Overrasket ny borgmester: Vi vil samarbejde bredt
Overrasket ny borgmester: Vi vil samarbejde bredt
Der blev ikke noget borgmester-drama på Syddjurs i denne omgang. Ole Bollesen (S) er ny borgmester i den midtjyske kommune, og det med en bred konstitueringsaftale i ryggen. Venstre, SF, Enhedslisten, Alternativet, Radikale Venstre, Konservative og Socialdemokratiet. Dansk Folkeparti er eneste parti uden for konstitueringen, men de har fået resten af natten til at tænke over det.
- Vi vil satse på et bredt samarbejde. Jeg ved godt, at det er noget, alle siger, men jeg mener det virkelig. I denne kommune skylder vi borgerne det, siger Ole Bollesen til kommunen.dk med henvisning til balladen omkring borgmesterposten ved kommunalvalget i 2013.
Dengang havde man indgået en skriftlig aftale om, at borgmesterposten skulle gå til Socialdemokratiet, men Venstre sprang tre dage før den endelige konstituering og vandt selv borgmesterkæderne til Claus Wistoft (V). Det skabte en dårligt politisk kultur i byrådet, hvor skænderier og interne stridigheder fyldte.
Der skal kigges fremad
Ole Bollesen erklærer sig "overrasket og meget glad".
Han lægger op til, at byrådet fremadrettet skal arbejde konstruktivt frem for at skændes. Et af de områder, han vil have fokus på, er miljøet. Syddjurs skal, ifølge Ole Bollesen, gøre mere for at værne om sin smukke natur. Han vil samtidig arbejde for at fortsætte sin forgænger, Claus Wintofts, arbejde med kommunens økonomi.
Der bliver dog også set fremad internt i Socialdemokratiet. Inden valget påtog Ole Bollesen sig at stå i spidsen for et generationskifte i partiet. Der er nu blevet valgt fem nye kandidater ind i byrådet, og om én af dem vil være partiets spidskandidat om fire år, vil Ole Bollesen ikke bekræfte.
- Det kan jeg selvfølgelig ikke sige nu, det er jo noget, man skal arbejde sig hen imod. Men det er altid godt at have flere heste i folden i politik, siger han.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.