Stephanie Storbank er født i 1983 på Brande Sygehus.

Flyttede til Lemvig med sin mor og far som to-årig. Moren arbejdede i produktionen på B&O, faren var butiksmedarbejder.

Moren og faren skiltes, da Stephanie Storbank var seks år. Herefter voksede Stephanie Storbank op i Holstebro med sin mor og stedfar, der var lastbilchauffør.

Stephanie Storbank har en lillebror og tre halvsøskende. Hun var den første student i familien og lærte hjemme, at man skal yde før, man kan nyde. Både hjemme og ude.

Hun har en BA i sygepleje og en kandidat i Pædagogisk psykologi fra Aarhus Universitet.

Har arbejdet som sygeplejerske og som selvstændig coach i mindfulness og selvudvikling. Har skrevet bøger om samme emner.

Gift med Kenneth, der er kommerciel direktør i et Esbjerg firma. Sammen har de tre sønner på 16, 14 og 10 år.

Familien bor i Krogager i et hus i skoven med høns, ænder, geder, kat, hunde.

I sin fritid roder Stephanie Storbank i haven, vandrer og tager på shelter-ture med familien.

Hun blev valgt ind i kommunalbestyrelsen i 2017 og blev borgmester i Billund Kommune i 2022.

Stephanie Storbank - professionelt

Du bor i legoklodsernes by. Hvilke klodser er de vigtigste byggesten for dig som borgmester?

Dialog. Tillid. Udvikling. Internt og eksternt.

Er du inspireret af virksomheden Lego i dit job som leder?

Ja. Jeg er inspireret af deres tilgang til leg, læring og kreativitet. I direktionen er vi nysgerrige på, om vi selv kan inddrage de elementer i vores arbejde med politiske processer. Vi har ansat to interne medarbejdere til at udvikle det, som vi kalder for ’Play for Working’. Et projekt, som vi arbejder på i tæt parløb med Lego, som også er nysgerrige på, hvordan det vil fungere.

Så Lego spiller en stor rolle i Billund Kommune …?

Vi får tit skudt i skoene, at Lego styrer det hele på grund af selskabsskatten, men det er jo ikke anderledes end andre kommuner, der har en stor virksomhed, der bidrager ind i deres kommune. Vi ligger ikke under for Lego. De er en stor udviklingsdriver i kommunen, og vi lytter til dem og lader os inspirere, ja; men vi lader os ikke styre af dem.

Det er helt klart mængden af timer, jeg arbejder. Jeg bliver nødt til at holde øje med, om det er kalenderen, der styrer mig, eller mig, der styrer min kalender. Sådan er det, når man har verdens mest fantastiske arbejde. Der er aldrig to dage, der er ens. Derudover er den store forskel jo også, at det nu er mig, alle kigger på, når der skal træffes en beslutning.

Er du tryg ved det?

Ja, og jeg er meget transparent. Jeg tør godt sige: ”Det ved jeg ikke. Det må jeg undersøge, hvad tænker du?”

Hvad i dit bagland har rustet dig til jobbet som chef?

Min mand, især. Han er blevet ved med at sige til mig: ”Det kan du sagtens.” Han er en enormt god sparringspartner for mig, fordi han selv sidder i en topstilling. Men jeg tror også, at mine menneskelige egenskaber hjælper mig. Jeg er åben, jeg lytter, jeg er tillidsfuld. Jeg tror vitterligt ikke på, at mennesker har dårlige hensigter.

Der er ikke nogen, der er sin egen lykkes smed i dit univers?

Hmm … måske, men nej, jeg har tillid til, at folk vil alles bedste.

Er du et menneske, man nødigt vil skuffe, tror du?

Ja, det er jeg måske. Jeg har i hvert fald en oplevelse af, at folk gerne vil indfri mine forventninger.

Du er en forholdsvis ung borgmester. Hvad er fordelen og bagdelen ved det?

Fordelen er, at jeg kan sætte mig ind i de unge borgeres behov, fordi jeg stadig kan huske, hvordan det er at være ung. Samtidig er jeg også i en periode, hvor jeg skal jonglere mellem familie med skolebørn og arbejdsliv og kan sætte mig ind i dén livsfase. Bagdelen er, at man skal jonglere hele tiden. Jeg kan da godt misunde de borgmestre, der ikke længere har forholdsvis små børn. Da jeg tog over efter Ib (Kristensen, red.), som var 70 år og ikke havde nogen børn, der ventede på ham derhjemme, som jeg har, måtte jeg bare indse, at jeg ikke kan være borgmester på samme måde, som han kunne. Jeg bliver nødt til at sige nej til en del, ellers kan jeg ikke få det til at hænge sammen.  

Hvordan kommer borgerne til at mærke, at det er Stephanie Storbank, der sidder i stolen nu?

Borgerne kommer til at mærke, at kommunen åbner sig op. Vi skal ikke være en lukket og sluttet kreds, men et gennemskueligt og nemt tilgængeligt servicetilbud, hvor vi taler meget mere direkte til og med den enkelte borger. Min dør står åben. Og der er kaffe på kanden.

Det lyder som en ægte klassisk intention, man har som ny. Bliver du ved at have tid til det, tror du?

Det vil jeg. Det har jeg lovet mig selv. Det har jeg også talt meget med min kommunaldirektør om. Jeg ved godt, at det med at skulle møde borgerne på en ny måde kan være angstprovokerende, men det skal vi kunne håndtere. Åbenhed og mere interaktion med borgerne er det nye.

