Aldrig har så mange lokalpolitikere skiftet parti
Aldrig har så mange lokalpolitikere skiftet parti

Da Henrik Thinggaard blev valgt til Struer Byråd ved kommunalvalget i 2021, var det for partiet Nye Borgerlige.
Et halvt år senere blev han løsgænger og derefter medlem af Dansk Folkeparti. Siden er han skiftet igen, og vil man stemme på ham ved valget 18. november, står hans navn ud for Danmarksdemokraterne.
- Jeg har været meget åben om, hvorfor jeg har gjort det. Det er nok derfor, at det ikke er noget, der bliver spurgt til, når jeg kommer ud til et vælgermøde.
- Folk kender årsagerne, og jeg er ikke nervøs for, at det får betydning ved valget. Det er jo ikke landets love, vi sidder og laver, ligesom de gør i Folketinget, siger Henrik Thinggaard.
Den vestjyske politiker skriver sig ind i en voksende række af kommunalpolitikere, der skifter parti mellem to kommunalvalg.
Siden seneste valg i 2021 er cirka 300 politikere i dag gået ind i et andet parti. Det viser opgørelser fra DR og TV 2. Nogle af dem har altså endda skiftet parti flere gange.
I de forudgående to valgperioder var der tale om henholdsvis 155 og 173 byrådsmedlemmer, der valgte nye græsgange.
Forstår vælgere føler sig snydt
Eva With fra Vejle Byråd er en anden partihopper. Hun blev også valgt ind for Nye Borgerlige i 2021. Men efter at partistifter Pernille Vermund i begyndelsen af 2024 meddelte, at partiets folketingsgruppe ville nedlægge sig selv, blev det svært.
With blev først løsgænger og fra sommeren 2025 medlem af Dansk Folkeparti. Hun forstår godt, hvis vælgerne kan føle, at de er blevet snydt.
- Selvfølgelig har jeg det ikke super godt over dem, der gav deres stemme til Nye Borgerlige. Jeg skyldte jo de vælgere noget, og jeg blev også ved i lang tid.
- Men partiet faldt mere og mere fra hinanden, og til sidst eksisterede det knapt nok, siger Eva With.
Hun skiftede til Dansk Folkeparti med en plan om også at komme i byrådet denne gang.
Men i sidste øjeblik viste det sig, at hun ikke kom med på kandidatlisten, og som løsgænger vurderede hun, at chancerne for at blive valgt ind var små. Derfor genopstiller hun ikke.
- Når jeg kører rundt i Vejle og ser alle valgplakaterne, bliver jeg trist. Jeg ville gerne have fortsat.
Straffes ved efterfølgende valg
Det er dog ikke uden omkostninger at skifte parti. Således viser tidligere analyser, at afhoppere ofte bliver straffet af vælgerne ved det følgende valg.
Efter kommunalvalget i 2013 blev kun 28 procent af de genopstillede afhoppere valgt ind igen. For de partitro var det 60 procent.
Professor ved Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet Helene Helboe Pedersen kalder partiskift for et dilemma.
På den ene side er det vigtigt, siger hun til TV 2, at politikere ikke er tvunget til at blive i et parti, hvis partiet rykker sig politisk eller bryder helt sammen.
- Det er til gengæld skidt, fordi det kan føre til politikerlede, da nogle vælgere vil mene, at politikeren har brudt den "kontrakt", de blev valgt på.
Nye partier er en del af forklaringen
En del af forklaringen på de mange partiskift i denne valgperiode er, at der er kommet nye partier til.
Moderaterne og Danmarksdemokraterne, der begge blev stiftet i 2022, stiller for første gang op med kandidater ved et kommunalvalg, men har allerede siddende kommunalpolitikere i en række kommuner efter partihop.
Samtidig har Nye Borgerlige mistet langt de fleste af sine kommunalbestyrelsesmedlemmer.
Ifølge TV 2 er partiet gået fra 64 til otte mandater i løbet af valgperioden.
Som det eneste parti i TV 2's opgørelse har Enhedslisten ikke modtaget mandater fra andre partier i valgperioden.
Enhedslisten har et princip om, at man ikke tager imod partihoppere, oplyser partiet.
Kun fem byråd har ingen partihoppere
- Over 300 byrådsmedlemmer repræsenterer i dag et andet parti end det, de blev valgt ind for ved valget i 2021.
- De fleste kandidater har forladt deres parti frivilligt. Enkelte er blevet ekskluderet.
- Viborg, Randers, Aarhus og Roskilde er blandt kommuner med mange partihoppere.
- I fem kommuner, Samsø, Sønderborg, Høje-Taastrup, Rødovre og Vallensbæk, er mandaterne til de forskellige partier stadig fordelt som efter valget i 2021.
Kilder: TV 2 og Ritzau.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.


























