Når Kasper Olesen kigger ud af vinduet fra sit hus i Langeskov på Fyn, har han udsigt til noget, som har fyldt rigtig meget i hans liv: fodboldbaner. 

Det er ikke noget dårligt syn. Tværtimod, siger han.

For banerne, der tilhører Langeskov Idrætsforening, vækker kun gode minder i ham. Om tæt sammenhold og fællesskab. 

Minderne forstærkes i weekenderne, når der er fuld smæk på banerne, og han kan høre grin, jubel og ærgrelse. Alt det, der hører til sportens verden.  

Kasper Olesen har tilbragt ufatteligt mange timer i den klub. Ikke bare som spiller, men også som træner, dommer og som medlem af bestyrelsen. 

På midtbanen var han slideren, som han udtrykker det. Den, der sørger for at binde de to felter sammen, men også den, som ikke trækker de største overskrifter.

- Jeg har løbet rigtig mange kilometer og taget mange af de sure løb med glæde. Det var der mange andre, der ikke gjorde, kan jeg fortælle dig.

Han griner, og man ser hans drengede fjæs med smilerynkerne ved øjnene for sig.

Nu kommer Kasper Olesen kun i klubben en gang imellem. Mest for at se alle dem, han kender, spille bold. For efter at han er blevet borgmester, har han sjældent tid til selv at snøre støvlerne. 

Det ærgrer ham. Men på en let måde, fornemmer man. 

Det er også sådan, han virker. Let. Som om han står på en fodboldbane og dribler lidt med bolden. Med livet. 

At blive set som hel

Kasper Olesen begyndte at gå til fodbold som femårig i Odense, hvor han voksede op med sine to lillesøstre og forældrene Ole, der var gartner-uddannet, og Bente, som var pædagog.

Da han var ti år, flyttede de til Birkende mellem Odense og Nyborg. Faren havde fået nyt job. Han skulle hjælpe med at starte et frøfirma op i den lille by.

For Kasper Olesen var årene i Birkende indbegrebet af tryghed. Både hjemme og ude.

Moren havde tid til dem, når han og søstrene kom hjem fra skole. Det var altid ud på tur; til stranden, i skoven eller ud at se teater. Og både moren og faren deltog i foreningslivet i byen. 

Det var en landsby med stort sammenhold og stærke og nære relationer. 

Det gjaldt også for lille-skolens lærere, der boede i byen, og som børnene mødte overalt; på gaden, i mosen, på fodboldbanerne.

- Vores lærere kendte os som hele mennesker, og det var også sådan, de så os. Vi var ikke bare nogle unger, der skulle undervises, fortæller Kasper Olesen. 

Han husker det, fordi det var radikalt anderledes, da de kom i 8. klasse i Langeskov, i den store skole, hvor lærerne ikke gjorde noget for at lære eleverne at kende. 

- Jeg brød mig ikke om det, og jeg kunne ikke holde min kæft, og så endte jeg hos inspektøren ind imellem. 

Kasper Olesen var på ingen måder en børste, der rendte rundt og smadrede vinduer. Han havde de gode værdier med hjemmefra, men han kunne godt lide, at der skete noget. 

Inspireret af forfatteren Dan Turell og hans krimier, som han læste i gymnasiet, drømte han om at blive politibetjent og om at skulle ud og opklare skumle sager. Men et par knæskader fra grønsværen forhindrede ham i at forfølge den drøm. 

I stedet blev han skolelærer. Og det er han glad for. Fordi børn og unge fortjener at blive set, siger han. 

Voksen drengerøv

Kasper Olesen har en aftale med Fyens Stiftstidende om, at de skal fjerne alle hans bandeord i deres interviews med ham. 

Ellers har han sin mor i røret med det samme, griner han. 

Han får (næsten) samme aftale med Kommunen.dk, men hjemme omkring spisebordet i Langeskov er der ingen censur, når han og hans børn er samlet til et spil Risk, Rommy eller noget tredje.

- Vi er en konkurrence-familie, og der ryger ikke så få svinere henover bordet, når vi dyster. 

- Og så skal der jo også hoveres bagefter.  

Kasper Olesen er ligeglad med, at jargonen er hård. 

De nyder det i fulde drag, og det er der, han har det allerbedst. Rundt om bordet med sine unger. 

Han har tre af dem

De to yngste er søskende og fra hans tidligere ægteskab. Den ældste er lige flyttet hjemmefra. Hende fik han, da han var 23 år. 

Han var bare en drengerøv, glad i låget, og pludselig blev sjov til alvor. Og ansvar. 

