Hver dag bliver der revet bygninger ned med kommunal blåstempling. Nogle fordi de er for gamle og slidte. Andre fordi området skal bruges til noget nyt. 

Men mange bygninger rives ned for blot at blive erstattet af nybyg med helt samme funktion som før. Det tilfælde sker faktisk i en femtedel af de årlige nedrivninger. 

Det dokumenterer en ny analyse fra Aalborg Universitet. Og rapporterne illustrerer et stort problem, mener boligministeren, der  vil undersøge mulighederne for at begrænse antallet af nedrivninger. 

Blandt andet ved at se på kommunernes rolle i godkendelsesprocessen for nedrivninger.

- De mest bæredygtige kvadratmeter er dem, der ikke bliver bygget. Det er vigtigt, at vi får et klart billede af, hvorfor der bliver revet så meget ned. Så vi kan tage de rette politiske beslutninger og gøre op med ”riv ned og byg nyt”-kulturen. Rapporterne her bestyrker mig kun i, at det er den rigtige vej at gå, siger Sophie Hæstorp Andersen (S) i en pressemeddelelse. 

En af seniorforsker bag rapporterne, Jesper Ole Jensen, mener, at der er brug for at sætte en politisk retning for, hvor mange nedrivninger, vi vil acceptere som samfund. For nybyg koster på klimaet. 

- Man kan diskutere om vi river for meget ned. Er hver en bygning, der bliver revet ned, en bygning for meget? Det ville være godt, hvis man politisk satte en målsætning for hvor mange eller hvor få bygninger vi vil tillade nedrevet. Der er mange genanvendelsespotentialer, der bliver overset, men vi slipper nok heller ikke helt for at rive ned, siger han. 

Brug for et kursskifte

Ministeriet har sat kurs mod færre nedrivninger. Og det er som led i den kurs, at analysen er blevet bestilt. 

Forskerne har gennem et større datamateriale set på den samlede bygningsmasse og årsagerne til nedrivninger fra 2012 til 2023. 

Det omfattende dataarbejde, som Jesper Ole Jensen og hans to kollegaer har lavet, er ny viden, som belyser en dagsorden, der over de senere år har vundet frem i byggebranchen: 

Vi er nødt til at genanvende den bestående bygningsmasse meget bedre, end vi gør i dag.

- Det er vigtigt, fordi nybyggeri koster meget CO2. Vi kommer også til at mangle råvarer og ressourcer fremover. Vi er nødt til at se på, hvad vi kan gøre i byggebranchen. Vi så gerne, at man politisk kan træffe beslutninger ud fra det grundlag, vi lægger frem her. 

- Personligt kan man håbe på, at vi bliver bedre til at genanvende bygninger, og at man reducere omfanget af nedrivninger, siger han.

Hos ministeriet fremhæver man særligt et tal fra rapporterne. Nemlig at omkring 20 pct. af det samlede nedrevne areal er blevet erstattet af nybyggeri med helt samme formål. Hovedparten er her enfamiliehuse. 

Et tal, som også Jesper Ole Jensen hæfter sig ved. 

- Det er jo en mere kompleks sag end så, når man river ned, og hvad der efterfølgende sker med området. I landbruget er for eksempel nogle bygninger, der ikke længere er tidssvarende i forhold til dyrevelfærd. Så der kan også være mange fornuftige forklaringer på, hvorfor nogle bygninger skal droppes, siger han.

Landbrug fylder

Analysen viser, at der i alt bliver revet omkring 2,2 mio. kvadratmeter ned om året, mens der til sammenligning bliver bygget 5-6 mio. kvadratmeter hvert år. 

Størstedelen af nedrivninger gælder netop landbrugsbygninger, der tæller 46 pct., mens den næststørste kategori er stuehuse og enfamiliehuse med 13 pct. 

Jesper Ole Jensen spår, at vi mange år fremover kommer til at rive mange landbrugsbygninger ned, fordi landbruget er skrumpet og der fortsat er mange bygninger, der står tomme. Det er også bygninger, som kan være svære at finde genanvendelse af. 

