Tina er en viking i stiletter
Tina er en viking i stiletter

Tina Mandrup (V) er født i 1968. Opvokset i Roskilde. Lillesøster i en søskendeflok på tre.
Moren var kantineassistent, faren kommis.
Uddannet folkeskolelærer og har en Master i Offentlig Ledelse.
Skoleleder fra 2012-2021 i henholdsvis Kalundborg og Køge.
Bor i Lejre Kommune med sin mand Palle. Sammen har de to børn på 25 og 28 år.
I sin fritid læser Tina Mandrup fag, lytter til politiske podcast, går ture med sin mand og dyrker kunst og kultur.
Medlem af Lejres kommunalbestyrelse siden 2016.
Borgmester i 2022.
Tina Mandrup - professionelt
Du er borgmester i Lejre, som er kendt for at være en vikingeby. Er der noget viking i dig? Modig, innovativ, brutal, tørstig …?
Ja, der er noget viking i mig. Jeg har fx udvist stort mod som skoleleder ved at igangsætte en total transformation af en helt almindelig folkeskole i Kalundborg til en 100 pct. projektbaseret undervisning. En såkaldt Leaps-skole (Leaps står for Læring og Engagement gennem Autentiske Projekter med fokus på Science -red.). Det var noget af en opgave at lede den omvæltning, skal jeg hilse og sige. Du skal jo have lærerne med dig. Men det var både innovativt og spændende. Jeg er altid tørstig efter nye udfordringer, hvor jeg skal udtænke andre og bedre måder at gøre tingene på. Og jeg bliver let utålmodig. Jeg er ikke typen, der tænker: Fint, nu kan jeg det, det kører. Og så læner mig tilbage.
Er du også tørstig bogstavelig talt?
Sjovt, du spørger om det, for jeg har faktisk taget en beslutning om ikke at drikke alkohol i hverdagen. I det her job bliver man hyppigt præsenteret for alkohol, så det kan hurtigt løbe op. Så det har jeg besluttet ud fra et sundhedsmæssigt perspektiv, men jeg er ikke asket. Kommer jeg ud til noget særligt og får et glas bobler i hånden, står jeg ikke der og er total principfast og siger nej tak. Og jeg glæder mig utrolig meget til, at det bliver fredag, hvor jeg skal have et godt glas vin. En glæde helt på linje med børns fredagsslik til Disney Sjov.
Brutal?
Brutal er nok så voldsomt sagt, men hvis det betyder, at man skal kunne stå fast og være lidt hårdhændet i forhold til pres fra andre, så kan jeg godt være brutal. Jeg kan godt træffe beslutninger uagtet, at det kommer til at gøre ondt, hvis jeg ved, at det er den rigtige beslutning. Politik er brutalt indimellem. Det er en del af det. Det er armlægning i at være vedholdende.
Respekterer du en god omgang armlægning?
Ja, afgjort.
Plejer du at være den, der hamrer til?
Nej, jeg kan også godt give mig og blive slap i armen, hvis den andens argument er bedre end mit og tjener formålet bedst. Jeg ved, at jeg er kendt og respekteret for at være tydelig i min måde at lede på, både da jeg var skoleleder og nu som borgmester. Jeg gør en dyd ud af at være klar og ærlig. Jeg synes, der mangler ærlighed i politik. Man skal ikke stå og fedte med tingene, hvor man foregiver ét og så gør noget andet. Det er det værste. Men ærlighed kan jo virke brutalt.
Hvad har du lært er dit stærkeste kort som overhoved i lejren?
Min største styrke som leder er, at jeg har og bruger forskellige ledelsesstile. Jeg bruger dem, så de passer ind i de forskellige kontekster. Nogle gange skal man være blid og stryge med hårene, og andre gange skal man være kontant og ligefrem. På den måde opnår man flest resultater. Dårlige ledere har kun én ledelsesstil.
Jeg gør en dyd ud af at være klar og ærlig. Jeg synes, der mangler ærlighed i politik. Man skal ikke stå og fedte med tingene, hvor man foregiver et, og så gør noget andet. Det er det værste. Men ærlighed kan jo virke brutalt.
Det er også vigtigt for mig at være synlig og tilgængelig som borgmester. Jeg besluttede fra start, at jeg ville have et kontor, hvor jeg var centralt placeret i huset med åben dør, så jeg kan fornemme organisationen. Jeg er meget bevidst om, at virksomhedskulturen starter helt oppefra, og for at jeg skal kunne skabe en god kultur, skal jeg kunne mærke medarbejderne, og de skal kunne mærke mig.
