“Det ligger ikke til mig at have rundsave på albuerne …”
“Det ligger ikke til mig at have rundsave på albuerne …”
Anette Mortensens vej til borgmesterposten
Hvem er Anette Mortensen - den nye borgmester i Stevns Kommune? Løber man hende op på nettet, får man at vide, at hun er fra Strøby Egede, uddannet ergoterapeut, aktiv i den lokale gymnastikforening, har siddet i kommunalbestyrelsen de sidste fire år af sit liv, fik 1184 personlige stemmer til kommunalvalget i november, blev valgt til borgmester, er gift og mor. En gæv og solid kvinde med Colgate-smil, frisk korthårsfrisure og et ligefremt blik, vokset op i det pæne Nord Stevns. Og derudover; ingen dramaer og store slag i bolledejen?
Anette Mortensen griner af beskrivelsen: “Det lyder jo næsten for godt til at være sandt.”
Men grinet bliver ikke efterfulgt af protester. For, fortsætter hun: “Du har jo ret. Jeg er både ny i det her politiske game og ja, min opvækst har været både udramatisk og solid.”
Anette Mortensen voksede op i en kernefamilie med to børn, to biler, borgerlige dyder og værdier, fornuftige indkomster, ferier, når man skulle på ferie - sammen med en far, der var statsautoriseret revisor, og en mor, der var uddannet husholdningslærer.
- Jeg har aldrig været i tvivl om, at jeg var Venstre og borgerlig, fortæller Anette Mortensen, der selv har stiftet kernefamilie med politimanden og entreprenøren Kim. De bor i Strøby Egede med Anette Mortensens forældre boende 30 meter længere nede ad vejen.
Inden Anette Mortensen blev valgt ind i kommunalbestyrelsen for fire år siden, levede hun et liv helt uden for politik. Som ergoterapeut og sagsbehandler med hjælpemidler i kommunen.
Men en dag i 2013 var der én, der prikkede Anette Mortensen på skulderen i gymnastikforeningen. Fingeren tilhørte den forhenværende Stevns-borgmester gennem 20 år, Poul Arne Nielsen (V). Han var ligesom Anette Mortensen selv aktiv i AIK.
Manden havde kendt og fulgt Anette Mortensen gennem mange år; set hende i aktion som bestyrelsesmedlem og formand for gymnastikforeningen. Og nu opfordrede han hende til at stille op til kommunalvalget.
- Jeg tænker, at han så noget potentiale i mig. Jeg var formand i otte år og hende, der ikke kunne lade være med at byde ind og blande sig, siger Anette Mortensen.
Men tanken om et politisk virke var helt ny, så Anette Mortensen valgte at stikke en finger i jorden hos familien, som hun regnede med ville sige, at hun måtte være bindegal. Men det gjorde de ikke …
Samtidig var der det med jobbet i kommunen, hvor hun gennem en årrække havde været utilfreds med flere ledelsesmæssige og organisatoriske ting - ting, som hun ikke havde haft held med at præge som ansat og arbejdsmiljørepræsentant. Så pludselig gav ideen om at blive lokalpolitiker mening.
Da Anette Mortensen bliver valgt ind i 2013, tager hun orlov fra jobbet i kommunen, hjælper til med regnskaber i sin mands firma og lader ellers det nye liv med lokalpolitik fylde sit liv.
Generelt vil jeg sige, at Stevns ikke været gode til at råbe op og gøre sig synlig. Vi er en mindre kommune, ja, men det betyder ikke, at vi altid bare skal holde os i baggrunden.
Undervejs bliver Anette Mortensen spurgt af formanden for Venstre, om hun vil deltage i Venstres talentskole?
- Jeg blev udvalgt sammen med 16 andre på landsplan. Forløbet var helt sikkert med til at bygge mig op. Hvis ikke jeg havde deltaget, havde jeg nok ikke taget teten som spidskandidat, fortæller Anette Mortensen med tanke på den meget stejle læringskurve, hun har gennemgået på kort tid - fra lokalpolitiker til udvalgsformand til borgmester.
