Danmarks yngste borgmester og prototypen på partiidealet
Danmarks yngste borgmester og prototypen på partiidealet
Emil Blücher kan lørdag 29. juli fejre 30 års fødselsdag som Danmarks yngste borgmester - og landets eneste af slagsen fra Liberal Alliance.
Borgmesterposten kom i hus efter en uge, hvor hele tre kandidater var i spil som den første ikke-Venstreborgmester i Solrød Kommune, men hvor Emil Blücher trak det længste strå via et pludseligt allianceskift.
Men selv om der skulle dramatiske forhandlinger og sidsteøjebliks-aftaler til for at bane vejen for ham efter KV21, er den unge sjællænders vej til den kommunale top lige efter drejebogen i forhold til parti og ideologi.
Emil Blücher, som har boet hele sit liv i kommunen, indledte ganske vist sin politiske karriere for Venstre, for hvem han blev valgt ind i byrådet som 20-årig ved KV13. I løbet af valgperioden skiftede han til sit nuværende parti i frustration over det liberale ståsted. Og forinden havde Emil Blücher demonstreret ægte iværksætter-gen som (net)virksomhedsejer udi digital markering i en alder af 16.
Siden udviklede han en netbutik med rengøringsartikler, som i dag beskæftiger en håndfuld fuldtidsansatte, uden han dog længere er involveret i det praktiske arbejde på grund af borgmesterposten.
Politisk interesse fik han først i gymnasieårene, og hans første idiologiske projekt blev modstand mod den aldrig realiserede betalingsring omkring hovedstaden.
Fra Venstre til Liberal Alliance tog hans politiske projekt form og som spidskandidat i ved KV21 tredoblede Emil Blücher sit personlige stemmetal og blev Solrøds topscorer med 1.581 stemmer.
Det gav tre pladser i byrådet - faktisk mangleder der kun 46 stemmer til en fjerde, men som Emil Blücher pragmatisk konstaterede efterfølgende, var det måske meget godt, at man nøjedes med tre, når det netop passede med antallet af opstillede kandidater.
En af dem var Regine Hovmøller, som privat danner par med borgmesteren.
I foråret blev Emil Blücher valgt ind i Liberal Alliances hovedbestyrelse, hvor han vil repræsentere den lokalpolitiske stemme.
- Der har været for lidt fokus den kommunale og den regionale politik, og jeg håber, at jeg kan bidrage til, at det får en større rolle i partiet fremadrettet, sagde Solrød-borgmesteren ved den lejlighed til Sjællandske Medier.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.