Ud over at overdænge sin lille datter med kærlighed, vidste han som nybagt alenefar ikke så meget mere om sin nye rolle. Om alt det praktiske. 

Så i starten, når det var hans tur til at have datteren, tog han hende med ud til sine forældre. For at få lidt guidning. 

De elskede at være bedsteforældre fra første dag. 

Ingen bebrejdelser?

- Nej, lyder det prompte.

- I min familie er indstillingen den, at man må få det bedste ud af situationen. 

- Det her er realiteterne, og det fikser vi. Man ser muligheder fremfor begrænsninger og det har jeg med fra dem, siger han. 

- Det betyder ikke, at jeg ikke kan bekymre mig om ting, jeg kan sagtens bekymre mig, men når først noget er en realitet og ikke kan ændres, så er der kun en vej, og det er fremad.  

- Alt andet er tosset, siger han. Med den der lethed i stemmen.

Bien og det Fynske Balkan

Det var umiddelbart også tosset at tro på, at den uerfarne skolelærer, der kun havde siddet i byrådet siden 2013, skulle kunne slå Hans Luunbjerg (V) af borgmester-pinden tilbage i 2017. 

Kasper Olesen var, som han selv udtrykker det, humlebien, der ikke kunne flyve, men som gjorde det alligevel. 

Og bien fløj direkte ind og forvandlede det Fynske Balkan, som byrådet i Kerteminde blev kaldt af borgmester-kolleger grundet lidt for mange egoister, til et byråd med en fælles vision og plan.  

“Slideren fra midtbanen” har med andre ord været på arbejde og har fået samlet tropperne. 

Løsningen har været at inddrage og tilgodese alle partier og tænke langsigtet.

 - Da jeg overtog nøglerne til kommunen efter Hans Luunbjerg, hang de et sted hen over Storebælt på vej til Indenrigsministeriets lommer, siger Kasper Olesen tørt.

Så da Kasper Olesen overtog posten lagde han ud med at bestille en beregning for fremtiden, så byrådet kunne få klarhed over, hvor mange penge kommunen havde brug for de næste år for at få de forskellige områder på ret køl.

2018 var selvfølgelig et svært år med skattestigninger og besparelser, men i dag er der ro på, budgetterne bliver overholdt, og der er en plan, fortæller Kasper Olesen.

Så nu er Kerteminde Kommune ikke længere på slingrekurs?

-  Nej, lyder det korte og selvsikre svar.

Høj på Helmig krøller

Og er han så det, Kasper Olesen? En selvsikker fyr med masser af selvtillid?

- Næh, siger han. 

- Jeg ser ikke mig selv som spækket med selvtillid, men jeg hviler i at se, at kommunen kører rigtigt godt; at jeg og mit bagland har formået at finde potentialet frem, og at vores projekt lykkes.

Og, forklarer han, hvis han kan se, at han kan bidrage med noget, så tager han gerne rollen, rummet og pladsen. 

Med naturlig autoritet?

- Ja, det kan godt være, at jeg er god til at indtage et rum, men nu kan folk jo heller ikke undgå at se mig; jeg er jo høj. 1.96.

Og tynd som en cykel. 

- Ja, for fanden da. Det er også derfor, at jeg bruger timer i prøverum for at finde bukser, der passer mig både i livet og i længden. 

- Og når jeg endelig finder nogle, gerne chinos og jeans, der passer mig, så køber jeg tre-fire par af den samme model. Og hvis de har forskellige farver, så er det helt perfekt. 

Går du i rulamsfrakke med stor pelskrave og …?

- Nej, nej, nej, griner han.

- Det er mere en eller anden lille detalje i designet, i mønsteret eller en crazy farve.

Han kan i det hele taget godt lide, når noget eller nogen skiller sig ud. Folk, der sprudler. Har anderledes tøj, hår, tanker, ideer - de fanger hans opmærksomhed. 

Christian Stadil, erhvervslederen og milliardæren, synes Kasper Olesen fx er en interessant skikkelse, men det er nu ikke sådan, at han dyrker idoler på den måde. 

Så skulle det da lige være den tidligere målmand i OB Lars Høgh. 

Og Thomas Helmig. Ham er han vild med og har altid været det. 

Også dengang man ikke måtte være det, som i starten af 90’erne, hvor fyrene smed tomater efter ham på Grøn Koncert og kaldte ham for bøssekarl. 

Det var Kasper Olesen kølig over for. Han gik sågar til frisør og fik permanentet små krøller i nakken - ligesom Thomas Helmigs. 

Så stod Kasper Olesen der, som den eneste fyr, helt oppe ved scenekanten sammen med alle damerne.

Og blev nusset i de fine nakke-krøller. Altså af dem med lange arme.