Et skænderi, der kører af sporet. Et hul i væggen. En lussing. Et kvælertag. Et spejl, der smadres. 

Imens børnene ser på. 

Når vold udspiller sig i hjemmet, sætter det sig ikke kun i de voksne kroppe og sind. Børnene er der - også når volden er rettet mod en forælder eller søskende. Og forskning konkluderer, at overværet vold kan være lige så skadeligt for børn som fysisk overlast.

Alligevel ender børn med uforløste traumer, når de forlader et krisecenter. For her er hjælpen ikke defineret klart eller helt fraværende.

Mellem 2017 og 2024 boede 13.200 børn på krisecenter mindst én gang. Næsten halvdelen af alle beboere på krisecentre i perioden var børn under 18 år, og mange af dem var helt små. Halvdelen var seks år eller yngre første gang, de kom på krisecenter, og hvert fjerde barn var blot 0-2 år.

Hos Børns Vilkår mener man, at alvoren ikke afspejler sig i den hjælp, børnene får.

- Det er grundlæggende meget bekymrende, fordi forskningen netop peger på, at det kan have lige så alvorlige negative konsekvenser for børn at overvære vold i hjemmet som selv at være direkte udsat for fysisk vold, siger Julia Kim Rasch Schweitzer, voldsfaglig ekspert hos Børns Vilkår. 

Hvem griber børnene?

Når børn og deres mødre ankommer til et krisecenter, er behovene ofte akutte. 

Det fortæller Eva Bertelsen, konstitueret direktør i Landsorganisationen af Kvindekrisecentre (LOKK), der organiserer landets krisecentre.

- De børn, der kommer på krisecenter, har levet under meget kaotiske og nogle gange farlige forhold, ofte gennem en længere periode - for nogle hele deres liv. Det, de først og fremmest har brug for, er ro og en stabil voksen, siger hun.

Ifølge hende er det ofte børnene, der bliver den udslagsgivende faktor for, at en kvinde bryder med en voldelig partner. Enten fordi hensynet til børnene vejer tungere, eller fordi børnene er blevet gamle nok til at sætte ord på deres frygt.

Men når familien igen flytter fra krisecentret, stopper indsatsen.

- Efterfølgende bør der være en koordinerende rådgiver i kommunen, som sikrer en god overgang til eget hjem, men det prioriteres forskelligt. Problemet er ikke nødvendigvis lovgivningen i sig selv, men derimod hvordan den omsættes og prioriteres, siger Eva Bertelsen.

Krisecentre er finansieret gennem servicelovens §109 og er i udgangspunktet en indsats målrettet voksne. Børn betragtes juridisk derfor som “medfølgende”. Det er et benspænd for, hvor godt børnene bliver hjulpet, mener direktøren: 

- Lovgivningen er ikke særlig specifik i forhold til, hvilken indsats børnene skal have. Der står, at børn har ret til ti timers psykologhjælp. Det er ikke meget, hvis man bor på krisecenter i alt fra en dag til et år.

Historisk har mange krisecentre haft pædagoger og børnerådgivere ansat, men det er ikke et lovkrav.

- Der findes krisecentre uden børnerådgivere eller pædagoger, selvom de modtager børn. Der er kommet flere private, kommercielle aktører på området, som ikke nødvendigvis har erfaring med at arbejde med vold i familien. Og der står ikke præcist i loven, hvad de skal tilbyde børnene. Derfor ser vi eksempler på børn, der ikke får den hjælp, de har behov for, siger hun.

 

 

Kontakten til systemet halter

Seniorforsker ved Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (Vive), Sofie Henze-Pedersen, har i sin forskning fulgt børn og mødre på krisecentre tæt. Hun peger på, at opholdet ofte indebærer markante brud i børnenes liv.

- Nogle flytter langt væk for at komme i sikkerhed, måske fra den ene del af landet til den anden. Det kan betyde skift af skole eller daginstitution og brud med det netværk, de kender, siger hun.

- Samtidig er krisecentret et midlertidigt ophold. Familien ved ikke, hvor længe de skal være der, eller om de risikerer at skulle flytte igen, hvis den voldsudøvende part finder dem. Det skaber en usikker tid.

Børnene forsøger sammen med deres mødre at skabe normalitet midt i krisen.

- Selvom opholdet er midlertidigt, forsøgte de at genskabe hjemlighed og genkendelighed. Mange måtte forlade deres ejendele, og nogle gik ud og købte de samme bamser eller det samme legetøj for at skabe kontinuitet for børnene, fortæller Sofie Henze-Pedersen.

Selve krisecentret opleves ofte som et trygt sted, men overgangen ud kan være svær, forklarer hun.

- Når de flytter til en ny kommune - eller tilbage til den gamle - kan de opleve, at kontakten til systemet ikke fungerer. Der burde være kontakt til en socialrådgiver, men mange oplever, at det ikke sker, eller at den nye sagsbehandler ikke kender familiens situation. Så skal de forklare det hele igen, selv om de føler, at de allerede har fortalt det mange gange, siger hun.

- Der kan være børn, som stadig har behov for hjælp, når de forlader krisecentret - for eksempel psykologbehandling eller traumebehandling. Hvis ingen i kommunen griber dem og følger op, kan de risikere at blive tabt mellem instanser.

