Kommunen.dk
MENU

Livet er ikke det værste, man har, og om lidt er kaffen klar 

Kom med bagom Odders afgående borgmester Uffe Jensen (V), der er til moderne ledelse, gamle møbler og afskærmede havestuer.

Livet er ikke det værste, man har, og om lidt er kaffen klar 

Kom med bagom Odders afgående borgmester Uffe Jensen (V), der er til moderne ledelse, gamle møbler og afskærmede havestuer.
Uffe Jensen er en moderne leder og holder på, at hans medarbejdere gør deres arbejde bedre, når han ikke blander sig.
Uffe Jensen er en moderne leder og holder på, at hans medarbejdere gør deres arbejde bedre, når han ikke blander sig.
Foto: Kim Haugaard, Ritzau Scanpix

(Interviewet er skrevet før KV21)

Uffe Jensen (V), født i Aarhus i 1960.

Vokset op på en gård i Solbjerg i et trygt og ”blåt” hjem med storebror, far, landmand og sognerådsformand og mor, sygeplejerske og fast klippe for Uffe Jensen.

Begge forældre har lært Uffe Jensen at være gæstfri og at række hånden ud til dem, der har brug for hjælp.

Uffe Jensen brugte lang tid som ung på at tåge rundt og hygge sig som fodboldtræner, FDF’er, drikke øl og være langhåret, indtil det futtede af over en fondue.

Efter værnepligt i flyvevåbnet på Amager og et højskoleophold, fandt Uffe Jensen ud af, at han skulle arbejde med mennesker og blev uddannet politibetjent i København.

De sidste 20 år af sin politikarriere arbejdede han som efterforsker indenfor området med personfarlig kriminalitet.

I dag bor Uffe Jensen i Odder sammen med sin kone Bodil, der er pensioneret folkeskolelærer. Sammen har de to voksne døtre og to børnebørn.

I sin fritid nyder Uffe Jensen at læse avis og spille tennis med otte andre mænd klokken 06.30 om morgenen.

Personligt er han glad for, at folk har lyst til at betro sig til ham, til gengæld træt af at passere 100 kg på vægten.

Uffe Jensen blev borgmester i Odder Kommune i 2014, hvor han bejlede med evnen til bredt samarbejde og en ny stil på borgmesterkontoret. Begge dele har han indfriet, mener han selv. 

Ved KV21 opnåede Uffe Jensen ikke flertal til at fortsætte  som borgmester efter årsskiftet, hvor han afløses af socialdemokraten Lone Jakobi.

Bagom borgmesteren - de professionelle spørgsmål

Hvad er det første, du gør, når du møder ind om morgenen?

Jeg tager mig en kop kaffe. Jeg drikker nok 15 kopper om dagen. Eller mere. Og de fem af dem har jeg drukket, inden jeg møder ind på rådhuset. Det hænder, at kaffeautomaten strejker, og så er der krise. Det er virkelig ikke godt. Der er selvfølgelig andre muligheder i huset, men automaten udenfor min dør skal helst virke. Den er vigtig og god som opvarmning til møder; man står der, smalltalker lidt, hvad skal du have? Cappuccino? Chokolade? Selv drikker jeg kun sort kaffe. Uanset hvor jeg er i verden. Sort kaffe. Og jeg er ikke til dyre bønner. Bare helt almindelig, sort kaffe.

Hvad er du allerbedst til i dit job?

Jeg er god til at lytte – også til dem, der har andre ønsker eller holdninger end mine egne. Et konkret eksempel: Vi har lige indviet vores nye busterminal med grønne busser. Det lå bestemt ikke i kortene, at vi skulle ende op med el-busser i vores udbudsrunde, for der var folk, der mente at vide, at det var alt, alt for dyrt. Men Enhedslisten pressede på: Hvorfor ikke undersøge priserne? Hvilket jeg valgte at støtte op om, selvom det gjorde mange sure. Og så viste det sig, at Vikingbus og deres el-busser vandt suverænt på prisen. Det ser jeg som min styrke; at lytte og være imødekommende overfor nye veje og ideer.

