Kommunen.dk
MENU

Danske politikere har kontroversielle venner i EU

I EU-Parlamentet samarbejder danske politikere med kontroversielle kolleger fra andre EU-lande. Det betyder ikke, at vi blåstempler dem, siger spidskandidater.

Danske politikere har kontroversielle venner i EU

I EU-Parlamentet samarbejder danske politikere med kontroversielle kolleger fra andre EU-lande. Det betyder ikke, at vi blåstempler dem, siger spidskandidater.
Socialdemokratiets spidskandidat, Christel Schaldemose, er en del af SD-gruppen, der er EU-Parlamentets næststørste. I denne valgperiode har medlemmer af gruppen været omdrejningspunkt for den store Qatar-korruptionssag, som involverer millioner i kontanter til gengæld for positiv omtale af VM-værtslandet. I Parlamentet har Socialdemokratiet også delt gruppe med det Slovenske regeringsparti Smer, der i Bruxelles beskyldes for at være for Putinvenligt og skeptiske over for militærhjælp til Ukraine.
Socialdemokratiets spidskandidat, Christel Schaldemose, er en del af SD-gruppen, der er EU-Parlamentets næststørste. I denne valgperiode har medlemmer af gruppen været omdrejningspunkt for den store Qatar-korruptionssag, som involverer millioner i kontanter til gengæld for positiv omtale af VM-værtslandet. I Parlamentet har Socialdemokratiet også delt gruppe med det Slovenske regeringsparti Smer, der i Bruxelles beskyldes for at være for Putinvenligt og skeptiske over for militærhjælp til Ukraine.
Foto: Mads Claus Rasmussen, Ritzau Scanpix
6. jun 2024
RITZAU

Søndag stemmer vælgerne på de danske politikere, som de ønsker valgt ind i EU-Parlamentet. Med i pakken får vælgerne dog også mindre kendte sidekammerater fra andre EU-lande.

Flere af dem vil måske få vælgerne til at spærre øjnene op.

For at få mest mulig indflydelse indgår de danske politikere nemlig i politiske grupper med de øvrige EU-landes parlamentarikere.

Blandt dem er der flere farverige karakterer med til tider ekstreme holdninger.

Et eksempel er Gruppen Identitet og Demokrati (ID), som Dansk Folkeparti er medlem af. Gruppen er den mest højreorienterede i Europa-Parlamentet.

I ugerne op til valget har ID-gruppen sagt farvel til det tyske parti Alternative für Deutschland (AfD).

Det skete, efter at AfD's spidskandidat til EU-valget og medlem af Europa-Parlamentet, Maximilian Krah, udtalte, at han "aldrig ville sige, at enhver der bærer en SS-uniform automatisk er kriminel" med henvisning til de nazistiske uniformer.

Selvom AfD nu er ude, så rummer ID-gruppen fortsat EU-kritiske hardlinere som Italiens Lega, der ledes af Matteo Salvini, og franske National Samling med Marine Le Pen i spidsen.

Måske lidt showmandsagtigt...

Et medlem af Lega fik i foråret en bøde efter at have truet EU-parlamentarikerne med en galge og i bedste fodbolddommerstil afbrudt en samling med fodboldfløjt for at give rødt kort til EU-Parlamentet.

- Det er en reaktion på, at vi er udelukket fra den almindelige parlamentariske aktivitet i Europa-parlamentet, siger Dansk Folkepartis spidskandidat, Anders Vistisen.

- Jeg er selv blevet truet med bøder for at sige, hvad er faktuelt korrekt, at muslimske indvandrere har en overrepræsentation i kriminalitetsstatistikkerne i Europa.

- Det bliver måske lidt showmands-agtigt, det min italienske kollega laver. Men det ser man fra mange sider i EU-Parlamentet.

- Der er folk fra andre grupper, der går ind med t-shirts på. Eller laver forskellige former for happenings. Det er desværre en del af det lidt gakkede hus, siger Vistisen.

Putinvenlige partier på venstrefløjen

Det er dog ikke kun på højrefløjen, at sidekammeraterne fra denne valgperiode måske vil undre de danske vælgere.

