Kommunen.dk
MENU

Christina Krzyrosiak: Først var borgerne skeptiske, men nu siger de undskyld

Gensyn med stemmesluger: Genlæs vores interview med Holbæk-borgmesteren fra september ovenpå tirsdagens suveræne resultat.

Christina Krzyrosiak: Først var borgerne skeptiske, men nu siger de undskyld

Gensyn med stemmesluger: Genlæs vores interview med Holbæk-borgmesteren fra september ovenpå tirsdagens suveræne resultat.
Da Christina K. Hansen blev borgmester som bare 25-årig, var der mange skeptiske borgere i Holbæk Kommune, der syntes, hun var alt for ung til posten. I dag, fire år efter, har flere sagt undskyld for, at de ikke troede på hende.
Da Christina K. Hansen blev borgmester som bare 25-årig, var der mange skeptiske borgere i Holbæk Kommune, der syntes, hun var alt for ung til posten. I dag, fire år efter, har flere sagt undskyld for, at de ikke troede på hende.
Foto: Jacob Nielsen, Ritzau Scanpix

Holbæks borgmester Christina Krzyrosiak Hansen (S) fik et kanonvalg i tirsdags med 18.590 personlige stemmer svarende til 46 pct. af alle de afgivne stemmer i kommunen. Den 28-årige socialdemokrat blev på landsplan kun overgået af partifællen Jacob Bundsgaard i Aarhus, men andelen af mulige stemmer kunne ingen hamle op med. Kommunen.dk portrætterede Christina K. Hansen i september, hvor hun i serien Bag om Borgmesteren blandt andet gjorde status over sin første borgmesterperiode. 

Portrættet kan læses her:

Christina Krzyrosiak Hansen er født i 1992. Hun er datter af Conny og Kaj Erik og er vokset op i Holbæk sammen med plejesøskende, der har boet hos familien i forskellige perioder. Det vigtigste, Christina Krzyrosiak Hansen har med sig hjemmefra, er troen på, at så længe man er åben og lytter til andre, findes der en løsning på alt i tilværelsen. I dag bor hun på Holbæk Havn i et af kommunens ældste huse. 

Christina K. Hansen har altid vidst, at hun skulle arbejde med mennesker og har læst sociologi på Københavns Universitet. 

I fritiden læser hun bøger, er medlem af en løbeklub og ses med venner og familie. Hun danner par med SF’s gruppeformand Jacob Mark, hvis store livsglæde dagligt smitter af på hende og forstærker følelsen af, ”at det hele sgu nok skal gå”. 

Christina K. Hansen er personligt glad for sit glimt i øjet og mindre glad for sine krogede fingre, der er så skæve, at når hun peger på noget, kigger folk i den modsatte retning. 

Til gengæld var det den helt rigtige retning, da hun som den yngste nogensinde blev socialdemokratisk borgmester i Holbæk Kommune i 2017. 

Et job, hvor hun forfølger sin største mærkesag; at rette op på kommunens økonomi, uden at det går ud over velfærden.

Bagom borgmesteren - de professionelle spørgsmål

Hvad giver dig energi?

Jeg får energi i mødet med mennesker. Hver tirsdag tager jeg ud og er sammen med kommunens borgere. I institutioner, virksomheder og nogle gange hjemme hos folk selv. Og hvert kvartal flytter jeg mit kontor ud i et lokalt område. Det er vigtigt for mig at komme tæt på borgerne. Lytte til dem og finde løsninger sammen med dem. Der var jo mange, der ikke vidste, hvem jeg var, da jeg blev borgmester, og mange syntes, at jeg var for ung til jobbet. Nu kender de mig, de stoler på mig og har undskyldt, at de var skeptiske. 

Hvad dræner dig?

Når jeg kan mærke, at partier går efter hinandens strube, uden at der er substans i det. Politisk fnidder uden mening. Jeg har svært ved at affinde mig med, at det er en del af det at være i politik. Det kommer jeg nok aldrig til. 

Hvilke typer svinger du bedst med?

Jeg fungerer supergodt med medarbejdere, der udfordrer mig. Som ikke bare siger: “javel, borgmester” og “hvor er det en god idé!”, men som spørger mig, hvorfor jeg tænker, det er en god idé? Og så er jeg glad for humørspredere. Heldigvis er hele mit forkontor fyldt med glade mennesker, som er nysgerrige på hinanden og på mig, og som tør gå til mig og også drille mig.

Hvem beundrer du?

Birgit Hansen (S), borgmesteren i Frederikshavn. Jeg sidder i KL’s bestyrelse med hende. Hun har det hele. Glimt i øjet, godt humør, joker, er åben omkring sig selv og er altid den første til at kigge én rigtigt i øjnene og høre, hvordan man har det. Og så skærer hun bare igennem i det her rum med alle de megaerfarne og dygtige mandlige politikere. Hun er en vanvittigt dygtig leder. Der er en grund til, at hun trækker 46 pct. af stemmerne personligt.  

  Jeg ville ønske, at jeg turde være lidt mindre pligtopfyldende. Men det handler om, at jeg er skidebange for at slippe kontrollen. Bare tanken om det gør mig dårligt tilpas. 

Hvem keder dig?