Jernladyen Margaret Thatcher havde et motto, der lød: Skal du have noget sagt, spørg en mand. Skal du have noget gjort, spørg en kvinde. Hvad tænker du om det motto?
Det kan jeg ikke bruge til noget. Jeg har et meget mere nuanceret syn på køn end det der. Jeg kan sagtens finde både mænd og kvinder, der passer ind i hendes udsagn, men jeg kan også finde det modsatte. Jeg har vanvittigt dygtige direktører af begge køn, og jeg er ikke optaget af, om det er det ene køn eller det andet køn, der siger eller gør noget.
Er der noget i jobbet, der har overrasket dig?
Jeg vidste det godt, men jeg er alligevel lidt overrasket over skiftet fra at være leder af en gruppe og kunne markere sig tydeligt med sine partipolitiske standpunkter til at blive borgmester, hvor man må nedtone standpunkterne, fordi man nu er hele kommunalbestyrelsens formand, så at sige.
Har du skullet vænne dig til det?
Jeg tror faktisk mest, det er omgivelserne, min egen gruppe, der har skullet vænne sig til, at vores parti er i en helt anden position nu. Som borgmester kan jeg ikke give lige så meget attention til gruppen som før, og det kan jeg godt mærke på mine kolleger. Da jeg var gruppeformand, gjaldt det jo om at føre os frem til den her målstreg, så da var jeg jo virkelig toneangivende, men nu er jeg jo hele kommunalbestyrelsens borgmester. Det skal man lige lære at håndtere som gruppe.
Du har en lang karriere indenfor skoleverdenen. Hvordan mærker du forskel på at være leder i en lejr af lærere og i en lejr af politikere?
At være leder for lærere er jo at være leder for fagprofessionelle, der står på deres faglighed. At være leder for politikere er at være leder af følelser, værdier og ideologier. Med en lærergruppe kan du sige: Vi skal være skolen med de mest engagerede elever. Ja, det skal vi! Og så går vi efter det mål i fællesskab og med al vores faglighed. Når jeg skal sætte en retning i Lejre Kommune, bliver den jo præget af alle de her forskellige værdier og politiske ideologier, som skal lande i en eller anden form for kompromis. Det er to super forskellige grupper at lede.
Man tror måske, man bliver enorm blid efter et kræftforløb, men jeg blev mere sådan: Okay, gider I at få jer et problem? Et virkeligt problem.
Hvad kan forstyrre din nattesøvn?
Hvis jeg oplever en sag, der ikke er god for nogen, eller hvor vi ikke kan levere den kvalitet, som borgerne har krav på og brug for. Da jeg var skoleleder, kunne det holde mig vågen, hvis 5.b igen skulle skifte lærer. Men generelt sover jeg rimelig godt.
Hvad kunne andre politikere lære af dig?
De kunne lære af mit helikopterblik. Have gavn af at komme med mig op i ’helikopteren’ og se det hele i en sammenhæng. Det er en af mine styrker. Jeg har et godt overblik og er god til at kalkulere, hvad en beslutning medfører andre steder.
Har du selv en politisk profil, du er inspireret af?
Jeg ved ikke, om jeg er direkte inspireret af Margrethe Vestager (R), men jeg synes, hun er en meget dygtig politiker, dedikeret og saglig.
Tina Mandrup - privat
Der er ikke meget hø, grød og træsko fra sagnlandet Lejre over dig. Du ser totalt corporate ud med dine habitjakker, perleøreringe og Jennifer Aniston hår (skuespiller i tv-serien Friends). Hvad betyder fremtoning for dig?
Helt sikkert noget. Jeg har altid gået op i at være præsentabel, og jeg har ikke ændret mig meget stilmæssigt, fra jeg var skoleleder til nu. Der var nok nogle, der dengang tænkte: Det er da en lidt anderledes skoleleder, der kommer der. Men jeg er samtidig meget bevidst om de situationer, jeg skal ud i. Skal jeg ud i en børnehave, så klæder jeg mig efter det.
Men er du, ligesom som tusindvis af andre kvinder verden over, inspireret af Jennifer Anistons frisure?