Ifølge analysen rives bygninger typisk ned af flere grunde Særligt er affolkning i yderområderne og netop tomgang årsag til, at ejerne ender med at rive bygninger ned. 

Faldefærdige bygninger kan skæmme. Og det har man forsøgt gennem statslig regulering at afhjælpe. Kommuner kan gennem landsbyfornyelsespuljen få støtte til at rive faldefærdige bygninger ned. 

Siden 2014 har denne pulje været inde over en stor del af nedrivningerne af beboelsesbygninger og landbrugsbygningerne. 

Disse tilfælde er formentlig nogle af de mest nedslidte bygninger, hvor ejerne ikke har haft midler til at fjerne bygningerne, og hvor der heller ikke har været noget stort potentiale i at genanvende eller renovere bygningen. 

Hvad retfærdiggør en nedrivning?

Men der kan der være mere offentlig regulering på vej på området. Og her kan kommunerne få en væsentlig rolle i en ny kurs. 

Som led i regeringens strategi mener Social- og Boligminister Sophie Hæstorp Andersen (S), at der er behov for at se på kommunernes muligheder for at sige nej til nedrivninger.

Samtidig undersøger ministeriet også en mulig ordning, hvor der skal kompenseres for den CO2, der bliver udledt, når bygninger rives ned. Det arbejde forventes at ligge klar i midten af næste år.

Hovedsageligt private bygninger rives ned. Blot syv pct. er ejet af kommunerne. 

Det betyder ikke, at kommunerne er uden indflydelse, hvis man altså politisk beslutter sig for det, forklarer Jesper Ole Jensen. 

Han forklarer dog, at det kan blive vanskeligt at indføre retningslinjer for kommunernes godkendelser af nedrivninger.

- Det er fornuftigt at gøre noget. Men det er også svært at stille entydige krav til kommunerne om, hvornår de kan sige nej til nedrivninger. For hvad skal ligge til grund?, spørger han.

Hvis kommunerne skal få endnu mere magt over, hvor meget der skal nedrives, så kræver det også flere kompetencer inden for genanvendelse. Det gælder også i byggebranchen, hvor man hovedsageligt har fokuseret og uddannet ny arbejdskraft i nybyg, og mangler viden om renovering og genanvendelse.

- Det er klart, at der er mange udmærkede huse, som bliver revet ned og bygget nyt, hvor man godt kunne renovere det. Det kræver en åben politisk diskussion om, hvad der kan retfærdiggøre nedrivninger og nybyg.

Jesper Ole Jensen peger også på, at man med fordel kunne se på, hvilke krav vi sætter til renoveringer. Her ligger der muligvis et potentiale i at øge incitamentet for private ejere. 

Muligheden for at sige nej

Jesper Ole Jensen, forklarer, at mange kommuner lige nu oplever at der er begrænsede muligheder for at sætte egen retning på området. 

- Der er mange kommuner som rigtig gerne oftere vil have lov til at sige nej, men simpelthen bare ikke har mulighed for det på grund af reglerne. De tænker nogle gange kreativt med at ændre lokalplaner eller andre tiltag. Som det er lige nu, er det kun hvis huset er fredet eller er  bevaringsværdigt i lokalplanen, at de ikke må rives ned. Mange kommuner har dog ikke registreret bevaringsværdien, så det er besværligt for kommunerne.

Er det hensigtsmæssigt, at kommunerne har så dårlige muligheder for at sige ‘nej’?

- Det er et politisk spørgsmål. Der kan være hensyn såsom privates økonomi, indeklima, at energieffektivisere eller sikre bedre anvendelse af bygningerne. Men hvis man skal se det ud fra et rent klimaperspektiv, er det ikke hensigtsmæssigt. Det er heller ikke hensigtsmæssigt ud fra byernes arkitektoniske værdi, at bevaringsværdige huse bliver revet ned. Nedrivninger kan virkelig være en hovedpine for kommunerne, siger han.