På mange måder minder kommunalvalget om juleaften.

I månedsvis har vi gået og ventet og set frem til alt det spændende, der sker på dagen. Der er hængt pynt op i lygtepælene, og på gaden står politikerne og deler godter og varm kaffe ud og spreder det gode budskab.

Når dagen endelig oprinder, tager vi vores familie og venner i hånden og går ned på rådhuset eller til den lokale skole eller idrætshal, som var vi på vej til julegudstjeneste i kirken.

Bagefter er vi spændte. Vi sidder foran fjernsynet og stirrer intenst på DR eller TV2. Personerne i studiet siger det samme, de har sagt i flere uger. Intet af det er overraskende. På samme måde som vi plejer at se Disneys Juleshow sammen, hvor der heller ikke sker noget nyt. Om det er Jesper Fårekylling eller Hans Engell, kan vel være godt det samme.

Imens trisser medierne rundt som de små børn, der har fået øje på pakkerne under træet og slet ikke kan vente. De holder ekstra godt øje med de gaver, hvor der står Kolding, Frederiksberg og Tønder. De stiller spørgsmål til politikerne, som ikke rigtig kan svare konkret på noget, før resultaterne tikker ind.

Politikerne nyder, at valgkampen endelig er ovre, imens de bider negle.

Endelig er det tid. Gavepapiret bliver flået af, og valgresultaterne kommer på KMD. Måske får De Konservative den borgmesterpost i Jylland eller på Fyn, partiet har drømt om hele året. Måske har Enhedslisten været artige, så de kommer for bordenden på Bornholm eller i København. Det vil vi ikke spå om her.

Juleaften må børnene være oppe, lige så længe de vil, og mange politikere kommer først sent i seng på valgdagen. De skal vise hinanden, hvor mange stemmer de har fået og blive enige om, hvem der bestemmer mest, og hvem der ikke må lege med. Det minder om en slags pakkeleg, hvor man rafler om udvalgsposter, men hvor nogen starter med flere pakker end andre.

Endelig er det sengetid. Mange har ikke fået samlet alt deres legetøj endnu, så de ved endnu ikke rigtig, hvad de fik. Det bruger man 1. juledag eller 1. valgdag, om man vil, på. Nogle pakker kom ikke med posten i tide og bliver først leveret senere, ligesom nogle konstitueringer først falder på plads efter et par dage eller sågar uger.

Ikke alle får, hvad de ønskede sig. Nogle bliver skuffede og får bløde pakker i stedet for den rådmandspost, de drømte om. Man må tage, hvad vælgerne giver en.

Den amerikanske journalist Eric Sevareid sagde engang:

- Julen er en nødvendighed. Der skal være mindst en dag om året til at minde os om, at vi er for noget andet end os selv.

Det samme kan man sige om valgdagen. Engang imellem har vi brug for at blive mindet om, at demokratiet er smukt og noget, vi skal passe på.