Nej. Det er jeg ikke, men der er faktisk nogle, der har sagt: Du ligner hende der, hvem er det nu … Jennifer Aniston. Jeg har ikke selv bemærket hendes frisure. Mit hår ser sådan her ud, efter at jeg var igennem et kræftforløb for 12 år siden. Jeg mistede alt mit hår, der dengang var stort og kraftigt og krøllet, og så fik jeg det her flade og tynde. Så jeg er meget følsom omkring mit hår. Der var så meget kraft i mit hår før.
Hvad andet end dit hår har ændret sig efter det forløb?
Man tror måske, man bliver enormt blid efter et kræftforløb, men jeg blev mere sådan: Okay, gider I at få jer et problem? Et virkeligt problem. Proportionerne for, hvad der er svært her i livet, ændrer sig. Det gjorde de i hvert fald for mig. Når man har prøvet at stå på vippen af livet, så gider man ikke noget bullshit.
Der er så mange bivirkninger og negative sider ved et kræftbehandlingsforløb, og der gik lang tid, før jeg syntes, at jeg kunne kende og mærke mig selv igen. Men det var vigtigt for mig, at det ikke blev min identitet at være syg. Så selvom det var hårdt, og jeg var slidt, så kæmpede jeg mig på arbejde mellem mine kemobehandlinger. Det er pligtfølelsen; man passer sit arbejde. Det har jeg med hjemmefra. Selvom mine forældre ikke var karrieremennesker, så var det en dyd for dem at passe sit arbejde. Arbejde var en kerneværdi for dem, og det har jeg taget med mig. Jeg er meget arbejdsstyret og optaget af ikke at give op. At tage kampen. Det får man også styrke af.
Hvad bruger du gerne penge på?
Jeg bruger penge på kultur. På koncerter og udstillinger. Og på kunst. Jeg er meget kunstinteresseret og køber dansk samtidskunst. Michael Kvium fx kan jeg godt lide. Og godt dansk møbeldesign, holdbare ting.
Hvad nægter du at bruge penge på?
Med fare for at støde nogen fra mig, så er det all inclusive ferier. Jeg har aldrig prøvet det, så det er en ren fordom, men det virker enormt passivt og som en fuldstændig vulgær ferie, hvor der bare skal være for meget af det hele. Jeg vil hellere have lidt, men godt.
Din mand. Er han en viking? Modig, brutal, tørstig …?
Haha, nej, det vil man ikke umiddelbart sige, at han er. Han er den fornuftige, han er bankmanden. Ham, der tænker sig om og altid lige skal vende skråen en gang, når jeg tager hurtige og impulsive beslutninger og siger: Det gør vi sgu. Vi er meget forskellige, men vi komplementerer hinanden godt. Trækker hinanden lidt i hver sin retning.
Hvad er din bedste og værste vane?
Min værste vane er, når jeg beslutter mig for, at NU skal jeg i seng, så skal jeg altid lige se, om der er kommet nogle nyheder. Min bedste er, at jeg er god til at komme op om morgenen og komme i gang. Altså når jeg har tjekket nyheder.
Astronauten Andreas Mogensen har netop taget en kopi af Lejre Museums Odin-figur med sig i rummet. Hvad ville du personligt have taget med?
Grundloven. Og et billede af mine dejlige børn.
Hvad er din guilty pleasure?
Planlægning! Skal vi have middagsgæster, så laver jeg en minutiøs countdown-plan over, hvornår jeg skal lave hvad, og hvor lang tid det må tage, så jeg bedre kan være nærværende og hygge mig sammen med gæsterne. Jeg bryder mig simpelthen ikke om at være uforberedt eller bagud. Til trods for, at jeg er tidsoptimist, så holder planen. Så når det ringer på døren, lyder gongongen for The countdown-plan.
Hurtige skud på Tina Mandrup
- Hotel eller shelter: Hotel
- AI eller din egen intelligens: Min egen
- Den erotiske Fifty Shades of Grey eller Barneby: Barneby. Selvom jeg synes, det er rædselsfuldt
- Bus eller taxa: Bus
- Tømmermænd eller Treo: Treo
- Kendt eller ukendt grund: Kendt
- Dansegulv eller bænk: Dansegulv
- TV2 News’ besserwizzer Peter Mogensen eller Michael Christiansen: Michael Christiansen
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

























