Venstre går svært kommunalvalg i møde
Venstre går svært kommunalvalg i møde
Ja - ja - ja - ja - ja og ja.
Svaret kom tøvende fra flere af de seks udvalgte V-kandidater, selvom der kun var ét rigtigt svar på spørgsmålet: Vinder I borgmesterkæderne?
For det ville i den grad kræve mod at svare nej til spørgsmålet fra Greves borgmester, Pernille Beckmann (V), på scenen i Jyske Bank Boxen foran 1.500 medlemmer, hvoraf en del knokler for netop de seks kandidaters politiske liv.
Naturligvis vil Venstres kandidater kæmpe alt, hvad de har lært ved kommunalvalget, for at erobre og generobre borgmesterposter.
Jeg ved godt, at det bliver svært. Selvfølgelig gør det det.
Spørgsmålet er, hvor meget de for Venstre fortsat miserable målinger vil afspejle sig i valgresultatet. Nationalt står partiet til 14,9 pct. i en nylig måling fra Voxmeter. Det er 8,5 procentpoint under valgresultat fra 2019.
- Jeg ved godt, at det bliver svært. Selvfølgelig gør det det. Ellers så havde vi overladt det til nogle andre. Men nu er det jer, den ligger hos, sagde formand Jakob Ellemann-Jensen (V), da han rundede landsmødet af.
Optimistisk Wilbek
Langt de fleste på landsmødet forventer en nedgang. Viborgs borgmester, Ulrik Wilbek (V), er blandt de mest optimistiske.
- Det gælder om på landsplan at komme tilbage til det niveau, hvor vi har været. På kommunalt plan tror jeg, at der er mange af os, der har en god mulighed, siger Wilbek.
Hovedreglen er ifølge kommunalforsker ved Danmarks Journalist- og Mediehøjskole Roger Buch, at landspolitikken slår igennem med cirka halv kraft ved kommunevalg.
I Venstre tør man ikke helt håbe på samme resultat som i 2017. Dengang fik partiet 23,1 procent af stemmerne - og mistede 11 borgmesterposter.
- Det er meget individuelt i de enkelte kommuner. Men tilbage bliver jo bare, at når vi er gået tilbage i meningsmålingerne, så vil der være en eller anden afsmitning på det lokale valg, siger Claus Hjort Frederiksen (V).
Alligevel ser Hjort mere lyst på tingene efter to dages landsmøde i Herning, hvor partiet har fejret 150-årsjubilæum - et år forsinket på grund af corona.
Det samme gør Jan E. Jørgensen (V), som mener, at Venstre vil overraske 16. november.
- Forventningerne vil være en halvering, for det er det, som vi ligger til i meningsmålingerne. Jeg tror, at rigtig mange vil vågne op dagen efter valget og sige: Det var godt nok satans.
Vi indhenter noget. Vi plejer at være rigtig gode til valgkamp.
Det bliver ingen nedslagtning, vurderer politisk kommentator Hans Engell.
- Der er ingen, der siger, at Venstre klarer sig dårligt, eller falder helt bagud, fordi Venstre har mange stærke borgmestre og kommunalpolitikere, siger han.
I Albertslund, som Socialdemokratiet sidder tungt på, mener Venstres spidskandidat, Claus Rasmussen, at partiet er kommet videre efter det jordskælv, som eksformand Lars Løkke Rasmussens og flere andre profiler udløste med deres larmende farvel de seneste år.
Alligevel forventer han, at partiet vil miste stemmer:
- Jeg tror, at vi ikke får det samme valg som for fire år siden. Men jeg tror heller ikke på, at det bliver med det resultat, som meningsmålinger siger nu. Vi indhenter noget. Vi plejer at være rigtig gode til valgkamp.
De fem største partier ved de seneste to kommunalvalg:
2013:
- Socialdemokratiet 29,51 pct.
- Venstre 26,62 pct.
- Dansk Folkeparti 10,1 pct.
- De Konservative 8,55 pct.
- Enhedslisten 6,94 pct.
2017:
- Socialdemokratiet 32,34 pct.
- Venstre 23,06 pct.
- De Konservative 8,78 pct.
- Dansk Folkeparti 8,75 pct.
- Enhedslisten 5,96 pct.
Kilde: KMD
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.