Jonatan Schloss holder en lille pause, når han bliver spurgt om kunstig intelligens.

Ikke fordi han mangler noget at sige. Tværtimod. Men fordi spørgsmålet i sig selv afslører noget: At mange stadig ikke helt ved, hvad de egentlig spørger om.

Han har set det før.

Store teknologiske løfter, der lover at ændre alt. Organisationer, der enten går i stå af usikkerhed - eller accelererer uden retning. Forventninger, der vokser hurtigere end erfaringerne.

- Mange topledere er usikre, siger han. 

- De ved ikke rigtigt, hvad AI er, hvad det kan, eller hvad de må.

Jonatan Schloss har arbejdet som leder i det offentlige i flere årtier, senest som kommunaldirektør i Egedal. Han har stået midt i store reformer, komplekse systemer og politiske forventningspres. Og i dag følger han udviklingen inden for kunstig intelligens tæt.

To velkendte reaktioner

Men det er ikke først og fremmest teknologien, der optager ham, men måden, vi håndterer den på.

Når AI kommer ind i en organisation, ser han typisk to reaktionsmønstre.

I den ene ende af spektret slipper ledelsen styringen. Medarbejderne får lov til at eksperimentere på egen hånd, og man håber, at noget brugbart opstår undervejs.

I den anden ende sker det modsatte. Her vokser bekymringerne hurtigt: datasikkerhed, GDPR, fejl, ansvar. Resultatet bliver en praksis, hvor næsten alt bremses - ofte pakket ind i juridiske hensyn.

- Enten bliver det laissez-faire, eller også bliver det hele i praksis forbudt, siger han.

Ingen af delene er holdbare strategier, den ene mangler retning, den anden kvæler udviklingen.

Og begge udspringer af det samme: usikkerhed.

Et andet udgangspunkt

Selv begynder Jonatan Schloss et helt andet sted. Ikke med teknologi eller  strategipapirer, men med et spørgsmål.

- Hvad kan AI egentlig bruges til hos os?

Det lyder enkelt. Næsten banalt. Men ifølge ham er det netop det spørgsmål, der mangler i mange organisationer.

For det flytter fokus fra abstrakte diskussioner til konkret praksis, ligesom det åbner for det næste skridt: at inddrage dem, der kender arbejdet bedst.

- Få fagfolkene til at tænde radaren. Hvad findes der allerede? Hvad virker? Hvad kan vi lære af andre?

Han peger på, at mange organisationer bruger unødvendigt mange kræfter på at opfinde løsninger selv, selv om erfaringerne allerede findes andre steder - i andre kommuner, på andre hospitaler, i andre dele af den offentlige sektor.

Det kræver ikke nødvendigvis store projekter at komme i gang - dem kan man fint lade vente, indtil erfaringsgrundlaget bliver større.

Det kræver til gengæld nysgerrighed og viljen til at spørge.

Lær af fejlene - ikke kun succeserne

Når Jonatan Schloss rækker ud til andre, er det ikke de pæne cases, han er mest interesseret i. Det er fejlene.

- Det bedste spørgsmål, man kan stille, er: Hvilke fejl har I lavet, som vi kan undgå?

Han siger det med et lille smil. For erfaringen er klar: Det er her, den reelle læring ligger.

Succeser kan inspirere. Men det er fejlene, der forklarer, hvad der faktisk sker, når teknologi møder virkelighed.

Og det er netop dén virkelighed, han savner mere fokus på i den aktuelle AI-debat.

Lederen som spørger - ikke som orakel

En af de mest sejlivede forestillinger om ledelse er, at lederen skal have svarene.

Den forestilling passer dårligt ind i en verden med kunstig intelligens, mener han.

- Hvis jeg som kommunal-direktør var den klogeste på alle områder, ville vi have et problem.

Han siger det uden tøven.

For ham er det en styrke, at lederen ikke er ekspert i alt. Det skaber plads til at trække på organisationens samlede viden.

- Lederen skal ikke være et alvidende orakel. Lederen skal være den, der stiller spørgsmål og sætter retning.

Og ikke mindst: lytter.

Det gælder også i mødet med AI. For i mange organisationer sidder der allerede medarbejdere, der har arbejdet med teknologien, testet værktøjer og gjort sig erfaringer - måske for ofte, uden at det for alvor er blevet koblet til ledelsesniveauet.

Når AI giver værdi i hverdagen

Selv bruger Jonatan Schloss AI i sit eget arbejde, men ikke som genvej.

- Jeg bruger den som sparringspartner, siger han.

