbo og tilføjer:
- Jeg synes faktisk, at vi er gået lidt under radaren. Jeg synes, vi har fået et helt fantastisk valg, så jeg har da undret mig over, at der ikke er flere medier, der har ringet til mig, griner Mikkel Irminger Sarbo.
Det kunne dog have gået noget anderledes, hvis De Radikale havde takket ja til et særligt tilbud i Kolding.
Holdt fast i plan B
Den måske mest omdiskuterede valgkamp fandt sted i Kolding, der hurtigt blev døbt til et præsidentvalg mellem Villy Søvndal (SF) og Eva Kjer Hansen (V) af eksperter og medier. Det var ikke noget, der faldt i god jord hos resten af byrådet, som bestemt ikke var indstillet på, at kommunalvalget skulle blive til et præsidentvalg.
- Vi vil ikke have præsidenter, og vi vil ikke have blokpolitik i Kolding. Vi tog derfor skarp afstand fra både Villy Søvndal og Eva Kjer Hansen. Vi lavede derfor en kampagne, hvor vi slog fast, at vi ville have en “Plan B”. Der er andre alternativer, og vi går efter alt andet end Eva og Villy, siger De Radikales spidskandidat i Kolding Merete Due Paarup.
Som bekendt endte det da også med, at det hverken blev Villy Søvndal eller Eva Kjer Hansen, der tog borgmesterposten, men i stedet De Konservatives Knud Erik Langhoff, som kunne samle et flertal bag sig.
Det kunne dog have endt meget anderledes. Da det gik op for Eva Kjer Hansen og Venstre, at De Konservative var gået over til den anden side, forsøgte Venstre at forpurre denne plan ved at gøre Merete Due Paarup til borgmester.
Vi har været meget klare om, at vi ikke støttede Eva Kjer, så det ville være at pisse på vælgerne, hvis vi skulle springe over til Venstre og DF. Det er borgmesterkæden simpelthen ikke værd
- Venstre var noget desperate for at komme tilbage i kampen, og de tilbød os derfor borgmesterposten, hvis vi sprang over til dem og DF, fortæller Merete Due Paarup.
Merete Due Paarup takkede nej til tilbuddet. Delvist fordi hun forventede, at posten hurtigt kunne blive vristet fra dem igen, men også fordi, det gik imod deres kampagne:
- Vi har været meget klare om, at vi ikke støttede Eva Kjer, så det ville være at pisse på vælgerne, hvis vi skulle springe over til Venstre og DF. Det er borgmesterkæden simpelthen ikke værd.
Eva Kjer Hansen har ikke ønsket at kommentere Merete Due Paarups udlægning af forløbet.
Godt valg giver central KL-rolle
Radikale Venstre går i alt 14 mandater frem ved valget, hvilket i øvrigt er mere end fx Enhedslisten. Sammen med SF er de tre grønne partier gået frem med i alt 68 mandater, hvilket vidner om et stærkt klimamandat, mener Mikkel Irminger Sarbo.
- Alle partier taler for tiden højt og flot om deres grønne planer, men når det kommer til forhandlinger i virkeligheden, så bliver det ikke rigtig til noget. Det er greenwashing, og det vil vi gøre op med. Vi vil vise konkret handling og ikke bare sige de rigtige ting, siger Mikkel Irminger Sarbo og tilføjer:
- Hvis der stadig er nogen, der tror, at De Radikale er sådan et café latté-parti i København, så er det nu klart blevet slået fast, at vi har et stærkt hold i hele landet, som er klar til at bruge vores indflydelse på at sikre en mere bæredygtig retning.
Kommunalvalget har desuden flasket sig sådan, at De Radikale står med de afgørende mandater i forhold til at vælge den kommende KL-formand. Mikkel Irminger Sarbo vil dog ikke sige så meget om de kommende forhandlinger for at give forhandlingsteamet frie hænder.
- Vi går altid efter at få størst mulig indflydelse, og vi peger ikke på nogen, før vi går ind til forhandlingerne.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.