Hvad siger kommunaldirektøren? Siger han ikke, at du ikke bare kan komme der og tro, at du kan lære en gammel hund nye tricks?

Ha ha, nej, det siger han ikke. Men han kan da godt mærke, at selvom jeg er fra samme parti som hans tidligere borgmester, så skal han redefinere sin rolle, fordi jeg stiller ham nogle helt andre opgaver. Han har bedt mig om at have tålmod, og det er jeg helt med på. Det har jeg respekt for.

Du har læst pædagogik og psykologi – har dine medarbejdere en ekstra god chef i dig som menneskekender?

Jeg har den force, at jeg forstår menneskelige processer. Jeg forstår, hvorfor mennesker reagerer, som de gør, jeg er god til at læse situationer. Jeg er optaget af det relationelle. Det er relationer, der bærer rigtig meget igennem.

Hvilken anden borgmester er dit forbillede?

Jeg har flere: Daværende Lars Krarup (V), Jens Ejner Christensen (V) og Pernille Beckmann (V). De er autentiske på hver deres måde. Det vil jeg også være. Jeg vil være tro overfor den, jeg er – også som borgmester.

Stephanie Storbank - privat

Dit navn – Storbank … hvilke konsekvenser har det for dit liv at hedde det?

Ha ha, altså nu har jeg giftet mig til det, det er et gammelt familienavn i min mands familie. Den eneste konsekvens er, når der er en overskrift på Ekstra Bladet, en clickbait om ’Storbank politianmeldt’ eller ’Storbank går fallit’, så skriver folk til mig: ”Så er den gal igen, Stephanie. Hvad sker der?” Men det er jo bare sjovt.

Hvem skulle have nogle bank, hvis det stod til dig?

Brokkehoveder. Alle dem, der brokker sig på de sociale medier. Det der med at have fokus på det, der er galt, fremfor det, der er godt. Det er der bare ikke noget positivt at sige om.

Noget andet med bank … penge … er du optaget af penge?

Nej, det er jeg ikke. Den allervigtigste værdi hjemme hos os er frihed. Frihed til at kunne gøre, hvad man har lyst til. Der er økonomi selvfølgelig en del af det, men det handler om ikke at sætte sig for dyrt, så man bliver bundet af at skulle tjene en vis mængde penge. Der er mange, der har spurgt os, hvorfor vi ikke river huset ned og bygger et nyt eller bare får et nyt køkken? Men vi har det fint med det, vi har. Skulle en af os en dag få lyst til ikke at arbejde så meget, så skal der være frihed til at kunne lade være.

Jeg skal sidde i et kvarter med min morgenkaffe, helt stille i fred og ro.

Hvilke emner gider du og gider du ikke at snakke om med vennerne?

Jeg gider ikke snakke om politik, når jeg er sammen med mine venner. Da vil jeg høre og snakke om de nære ting. Hvordan har de det? Hvordan går det?

Læser du bøger?

Jeg lytter til bøger. Lydbøger er geniale, fordi jeg kan rode i haven imens. Lige nu lytter jeg til krimien ’Offermageren’ af Viveca Sten og til Morten Münsters ’Jytte (fra Marketing, red.) vender tilbage’.

Som barn var jeg ikke det mindste interesseret i at gå til sport, jeg læste bøger i stedet. Sad på det lokale bibliotek og pløjede bøger. Min mor sagde altid, at det, de sparede på mig og kontingenter til sportsaktiviteter, brugte de i stedet på mine biblioteksbøder.

Hvordan har du det med at være ene høne i en kurv med fire haner?

Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg af og til synes, der mangler nogle flere kvinder herhjemme. Vi har godt nok to hunhunde, men det er ikke løst med det, ha ha.

Der er bare mange ting, jeg ikke forstår, mange indforståetheder og det at være teenagedreng … så jeg kan sagtens føle mig lidt uden for engang imellem. Da drengene var yngre, sagde jeg tit: ”NU er der lige lidt for meget testosteron.” Så fik jeg en hytte af min mand i kobberbryllupsgave. Den ligger ude i skoven, og den er helt min egen. Der kan jeg gå ud, når testosterontallet bliver for højt. Jeg har indrettet den meget feminint, der er meget lyserødt derude … Det er mit helle, og drengene ved godt, at dér går man ikke ind.

Hvordan mødte du din mand?

Vi mødtes på Buddy Holly i Holstebro til en gymnasie- og handelsskolefest i 1999. Han var tredjeårselev på Handelsskolen, og jeg var 1. g’er. Det var ret sejt at score en 3. års, ha ha. Eller faktisk var det ham, der scorede mig. Han mistede sin yndlingsjakke den aften, men han mente, at han havde fået noget andet, der var meget bedre, og glemte alt om jakken … og i 2004 blev vi gift.

Hvad er det bedste ved ham?

Det bedste er, at han er reflekteret – og enormt rolig - modsat mig, som er mere … livlig. Snakkende. Føler meget. Samtidig er han udviklingsorienteret. Han vil gerne rykke sig i livet, og det vil jeg også, så der passer vi rigtig godt sammen. Vi har været gode til at udvikle os sammen, men også hver for sig. Det er jo kunsten.

Hvad har man med sig hjem, når man har været i selskab med dig?

Man er blevet mødt. Og set.