Liberal Alliance vil gøre comeback til kommunalvalget
Liberal Alliance vil gøre comeback til kommunalvalget
Liberal Alliance står overfor et kommunalvalg, der kan blive afgørende for partiet. Det fornemmer man hos folketingsmedlem Ole Birk Olesen, der for nyligt annoncerede, at han går ind i lokalpolitik.
- Det er 23 år siden, jeg flyttede til København, og jeg føler større og større samhørighed med københavnerne. For mig er det en forudsætning, at man har et tilknytningsforhold til byen, man bor i, når man går ind i kommunalpolitik. Det har jeg opnået nu, siger Ole Birk Olesen, som var transport-, bygnings- og boligminister under den tidligere regering.
Han bliver partiets spidskandidat til borgerrepræsentationen i København, hvor Liberal Alliance ikke er repræsenteret længere. Partiets to tidligere byrådsmedlemmer er nemlig skiftet til henholdsvis Konservative og Venstre.
- Jeg håber, vi får to ind igen. Men det skal siges, at vi lå bedre i de nationale meningsmålinger i 2017, end vi gør i dag. Det kan vi jo komme til at ændre. Jeg vil i hvert fald gøre min indsats for, at københavnerne ved, hvad de får, hvis de stemmer på mig, siger Ole Birk Olesen, der planlægger at fortsætte sit arbejde i Folketinget sideløbende med det kommunale.
Hver gang der er et eller andet politisk fnidder fnadder, kan man godt miste energien for en stund. Men nu er vi ved at genfinde luften.
Liberal Alliances resultater til kommunalvalg
2009: Ét byrådsmedlem valgt (Daværende formand Anders Samuelsen)
2013: 33 byrådsmedlemmer valgt
2017: 28 byrådsmedlemmer valg
I dag har partiet 22 byrådsmedlemmer.
Kilde: DK Nyt
Største aftryk
I Vejle mener Anja Daugaard (LA), at kommuner kan få meget ud af at have Liberal Alliance i byrådet. Hun sidder selv alene for partiet i Vejle Byråd, hvor hun er med i to udvalg og er formand for arbejdsmarkedsudvalget.
- Jeg synes, jeg gør en super stor forskel. Måske en større forskel end det ene mandat, jeg har, berettiger til. Det handler selvfølgelig om konkrete resultater, men også om de små ting indimellem, hvor jeg trækker i en liberal retning, siger Anja Daugaard.
Hun har blandt andet kæmpet for lavere gebyrer ved byggesager til dette års budgetforhangliger og fremhæver et kombineret plejecenter og børnehave som hendes største succes fra tidligere år.
- Vi skulle i forvejen bygge et plejecenter og vidste, at der ville blive brug for en daginstitution inden for få år. Så nu bliver det et samlet hus med en masse fælles arealer. Det er nok det største aftryk, jeg har sat i Vejle indtil videre, siger Anja Daugaard.
Stor trøst
Liberal Alliance har brug for sådanne succeshistorier.
Ved seneste folketingsvalg gik partiet fra 13 til fire folketingsmedlemmer, og partiformand Anders Samuelsen blev ikke genvalgt. Han gik af som følge af katastrofevalget og et halvt år senere forlod Simon Emil Ammitzbøll-Bille partiet for at stifte sit eget.
Man vil bare gerne bilde vælgerne ind, at man er et bedre menneske end de andre, der stiller op. Den politiske substans fylder for lidt.
Den nu 28-årige Alex Vanopslagh overtog formandsposten, men heller ikke han kan se sig fri for møgsager. Hans blev kærester med en ansat i Liberal Alliance, og interne stridigheder i forbindelse med håndteringen af forholdet resulterede i, at sekretariatschefen sagde op, og at pressechefen blev fyret.
Sådan en uro påvirker - også i Vejle, siger Anja Daugaard:
- Vi har været nede og tabe pusten her indenfor det sidste halvandet år. Hver gang, der er et eller andet politisk fnidder fnadder, kan man godt miste energien for en stund. Men nu er vi ved at genfinde luften, fortæller hun.
Nøglen til genrejsning
Siden kommunalvalget i 2017 har har Liberal Alliance mistet seks byrådsmedlemmer, så partiet nu ligger på 22. Det slår ikke Ole Birk Olesen ud:
- Hvis man kan stole på meningsmålingerne, så fortsætter vi ikke med at falde. Modsat fx Dansk Folkeparti, så ligger vi i gennemsnit på ca. samme niveau, som vi gjorde ved folketingsvalget, siger han.
-Nogle gange ligger vi over og andre gange lidt under. Men gennemsnittet af målingerne er måske omkring 2,5 pct, mener jeg. Det skal helst blive bedre inden kommunalvalget næste år og folketingsvalget næste gang, siger Ole Birk Olesen.
Anja Daugaard er enig.
- Det bliver et meget vigtigt kommunalvalg. Jeg tror på det. Jeg ved ikke, om jeg er optimist eller idealist, men jeg tror på, at vi har en berettigelse, siger hun.
Her mener hun, Alex Vanopslagh kan være nøglen til en genrejsning. Det så man muligvis på Liberal Alliances landsmøde, som blev holdt samme weekend som de Konservative og Alternativets landsmøder. Her var det Alex Vanopslaghs tale, der fik mest opmærksomhed i medierne.
- Han nailer den i rigtigt mange sammenhænge. Det giver et kæmpe boost. Men det er selvfølgelig mest på den nationale scene, siger Anja Daugaard.
Et bedre menneske
Ole Birk Olesen fortæller, at han går til valg på at snakke løsninger på københavnernes problemer. Han er samtidig træt af, at politik fokuserer for meget på politikeres image.
- Når jeg kigger på andre politikere, handler det meget om deres udtryk, hvordan de ser ud, og hvordan folk opfatter dem.
- Performance, show og udstilling af gode viljer fylder for meget. Man vil bare gerne bilde vælgerne ind, at man er et bedre menneske end de andre, der stiller op. Den politiske substans fylder for lidt. Det gælder både i det kommunale og i Folketinget.
Nu arbejder han på et større politisk program, som han endnu ikke vil løfte sløret for. Ole Birk Olesen fortæller dog, at særligt teknik og miljøområdet kommer til at stjæle fokus.
- Det er det mest interessante område, og der hvor kommuner for alvor kan lave noget om og forme byen, siger han.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.