SF indgår eksempelvis i gruppen De Grønne/EFA, som i denne periode sagde farvel til det lettiske medlem Tatjana Ždanoka.

Hun nægtede at fordømme Ruslands invasion af Ukraine og blev siden beskyldt for at i flere år at have arbejdet som spion for de russiske myndigheder. En anklage hun nægter.

Længere ude på venstrefløjen vil Enhedslistens spidskandidat, Per Clausen, kunne komme i gruppe med den irske politiker Mick Wallace fra partiet Independents for Change.

Allerede i ugerne efter Ruslands invasion ville Wallace stoppe den militære hjælp til Ukraine. Et råd, der efter alt at dømme ville have betydet, at Ukraines forsvar var kollapset og landet besat af Rusland.

Enhedslisten deler bestemt ikke Wallace' holdning, siger Per Clausen:

- Enhedslisten har støttet Ukraine ubetinget fra den første dag. Vi har krævet skrappere sanktioner og foreslået, at der blev sat en stopper for eksport af ammunition ud af EU til andre lande for at kunne levere det, vi har lovet til Ukraine.

- Mick Wallace hører ærlig talt ikke hjemme på venstrefløjen, og han kommer ikke til at være del af gruppen efter valget, er jeg sikker på, siger Per Clausen.

Grupper er ikke partier

Også den socialdemokratiske gruppe har været igennem rystelser.

I denne valgperiode blev den græske socialdemokrat Eva Kaili smidt ud efter en sag om millioner i kontanter, som hun skulle have modtaget for at sikre god omtale til VM-værtslandet Qatar.

De slovakiske socialdemokrater i partiet Smer blev også vist døren. Det skete, da de dannede en Putin-venlig regering, der er skeptisk over for militærhjælp til Ukraine.

- Vi prøver at sikre os, at vores grupper er sammenhængende. Og at man støtter de grundlæggende værdier, vi står på, siger Socialdemokratiets spidskandidat, Christel Schaldemose.

- Men der er tale om grupper ikke partier. Så der er en forskel. Derfor stemmer vi ikke altid sammen. Vi danske socialdemokrater har jo eksempelvis ikke bakket op om den migrationspolitik, som vores gruppe fører, siger Christel Schaldemose.

Her sidder de danske EP-medlemmer i dag


 De nuværende 705 medlemmer af Europa-Parlamentet tilhører forskellige politiske grupper i parlamentet. Grupperne består af politikere fra forskellige EU-lande, der har et politisk interessefællesskab.

Her er de syv nuværende grupper og deres størrelse i parlamentet:

  • Den største gruppe er Det Europæiske Folkeparti (EPP) med 176 medlemmer. Her sidder det danske medlem fra De Konservative, mens Liberal Alliance vil tilslutte sig, hvis partiet opnår valg.
  • Det Progressive Forbund af Socialdemokrater (S&D) har 139 medlemmer. Tre af dem er fra det danske Socialdemokratiet.
  • Forny Europa (Renew Europe) er det tredjestørste parti med 102 medlemmer. Seks danske medlemmer sidder her. Det er tre fra Venstre, et fra De Radikale samt Bergur Løkke Rasmussen fra Moderaterne og Karen Melchior, som har forladt De Radikale og nu er løsgænger i den europæiske gruppe.
  • De Grønne/Den Europæiske Fri Alliance (Grønne/EFA) har 72 medlemmer. Her sidder de to medlemmer fra SF.
  • De Europæiske Konservative og Reformister (ECR) har 69 medlemmer, men ingen fra Danmark.
  • Identitet og Demokrati (ID) har 49 medlemmer - et af dem er det danske medlem fra Dansk Folkeparti.
  • Den Europæiske Venstrefløjs Fællesgruppe/Nordisk Grønne Venstre (GUE/NGL) har 37 medlemmer. Her sidder det danske medlem fra Enhedslisten.
  • 61 parlamentsmedlemmer er ikke tilknyttet en politisk gruppe.

Kilder: EU-Parlamentet og de europæiske partier, www.europarl.europa.eu

 



Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

Til toppen
GDPR