Det betyder, at han bruger teknologien til at få input, perspektiver og idéer, som han selv kan arbejde videre med. Ikke til at få færdige svar serveret. Og det gør en forskel.

- Det kan kvalificere ens tænkning - gøre ens beslutninger bedre.

Men han er samtidig meget tydelig om, hvor grænsen går.

Når AI bliver brugt som erstatning for egen refleksion - eller som en hurtig måde at producere tekst på - falder kvaliteten.

- Hvis du bare beder den skrive en besked til medarbejderne, får du noget fladt og ligegyldigt, som ingen kan huske.

Det er ikke nødvendigvis forkert, men det er heller ikke levende. Og det er et problem, når man som leder lever af at skabe retning og mening gennem ord.

- Der er ikke noget menneske i det, siger han.

Store løfter - få resultater

Ser man på den brede udvikling, er der ifølge Jonatan Schloss stadig langt mellem de store fortællinger og de konkrete resultater.

- Vi famler stadig. Både i den offentlige og den private sektor.

Han henviser til analyser, der viser, at virksomheder endnu ikke for alvor har høstet de gevinster, som ofte fremhæves i debatten.

Alligevel tales der om massive effektiviseringer og store besparelser, og det gør ham skeptisk.

Ikke fordi potentialet ikke findes, men fordi vejen derhen er langt mere usikker, end mange giver indtryk af.

Erfaringer, der bør give eftertanke

Skepsissen er ikke teoretisk, men baseret på erfaring.

Jonatan Schloss har tidligere arbejdet i Skat, da det omfattende ejendomsvurderingssystem blev udviklet og senere kritiseret massivt. Han har også været en del af sundhedsvæsenet, da sundhedsplatformen blev indført med store omkostninger og blandede resultater.

Begge projekter begyndte med ambitioner om effektivisering og forbedring.

Begge viste, hvor galt det kan gå, når forventningerne løber foran virkeligheden.

- Der er meget hype omkring AI lige nu, men man skal grave ned i det og spørge: Hvad bygger det egentlig på?

Han peger på, at mange af de store tal og prognoser i virkeligheden hviler på relativt tynde analyser.

- Hvis man læser undersøgelserne, og det har jeg gjort, er der ofte ikke meget konkret bag.

To faldgruber

Når han ser frem, er det især to fejl, han mener, ledere skal undgå.

Den ene er at tro for meget på teknologien - og begynde at træffe beslutninger, som forudsætter, at den kan mere, end den reelt kan.

For eksempel at reducere medarbejderstaben i forventning om, at AI overtager opgaverne.

- Det er et skrækscenarie, siger han og henviser til erfaringerne fra Skat.

Den anden fejl er det modsatte: At gøre ingenting.

At lade usikkerheden føre til passivitet - og dermed gå glip af de forbedringer, teknologien faktisk kan skabe.

- Man kan være passiv eller overaggressiv. Begge dele er lige problematiske.

Den tredje vej

Alternativet er mindre dramatisk og mere krævende: At arbejde systematisk og nysgerrigt og undersøge mulighederne i eget fagområde.

At eksperimentere i mindre skala og lære undervejs.

- Måske kan AI en hel masse. Måske kan den ikke. Men det finder man kun ud af ved at prøve.

Det er ikke en strategi, der giver hurtige overskrifter, til gengæld er Jonatan Schloss overbevist om, at den virker.

Ingen maskinstormere

Han møder også en anden reaktion hos nogle ledere og medarbejdere: En form for opgivelse.

Man prøver AI én gang, får et upræcist eller forkert svar - og konkluderer, at teknologien ikke kan bruges.

- Det er en klassisk maskinstormer-reaktion, siger han.

Problemet er bare, at udviklingen ikke står stille.

- AI bliver bedre hele tiden. Hvis du vender ryggen til nu, sakker du bagud.

Samtidig insisterer han på en vigtig præmis:

Man må aldrig forveksle AI med forståelse.

- Det er en maskine. Den ved ikke noget. Den forstår ikke, hvad den siger.

Og netop derfor er det afgørende, at mennesker bliver ved med at tænke selv.

Det menneskelige forsvinder først

For Jonatan Schloss er der én risiko, der står klarere end de fleste andre.

At ledere begynder at overlade deres stemme til teknologien.

- Hvis du som leder bliver doven og lader AI formulere dine budskaber, så mister du det menneskelige.

Og det er ikke en lille detalje, men selve fundamentet for ledelse.

For i sidste ende handler ledelse ikke kun om beslutninger og effektivitet, men om relationer og tillid og om at blive forstået.

- Og det kan en maskine ikke levere.