Som forælder ønsker jeg det bedste for mine børn. Jeg ønsker, de skal opnå det, de drømmer om. Men jeg er også bevidst om, at de er ganske forskellige og derfor skal finde hver deres vej og behandles forskelligt.

På den måde tror jeg egentlig ikke, jeg er voldsomt meget anderledes end de fleste andre.

Det samme bør vi stile efter i vores beskæftigelsesindsats.

Men her oplever alt for mange desværre, at de bliver mødt af et one size fits all velfærdshelvede, der er pakket ind i velkomstmøder, aktiveringskurser og stakkevis af papirarbejde, man knap kan se henover.

Vi bliver nødt til at gentænke vores beskæftigelsesindsats, så vi får luget ud i overflødig bureaukrati og sikrer, at ledige hurtigere kommer ud i det job, der passer dem bedst.

Så enkelt kan det siges.

Vi skal have borgerne tættere på arbejdsmarkedet, men det kræver, at man i kommunerne og på jobcentrene får frigivet tid til at kunne skræddersy en beskæftigelsesindsats, der sætter den enkelte borger i fokus..

Det gør vi kun på én måde, og det leder mig til min næste pointe.

Som systemet er nu, bliver socialrådgivere mødt med en grundlæggende mistillid, hvor de på grund af et regelhav drukner i dokumentation, kontrol og overvågning. Lad mig blankt erkende, at her peger pilen i stor grad på lovgivningen og krav fra Folketinget og statens side

Det kan vi helt ærligt ikke være bekendt. Beskæftigelsesindsatsen skal ikke detailstyres fra Christiansborg. Vi skal sætte kommunerne fri fra regelbyrderne.

Jeg har aldrig set dokumentation for, at flere regler fører til flere beskæftigede – og jeg har heller ikke hørt om, at det er voldsomt efterspurgt blandt de ansatte, der trækker beskæftigelsesindsatsen.

Hver gang man bruger fem minutter på bureaukrati, så er det fem minutter, man kunne bruge på at hjælpe et andet menneske på vej. Det skylder vi at gøre noget ved.

Men det kræver, at vi tør tage fat om roden, og det gælder både partier i Folketinget, arbejdsmarkedets parter, kommunerne og a-kasserne.

Jobcentrene er grundlæggende en dårlig forretning, som den kører i dag. Vi poster ganske mange penge ind i den ene ende, og vi får ganske få personer ud på arbejdsmarkedet i den anden ende. Man kunne næsten foranlediges til at sige, at jobcentrene primært beskæftiger sig selv og de 12.500, som arbejder der.

Sådan skal det selvfølgelig ikke være. Vi skal skille skidt og kanel ad, for vi har utroligt dygtige medarbejdere og ansatte på jobcentrene, men indsatsen bliver ufokuseret, når man skal tage højde for den ene regel efter den anden.

Derudover er vi også nødt til at gøre op med det faktum, at rigtig mange føler sig tabt i systemet, når de først bliver en del af det. Historierne om de mennesker, der bliver nedbrudt i systemet i stedet for at blive bygget op, bør gøre indtryk på alle.

Når jeg hører det, kan det kun betyde en ting. Der er noget grundlæggende galt med systemet, når så mange mennesker kan fortælle om, at de psykisk bliver kørt i sænk.

I Danmarksdemokraterne kommer vi til at gøre vores for, at vi fremover får reformeret beskæftigelsesindsatsen. Det har vi foreslået i vores finanslovsudspil, og noterer mig heldigvis, at vi ikke er de eneste på Christiansborg, der går med de tanker. Vi skal droppe bureaukratisk bøvl, og så skal vi have en beskæftigelsesindsats, der batter.