Hvordan er du som chef?

Jeg er en moderne chef. Jeg baserer min ledelse på tillid. Hvordan de forskellige afdelinger og institutioner når deres mål eller bruger deres budgetter, det blander jeg mig aldrig i. Lige da jeg var blevet borgmester, ringede overfartslederen på Tunø og spurgte mig, hvad han måtte give i rabat på en grupperejse til øen? ”Men er det ikke dig, der er overfartslederen på færgen? Det må du da vide. Det kan en borgmester da ikke vide,” sagde jeg. Tidligere skulle alt forbi kontoret her; underskrifter på det ene og det andet. Nej tak. Medarbejderne vokser jo helt enormt, når de får lov til at selv at finde ud af tingene.

Tidligere skulle alt forbi kontoret her; underskrifter på det ene og det andet. Nej tak. Medarbejderne vokser jo helt enormt, når de får lov til at selv at finde ud af tingene.

 

Hvilken opgave ville du gerne være fri for?

Der er ikke nogen specifik opgave, men det er lidt udfordrende, at man er på døgnet rundt. Alle er på fornavn med en ”Hej Uffe,” og det er svært at tage på genbrugsstationen eller til en fodboldkamp, uden at man også skal tage stilling til, at der mangler asfaltering her eller der. Nu skal det ikke lyde som nogen beklagelse, for jeg holder meget af kontakten til borgerne og har aldrig oplevet ubehagelige henvendelser, men jeg er glad for, at jeg har min havestue, der er fuldstændigt afskærmet og glad for at tage på spots deals (fx hotelophold red.) med Bodil til andre byer, hvor jeg kan gå på gaden uden at blive stoppet.

Hvad er det bedste og det dårligste råd, du har fået?

Når man er borgmester, står man på mål for læserbreve, som er totalt urimelige og i den grad kan prikke til ens retfærdighedssans. Men der har jeg fået det gode råd fra min forgænger Elvin Hansen (V), som lyder: Husk, i morgen pakker de fisk ind i den avis. Han har ret. Det er ikke det værd at hidse sig op. I dag skal der virkelig meget til, før jeg reagerer på et læserbrev. Et dårligt råd? Ikke rigtigt. Men der kommer mange ”gode” råd og input alle steder fra, som giver mig “høje tindinger”.

Hvad vil du ikke bruge penge på?

Nye møbler til borgmesterkontoret. Der er flere, der har ment, at de eksisterende godt kunne trænge til at blive skiftet ud. Men det er gamle Randers Møbler. Klassikere. Jeg synes, de er fine, og man sidder udmærket i dem. De skal da blive her, det er cirkulært genbrug. Og de må snart være kult.

Den sværeste beslutning?

Som borgmester træffer man mange upopulære beslutninger – men man gør det jo for at passe på kommunen. Ligesom da vi måtte fyre 2/3 af direktionen, vores kommunaldirektør og en anden direktør, da jeg trådte til. Det var sgu ikke sjovt. Og det gav anledning til mange grublerier. Det var ligesom, da jeg arbejdede i kriminalpolitiet. Man skal virkelig være sikker på, at man har beviser og begrundelser i orden, når man sigter nogen for drab. Men altså, vi havde ikke tillid til, at de kunne tilføre kommunen noget godt, og det måtte vi tage alvorligt.

Hvad er din bedste overtalelses-replik?

Lad os da prøve det. Hvad er det værste, der kan ske?

 Bagom borgmesteren - privat

Hvad er det første, du gør, når du står op om morgenen?

Tænder for kaffemaskinen. Som jeg har gjort klar aftenen før. Det er det sidste, jeg gør inden, jeg går i seng. Og har gjort i årtier. Også på ferier. Hælder vand op til otte-ni kopper, Bodil skal også have et par kopper, putter bønner i filteret. Når jeg har tændt for maskinen om morgenen, går jeg i bad. Og når jeg er barberet og det hele, så står kaffen klar. Så er det bare at sætte sig til med kaffe, ostemadder og avis.