Der er ikke nogen, der keder mig. Ærligt. Hvis folk ikke brænder for noget, ikke kommer med noget, så tænker jeg: Det kan ikke passe. Og så graver jeg bare. Så finder man jo altid noget. Der er altid en grund til, hvis folk ikke tør brænde for noget. Og tør de sætte ord på det, synes jeg, de bliver megaspændende mennesker. 

Hvornår og for hvad har du sidst sagt undskyld?

På et møde lige inden sommerferien, hvor vi skulle se på vores kommende anlægsbudget. Jeg var presset og slidt og trængte til sommerferie. Da jeg fik fremlæggelsen, var jeg unødvendigt strid. Jeg var under mødet udmærket klar over, at jeg skabte en ikke særlig rar stemning, uden at jeg gjorde noget for at ændre på det. Men næste morgen inviterede jeg medarbejderne på morgenkaffe for at sige undskyld. Det kunne jeg mærke, de blev glade for. Det manglede også bare. 

Hvordan reagerer du, når du møder kritik og modstand? 

Jeg kan godt lide klog modstand. Det får jeg fra Karen Thestrup (EL) her i kommunen. Hun udfordrer mig ganske ofte, men altid på indholdet og aldrig bare for at irritere mig, selvom jeg da af og til godt kan tænke: Argh, hvor er hun irriterende. Men hun gør det kun for at gøre en beslutning bedre. Det er godt at have sådan nogle som hende omkring sig.

  Jeg kan godt lide klog modstand. Det får jeg fra Karen Thestrup (EL) her i kommunen. Hun udfordrer mig ganske ofte, men altid på indholdet og aldrig bare for at irritere mig.

Hvad ville du ønske, du turde gøre, som du ikke gør? 

Jeg vil ikke sige turde, men jeg kunne godt tænke mig ikke altid at gå så helhjertet ind i alle problematikker. Altså lade nogle ting ligge. Ikke lade mig berøre så meget, særligt når det handler om fnidder. Men det er, fordi jeg aldrig kan være ligeglad. 

Hvornår er du allermest stolt af dig selv?

Det er jeg, når der indgås et bredt politisk flertal om en udfordring, der har været svær, og jeg kan mærke, at alle partier er glade. 

Bagom borgmesteren – privat

Hvad giver dig energi?

Jeg får energi af at lære nye ting. Få nye oplevelser, hvor jeg bliver følelsesmæssigt bevæget. Det kan være et menneske, jeg møder, der fortæller mig sin historie, det kan være en koncert. Jeg får altid energi i samvær med andre. Aldrig alene.  

Hvad dræner dig?

Når jeg ikke har tid nok til at se de mennesker, jeg holder af. Jeg har brug for at blive fyldt op af min familie og venner. De er altid så søde og forstående i forhold til, at jeg har travlt, men det giver mig bare mere dårlig samvittighed. 

 Hvilke typer svinger du bedst med?

Mennesker, der er nysgerrige på livet, og som tager initiativ til at opleve ting. Jacob (kæresten red.) er et af de mest nysgerrige mennesker, jeg kender. Jeg har kendt ham i mange år - først som ven, men det overrasker mig stadig, hvor sulten og videbegærlig han er. Jeg har også en gruppe drengevenner fra gymnasiet. De er på samme måde. Det er ikke nok at læse om ting, de skal også opleves. Jeg har fået mange sjove oplevelser sammen med dem.

 Hvem beundrer du?

Mine to barndomsveninder. Den ene journalist og den anden snart dyrlæge. De er så sindssygt ihærdige og arbejdsomme samtidig med, at de formår at være verdens bedste veninder, døtre, søstre … Det beundrer jeg dem for. 

 Hvem keder dig?

Igen - der findes ikke kedelige mennesker. Eller jo! Mennesker, der ikke er nysgerrige på andre mennesker. De, som ikke prøver eller gider at se bagom; finde ud af, hvad der ligger til grund for, at et menneske måske virker kedeligt eller er tilbageholdende. De er kedelige. 

 Hvornår og for hvad har du sidst sagt undskyld?

For nylig til en nær veninde, som jeg ikke brugte nok tid på, da hun havde brug for det.

 Hvad ville du ønske, du turde gøre, som du ikke gør? 

Jeg ville ønske, at jeg turde være lidt mindre pligtopfyldende, så jeg havde tid til at være spontan, dyrke mine venner og familie noget mere, lave sjove ting. Men det handler om, at jeg er skidebange for at slippe kontrollen. Bare tanken om det gør mig dårligt tilpas. 

Hvornår er du allermest stolt af dig selv?

Når jeg passer på min sukkersyge. Eller diabetes, som man siger i dag. Når jeg ikke passer på og får lavt blodsukker, påvirker det alt! Mit humør, om jeg er behageligt selskab, hvordan jeg leder forhandlinger, hvordan jeg sover om natten. Lavt blodsukker har fået mig til at sige meget grove ting til mennesker, jeg ellers holder af. Og det er bare flovt. 

Hurtige skud på Christina K. Hansen

Sol eller sne: Sol

Parfume eller naturel: Parfume

Fantasy eller socialrealisme: Socialrealisme

Enkelt dyne eller dobbeltdyne: Enkeltdyne

Vin eller øl: Øl

Benzin eller elbil: Elbil

Biograf eller Netflix: Biograf

Dansegulv eller bænk: Dansegulv

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

RELATEREDE ARTIKLER
FRA FORSIDEN
Til toppen
GDPR