I januar 2026 udgav Børns Vilkår rapporten “Vold i hjemmet - får børnene hjælp?”, som blandt andet viser, at en ud af tre børn ikke får hjælp fra kommunen i løbet af det første år, efter deres forældre eller stedforældre er blevet sigtet for vold mod barnet. 

Ifølge Børns Vilkår selv er der desuden markant forskel på den hjælp, børn får, afhængigt af om volden har været rettet direkte mod dem.

- Her kan vi se, at det kun er en tredjedel, der har fået hjælp et år efter sigtelse. Det er bekymrende lavt og markant lavere end for de børn, der selv har været direkte udsat for vold, siger Julia Kim Rasch Schweitzer.

Det indikerer ifølge hende, at psykisk vold og det at overvære vold stadig ikke tages alvorligt.

- Forskningen taler et tydeligt sprog: Psykisk vold er mindst lige så skadeligt. Derfor skal vi have langt mere fokus på den gruppe børn, der har været udsat for psykisk vold eller har overværet vold i familien - både i forhold til forebyggelse, opsporing og tilbud om hjælp, siger Julia Kim Rasch Schweitzer.

- Selvom nogle kommuner gør det godt, er der helt sikkert andre, der kan gøre det meget bedre. Vi skal generelt have langt mere fokus på psykisk vold og det at overvære vold. 

For konsekvenserne for børnene kan være alvorlige og langvarige:

- Vi ved, at det er børn, som risikerer at udvikle alvorlige senfølger, hvis vi ikke hjælper dem. Det kan være PTSD, angst og en øget forekomst af selvmordsadfærd, siger hun.

 

 

Børns Vilkår kalder på lovændring

Både LOKK og Børns Vilkår peger på, at problemet ikke kan løses af én aktør alene. 

Der er behov for bedre koordinering mellem kommune og krisecenter, lyder det fra Eva Bertelsen, direktør i LOKK. 

- Det er vigtigt, at kommunerne prioriterer opgaven højere, men ansvaret ligger ikke kun hos dem. Opgaven er så specialiseret, at ingen kan løfte den alene, siger hun og understreger, at det ikke handler om at pege fingre ad kommuner, der i forvejen har travlt.

Det handler derimod om en opfordring til at prioritere samarbejdet, så problemerne faktisk bliver løst. 

Hun peger på, at kommunerne med fordel kunne organisere viden om vold mere systematisk. Det kan eksempelvis være inspireret af politiet, hvor man har oprettet særlige enheder med specialiseret viden om vold og personfarlig kriminalitet. 

- De forankrer viden ét sted og sikrer, at medarbejdere ved, hvilke spørgsmål der skal stilles. Man kunne overveje lignende modeller i kommunerne, så viden om vold blev forankret og ikke afhængig af enkeltpersoner, siger hun og tilføjer: 

- I dag er mange samarbejder afhængige af relationer mellem konkrete medarbejdere. Når de stopper, risikerer indsatsen at forsvinde med dem. Det gør systemet sårbart. Tværsektorielt samarbejde kræver stabile relationer og kontinuitet.

Hos Børns Vilkår går man skridtet videre og anbefaler, at man laver ændring i Barnets Lov, som blev indført i 2024. 

I Barnets lov fremgår det, at der skal laves en børnefaglig undersøgelse, hvis et barn efter et krisecenterophold flytter hjem til den forælder, der har udøvet vold. Men kun i det tilfælde.

- Vi kunne godt tænke os, at man sidestiller det at være direkte udsat for vold med det at leve i en familie med vold. Der bør laves en børnefaglig undersøgelse uanset, om familien vælger at flytte hjem til den voldsudøvende eller ej, fordi barnet har levet i en familie med vold, og vi derfor bør tage stilling til, om det har behov for at bearbejde sine oplevelser, siger Julia Kim Rasch Schweitzer.

Derudover ønsker organisationen en behandlingsgaranti.

- Nogle børn, unge og familier får tilbudt hjælp i kommunen, men tager ikke imod den. Det kan skyldes manglende motivation, systemtræthed eller et ønske om at være som alle andre. Men det betyder ikke, at de ikke har brug for hjælpen.

- Derfor mener vi, at der skal indføres en behandlingsgaranti, som står klar, når barnet er klar - også hvis det først er flere år efter et krisecenterophold.

Social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen (S) er enig med Børns Vilkår:

“Børn der selv har været udsat for vold eller været vidne til vold, skal have bedre adgang til hjælp,” lyder det i et skriftligt svar fra ministeren.

Hertil peger hun på, at regeringen allerede har taget flere skridt i den retning.

Blandt andet er der ifølge ministeren givet et ekstraordinært løft til fagligheden i børnehusene, og der er afsat midler til at udbrede behandlingstilbud til små børn med traumer efter vold. Regeringen har også sat penge af til et forsøg med Family Justice Center, som skal samle hjælpen ét sted og sikre bedre koordinering på tværs af myndigheder, når familier oplever vold i hjemmet. 

“Og så håber jeg, at alle landets kommuner vil benytte børnehusenes tilbud om traumefokuseret behandling, når de har med børn at gøre, som har behov for på grund af overgreb. Og jeg er altid åben over for at drøfte andre tiltag,” lyder det fra Sophie Hæstorp Andersen.