Fit borgmester hader fake news og befinder sig bedst til fodboldsnak ved bordenden
Fit borgmester hader fake news og befinder sig bedst til fodboldsnak ved bordenden

Morten Slotved (K) er født i 1969. Han er vokset op i Brørup i Jylland i et ”godt og sundt venstre-hjem” med to søskende og en far, der var dyrlæge og en hjemmegående mor.
Det vigtigste, Morten Slotved har med hjemmefra er, at man skal følge det, man vil, til dørs, og gøre det ordentligt.
Morten Slotved er uddannet officer af reserven og cand.oecon. fra Aarhus Universitet og har arbejdet som senior salgschef i IBM fra 2001 til 2010.
Han bor i parcelhus i Hørsholm sammen med sin kone Inger, som han mødte på kollegium i Aarhus, og som han har tre børn med.
I sin fritid går Morten Slotved i fitnesscenteret, hvor bænkpres er favoritten. Derudover har han lige fået jagttegn og sætter pris på bukkejagt, som han synes, er en skøn blanding af socialt samvær og spænding.
Han er personligt glad for sit rolige gemyt, men træt af at han snorker – eller konen Inger er træt af, at han snorker, og det kræver en lille snak i ny og næ.
Morten Slotved blev borgmester i Hørsholm Kommune i 2010 og udover, at han er stærkt optaget af at opgradere kommunens levevilkår generelt, så er han særligt stolt af kommunens folkeskoler, der på landsgennemsnit, ligger i top både fagligt og på trivsels skalaen.
Bagom borgmesteren - de professionelle spørgsmål
Hvad giver dig energi?
At snakke med mennesker. Jeg har været sælger i IBM, og en sælger skal være ude i marken, mærke og snakke med folk; hvad er der brug for? Hvad sker der ude i verden? Det samme gælder for en borgmester; hvad rører sig i kommunen? Hvad har vi brug for? Hvor skal vi hen? Og der er det en god egenskab at kunne snakke med mennesker, og det kan jeg. Jeg har let ved det. Og nyder det.
Hvad dræner dig?
Politisk drilleri. Når politikere prøver på at udlægge en sag på en anden måde, end den er i virkeligheden. Fordrejer ting. Et godt eksempel er udligningsdebatten, som vi havde en kæmpe krig om for et års tid siden. Det var Venstre og Socialdemokraterne, der lavede den aftale, og da gik den lokale venstrekandidat ud og sagde, at Hørsholm Kommune ville tjene på reformen. Men faktum var, at vi ville tabe 59 mio. kr. Jeg er selv videnbaseret og respekterer fakta. Folk, der ikke gør det …? Det synes jeg er vildt mærkeligt.
Hvad kan få dig op i det røde felt?
Fake news. Igen, det med at nogle fordrejer sandheden. Facebook er jo en fantastisk platform for netop det. Forleden fik jeg denne her kommentar på min egen Facebook side: ”Korruption er godt, bare du selv er med i det.” Helt ærligt, hvad sker der for de der skrivebordsgeneraler, der lige har fået et par glas for meget og fyrer den af med udokumenterede påstande og tåbeligheder?!
Helt ærligt, hvad sker der for de der skrivebordsgeneraler, der lige har fået et par glas for meget og fyrer den af med udokumenterede påstande og tåbeligheder?!
Hvilke typer svinger du bedst med?
Jeg svinger godt med analytiske typer, som forstår problematikker og er gode til at sparre omkring dem. Folk som er saglige og faglige og gode til at tænke i løsninger. Dem sætter jeg stor pris på i mit arbejde. Og så typer der er villige til at gå på kompromis. Politik er kompromisets kunst. Vi skal ikke bare komme med hvor vores partibog. Jeg er stor fan af afdøde Poul Schlüters (K) og hans ord: ”Jeg er ikke så konservativ, at det gør noget.”
Hvem beundrer du?
Jeg beundrer Søren Pape Poulsen (K). Vi blev borgmestre på samme tid, han i Viborg, og jeg i Hørsholm. Vi fik et sammenhold under de første KL-møder, hvor man knytter bånd til jævnaldrende og får nogle fælles oplevelser. Den måde, han tacklede at være borgmester på i en kommune, hvor han ikke repræsenterede det største borgerlige parti og samtidig være homoseksuel og have en partner, som mange ville have en holdning til i et traditionspræget konservativt parti – dét har jeg vildt meget respekt for. Han har virkelig håndteret sin politiske karriere flot og er en dygtig leder for os konservative i dag.
Hvem keder dig?
Det gør politikere, der vil diskutere detaljer. Detaljer i byggesager fx Hvilke typer jord skal man have i en støjvold? Forurenet eller ikke forurenet? Indkapslet eller ikke indkapslet? Det er vigtigt, men det er detaljer, som vi politikere ikke har den fjerneste viden om eller kan gennemskue, og derfor skal de detaljer og diskussioner ligge hos embedsmændene, som ved noget om det.
Hvad ville du ønske, du turde gøre, som du ikke gør?
For at være helt ærlig; så vil det være dumt af mig at svare på det spørgsmål her 45 dage før kommunalvalget, he he.
Hvornår er du allermest stolt af dig selv som chef?
