Byrådsveteraner søger mod regionsråd
Byrådsveteraner søger mod regionsråd
Politiske karriereskift, hvor mange år i byrådet forsøges forlænget med en runde i et regionsråd, kan man i denne tid finde i flere kommuner.
Hvad EU-parlamentet er for tidligere folketingsmedlemmer, kan opstilling til regionsrådene risikere at blive opfattet som - nemlig en retrætepost for byrådspolitikere. Måske især dem, der ikke længere er deres partis spids.
Modsat vil adskillige vælgere se fornuften i at stemme på lokalpolitikere, der ved, hvad det handler om og kan tilføre regionsarbejdet inspiration fra andre sider af det offentlige system.
I Kolding vil et af de ældste byrådsmedlemmer, den 67-årige gruppeformand Poul Erik Jensen (S), ifølge JydskeVestkysten nu stoppe i byrådet efter 32 år, der begyndte i Vamdrup Kommune. Samtidig vil han stille op til det syddanske regionsråd - inspireret af, at regionspolitikeren Poul Fremmelev (S) går den modsatte vej. Han stiller op til byrådet, efter at have tabt kampen om at blive spids i regionen.
Poul Erik Jensen ser kommunikationen mellem kommune og region som et vigtigt område:
- Vi har jo set uheldige eksempler på, at folk er blevet sendt hjem fra sygehuset og efterladt på en trappesten, siger han til avisen.
I Viborg ser man en tilsvarende manøvre fra byrådsveteranen Per Møller Jensen (S), der nu stiller op til regionsrådet i Midtjylland, efter han med 28 år i lokalpolitik og to valg som S-spids bag sig trak sig fra den post. Som 65-årig synes han ikke, han er klar til politisk pension:
- Bliver jeg valgt, vil jeg især have fokus på sygehusområdet - og desuden ser jeg frem til helt nye fysiske rammer for psykiatrien. Endelig er det vigtigt at bevare og udbygge en bred vifte af uddannelsestilbud for såvel unge som voksne i vort område, siger han.
Jeg ser frem til at kunne være med til at indføre den nye sundhedsreform, der har været diskuteret i fem-ti år, og som statsministeren nu siger, skal blive til noget i år.
En veteran på både det lokal- og landspolitiske plan, 78-årige Helge Adam Møller (K), stiller ikke op til byrådet i Næstved igen. Derimod satser han nu på et valg til det sjællandske regionsråd:
- Jeg ser frem til at kunne være med til at indføre den nye sundhedsreform, der har været diskuteret i fem-ti år, og som statsministeren nu siger, skal blive til noget i år, siger det tidligere folketingsmedlem, som derudover er spændt på at skulle tage livtag med regionalt bureaukrati:
- Jeg har hørt fra politikere fra flere partier, at især regionen her på Sjælland kan være tung at danse med. Så jeg vil se frem til at kunne være med til at afskaffe overflødige regler og møder. Se bare, hvordan sygehuse under corona har kunnet gennemføre nye arbejdsgange på kort tid. Ændringer, der ellers ville have taget årevis med møder i arbejdsgrupper og lange procedurer.
Politisk efterliv for borgmestre
At regionsrådene bliver en efterkarriere for især tidligere borgmestre ses ikke mindst i Region Midtjylland, hvor der er flest: Her finder man Flemming Knudsen (S) fra Aarhus, Carsten Kissmeyer (V) fra Ikast-Brande, Arne Lægaard (V) fra Holstebro, Jørgen Nørby (V) fra Lemvig og Torben Nørregaard (V) fra Ringkøbing-Skjern.
I Nordjylland ses Anny Winther (V) fra Rebild, Per Bisgaard (V) fra Aalestrup, Lauge Larsen (S) fra Morsø, I Syddanmark Jørn Lehmann Petersen (S), tidligere Broager, på Sjælland tidligere Gundsø-borgmester Evan Lynnerup (V).
I Regionsråd Hovedstaden finder man veteranen Gentofte-borgmester Hans Toft (K), som har haft dobbeltmandat. Han stopper som borgmester, men stiller op til regionsrådet igen. Dertil kommer Martin Geertsen (V), der har været fagborgmester i København, samt den mangeårige borgmester i Helsingør Per Tærsbøl (K).
Han-elefanter klar igen
Netop Tærsbøl er blandt de byrådsmedlemmer med allerhøjest anciennitet, som endnu ikke har mistet lysten til lokalpolitik. Tærsbøl begyndte i 1974 og er netop genopstillet - nederst som nummer 20 på den konservative liste i Helsingør. Den - mere ydmyge - placering fik han første gang ved KV17, hvor han med 642 stadig fik næstflest personlige stemmer i K - efter borgmester Benedikte Kiær med 6.679.
Lars Abel (K) i Gladsaxe er det for tiden uden sammenligning længst siddende byrådsmedlem. Som det eneste har han passet sin post i byrådet uafbrudt siden 1970, hvilket bliver til 52 år efter denne periode. 72-årige Lars Abel melder, at han genopstiller.
Udover Tærsbøl er der yderligere fire byrådsveteraner, der også begyndte i 1974: I Kolding finder man Per Bødker Andersen (S), der var borgmester i hele 24 år - fra 1985-2009 - og som oplyser, at han ved KV21 stiller op igen til en ny periode efter sine første 48 byrådsår. Han fik ved KV17 tredjeflest personlige stemmer - 489 - på listens fjerdeplads.
I Lejre finder man også en årgang 1974: Flemming Damgard Larsen (V), der begyndte i kommunalbestyrelsen i Bramsnæs, og har været medlem af både regionsråd og Folketinget - og altså dermed bestridt triple-mandat en periode. Han oplyser, at han vil genopstille, "hvis medlemmerne vil".
Tidligere borgmester Poul Lindor (S) begyndte også i 1974 og stiller ikke op igen efter denne periode. Han var borgmester i Ramsø fra 1990 til 2007 og frem til 2011 i sammenlagte Roskilde.
Og som den sidste blandt de fem med ubrudt byrådskarriere siden 1974 finder man tidligere borgmester i Tårnby Henrik Zimino (S), som havde posten fra 1994-2017 - i 23 år. Zimino, der ved KV17 fik næstflest personlige stemmer på S-listen - 498 - meddeler, at han endnu ikke har besluttet sig med hensyn til endnu en periode.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.