Hvad er du allerbedst til?

Læse avis og sige ingenting. Mine store stjernestunder er, når jeg ikke skal på job i weekenden. Så nyder jeg at læse avis i to-tre timer, uden radio, uden telefon, bare fuldkommen ro. Enten på terrassen, i havestuen eller i køkkenet. Mens Bodil bader i havet. Sådan er det sommer og vinter. Året rundt. Dér føler jeg mig fri.

Livet er simpelthen for kort til at toppes med sin nabo. Byd på en kop kaffe eller en øl, tal om det, ellers bare fiks det selv og kom videre.

Hvordan er du som nabo?

Jeg er en god nabo, selvom de synes, de ser for lidt til mig, ha ha. Men jeg kommer over med krydsord fra avisen eller hjælper, hvis nogen har brug for noget, jeg er også med at klippe den fælles hæk. Det med naboer skal der være styr på. Der er så mange, der kommer op og toppes om de mindste ting. Og jeg kan da også blive småirriteret, hvis naboens ukrudt vokser under hækken og ind til mig, men så køber jeg et læs flis og smider op mod hækken, og så er jeg fri for at se mere på det ukrudt. Livet er simpelthen for kort til at toppes med sin nabo. Byd på en kop kaffe eller en øl og snak om det, eller bare fiks det selv og kom videre.

Hvilken opgave ville du gerne være fri for?

At gøre rent. Jeg har foreslået rengøringshjælp ad flere omgange, så vi kan bruge tiden på hyggelige ting i stedet for. Men Bodil foretrækker at gøre det selv, og jeg er sluppet. Dejligt, men ikke helt uden dårlig samvittighed.

Hvad er det bedste eller dårligste råd, du har fået?

Det ved jeg faktisk ikke. Men der er nogle, der har den holdning, at man ikke skal bruge for meget tid på sine børnebørn. Og der må jeg bare sige, at jeg er lodret uenig. Min frisørs ægtemand er gået, fordi han var utilfreds med, at hun brugte for meget tid på deres børnebørn. Det er jo helt sort. Selvfølgelig skal man leve sit eget liv, men altså tid med børnebørn skal man da have lov til at prioritere, det er jo stjernestunder. Jeg elsker det.

Hvad vil du ikke bruge penge på?

Eksklusive ting. Ægget (red. Arne Jacobsen stolen), PH-lamper, fancy biler, det siger mig ingenting. Men jeg vil gerne bruge penge på en god gammeldags havestue, på almindelige biler og på en frokost for 79 mænd, som da jeg fyldte 60 sidste år.

Din sværeste beslutning?

Jeg er ikke en mand, der kan levere de store overskrifter. Jeg har aldrig oplevet at stå i store og svære dilemmaer. Ærligt. Så skulle det da lige være, da jeg og min svigermors anden svigersøn, gav min svigermor en koncertbillet med buffet til den østrigske sanger Hansi Hinterseer – og vi tog med. Min svigermor elskede det. Men jeg behøver ikke gentage oplevelsen, lad mig bare sige det sådan. Det er på det niveau, vi er. Det er privilegeret. Og jeg er meget taknemmelig over, at mit liv er så nemt og godt. For pokker da.

Hvad er din bedste overtalelses-replik?

Mindre kan gøre det. Det behøver simpelthen ikke være så perfekt det hele.

Hurtige skud fra Uffe Jensen

Sne eller sol: Sol

Vin eller øl: Vin

Kød eller fisk: Fisk

Netflix eller biograf: Biograf

Enkeltdyne eller dobbeltdyne: Enkeltdyne

Parfume eller naturel: Parfume

Motion eller sofa: Motion

Badeshorts eller speedos: Badeshorts

Dansegulv eller bænk: Indtil jeg var 40, dansegulv. Nu vil jeg hellere snakke.

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

FRA FORSIDEN
Til toppen
GDPR