Det er, når vi lykkes med et kompromis, hvilket lige er sket for os med årets budgetaftale, som 18 ud af 19 stemte for. Og jeg er meget glad. Vi har haft en svær kommunalbestyrelse i den her periode, hvor der ikke har været villighed til kompromisser, og det er første gang, jeg oplever så stort et kompromis. Jeg er ret sikker på, det har hjulpet, at vi er kommet tilbage fra Corona-perioden og er begyndt at mødes fysisk igen. Det har givet en noget bedre stemning i kommunalbestyrelsen og en større vilje til samarbejde. Folk har trængt til at se hinanden i øjnene igen og få udredt misforståelser og uenigheder hen over frokosten i kantinen.
Bagom borgmesteren - privat
Hvad giver dig energi?
At være sammen med mennesker. Jeg elsker at mødes og slappe af med venner og naboer på ferier i Spanien, hvor vi har et rækkehus. Jeg er i det hele taget en meget social type, meget mere end min kone, og det er mig, der er primusmotoren i at arrangere sociale sammenkomster. Det gælder også i forhold til mit borgmesterjob, som også er fyldt med arrangementer. Min kone foretrækker, at jeg kører det løb selv. Hun deltager kun, når det er særligt vigtigt, som når dronningen deltager.
Hvad dræner dig?
Logistik. Det med at få verden og hverdagen til at hænge sammen i en familie, som har været udfordret af, at både min kone og jeg er jyder og ikke har haft bedsteforældre tæt på til at hjælpe. Det hjælper dog gevaldigt, at mine børn er blevet 14, 18 og 19, og at de to ældste har fået kørekort, så vi ikke længere skal bringe og hente til alle mulige arrangementer. Logistikken er lettet. Og det gør mig ikke noget.
Hvad kan få dig op i det røde felt?
Når Enhedslisten sidder i TV2 News og fortæller om deres fantastiske, verdensfjerne ideer. Min nabo, som er herlig, og som jeg har et rigtigt godt forhold til, er medlem af Enhedslisten og har været opstillet i København. Hun synes rigtig godt om Pelle Dragsted (EL) og hans seneste bog ’Nordisk socialisme’, som hun har været så venlig at forære, signeret, til mig. Den har jeg så læst i Spanien her i sommer, selvom min kone opfordrede mig til at lægge bogen væk, fordi jeg blev så sur hver eneste gang, jeg havde læst et afsnit. Den der rundkreds-psykologi, Pelle har gang i … altså han snakker om et samfund, der aldrig ville kunne fungere, sådan som han stiller det op. Som i aldrigDRIG.
Hvilke typer svinger du bedst med?
Jeg er til udadvendte og livlige mennesker, der gider snakke, så jeg ikke selv behøver at snakke så meget. Jeg elsker typer, der bidrager med noget, inspirerer mig, har holdninger og overraskende vinkler på tingene. Folk med gang i, trives jeg godt med.
Hvem beundrer du?
Min ven Karsten Aabrink. Han er tidligere ishockeyspiller og fodboldagent for mange landsholdsspillere. Han har gjort en kæmpe indsats for unge sportsfolk. Det er også hans fortjeneste, at jeg kommer i fitnesscenteret to-tre gange om ugen og nu har gjort det i fem år. Dét beundrer jeg ham for, mig, der ellers altid har gjort grin med folk, der går i fitness. Han er også en god sparringspartner, vidende, rationel og fornuftig. Jeg vender mange strategier med ham, og han er virkelig god til at råde og fraråde mig ting, inden jeg går til tasterne.
Hvem eller hvad keder dig?
Når vi sidder tre par til en middag, så drømmer jeg mig på et tidspunkt ned i bordenden sammen med mændene, så vi kan snakke fodbold og andre vigtige ting. Jeg er klar over, at vi måske misser nogle interessante samtaler, men altså, det er nu dejligst.
Hvad ville du ønske, du turde gøre, som du ikke gør?
Køre motorcykel. Min kone havde lovet, at jeg ville få en motorcykel i 50 års fødselsdagsgave, men jeg har ikke set skyggen af nogen motorcykel. Og jeg har ikke guts nok til at sige, at NU vil jeg have den motorcykel. Jeg synes, det er en familiebeslutning.
Jeg har ikke guts nok til at sige, at NU vil jeg have den motorcykel.
Hvornår er du allermest stolt af dig selv?
Det er, når vi er sammen som familie. Jeg synes, det er vanvittig sejt gået – og heldigt - at jeg har fået en familie, der hænger godt sammen og som klarer sig så godt samtidig med, at både min kone og jeg har fået en karriere. Og der må jeg tage hatten af for Inger, ikke, at jeg ikke har trukket et stort læs, men det er hende, der har holdt os alle sammen i ørerne. Vi er en familie, som jeg er stolt af.
Hurtige skud på Morten Slotved:
Sne eller sol: Sol
Vin eller øl: Øl
Kød eller fisk: Kød
Spotify eller LP’er: Spotify
Enkeltdyne eller dobbeltdyne: Enkeltdyne
Parfume eller naturel: Parfume
Motion eller sofa: Elsker Sofa, men motion
Badeshorts eller speedos: Badeshorts
Dansegulv eller bænk: Dansegulv
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

