På talentskolen blev Anette Mortensen oplært i forhandlings- og præsentationsteknik og i organisation, og hun fik, ikke mindst, skabt et bedre netværk til andre politikere både i landsforeningen og i Folketinget. Og så var der også det erhvervspsykologiske element: Hvem er jeg?
- Jeg har tendens til at være lidt for eftertænksom, ikke melde hurtigt nok ud. Og på skolen lærte jeg, at jeg skulle fylde mere som person, siger Anette Mortensen.
Erkendelsen var ikke ny for Anette Mortensen, men det var godt for hende at få det konkretiseret og få fokus på det.
- Det ligger ikke til mig at have rundsave på albuerne. Altså; jeg tager gerne kasketten på og går forrest, men jeg står ikke og skubber andre væk for selv at komme til. Men jeg tænker faktisk, at jeg godt kunne begynde at udvikle en lille smule rundsav på de albuer der, siger Anette Mortensen og griner.
Betyder det, at vi kommer til at vide og høre meget mere til Anette Mortensen fra Stevns ude i det ganske land?
- Generelt vil jeg sige, at Stevns ikke været god til at råbe op og gøre sig synlig. Vi er en mindre kommune, ja, men det betyder ikke, at vi altid bare skal holde os i baggrunden. I Region Sjælland vil man ikke være i tvivl om, hvem Stevns er i fremtiden. Men jeg kommer ikke til at gøre ikke noget fuldstændigt vildt og lande på forsiden af BT - så skulle det da lige være for noget fantastisk - som for et besøgscenter, griner borgmesteren.
Stevns kommune:
Fem gode + en øjebæ
Hvad er din yndlingsudsigt?
At se ud over vandet fra Stevns Klint.
Det mest romantiske sted?
Den gamle kirke i Højerup.
Hvilken butik ville du ikke undvære?
Rema 1000.
Kommunens bedste kulturtilbud?
Vores Koldkrigsmuseum. Med kæmpe stort underjordisk gangsystem hvor man under hele Den Kolde Krig sad og holdt øje med Rusland.
Hvad vil du gerne have, at din kommune skal være kendt for?
At vi er på UNESCOs verdensarvsliste. Vi er lidt en gemt perle. Og det skal der ændres på.
Den største øjebæ?
Vallø Strand. Et tidligere genoptræningssted.
Q & A’s med Anette Mortensen.
Hvad er din vigtigste agenda på posten som borgmester?
Det er ikke nogen hemmelighed, at vi har haft fire turbulente år her i kommunen, og hvis der er noget, borgerne er trætte af, så er det, når politikerne ikke kan enes indbyrdes. Det er vigtigt for mig, at det her job ikke skal handle om mig, mig og mig og mine ambitioner, men at vi er et fælles hele, der løfter Stevns. Min tilgang til det er, at hvis mine udvalgsformænd klarer sig godt, så klarer jeg mig også godt. Jeg går forrest og sætter retningen, men resten er samarbejde - baseret på ordentlige menneskelige værdier og egenskaber.
Hvilket projekt i Stevns Kommune ligger dig mest på hjerte?
Det er planen med et besøgscenter med vores verdensarv her på Stevns. Hvis vi får det center, så kommer vi på verdenskortet og får bredt vores fortælling ud om dinosaurernes uddøen og hele menneskets plads på jorden. Det er dét, man kan se her på Stevns - i et lille lag af fiske-ler, der beviser meteornedslaget her for 66 millioner år siden. En universel historie.
Hvornår blev du for alvor voksen?
Da jeg fik min datter. Det at få ansvaret for et andet menneske.
Hvad er det mest hårdtslående, livet har lært dig?
At hvis man stikker næsen alt for langt frem, så risikerer man også at få et rap over den. Det har jeg oplevet - og jeg har lært at være mere opmærksom på min optræden og på mine omgivelser - dog uden at miste min kampgejst i modgang.
Det ligger ikke til mig at have rundsave på albuerne. Altså; jeg tager gerne kasketten på og går forrest, men jeg står ikke og skubber andre væk for selv at komme til. Men jeg tænker faktisk, at jeg godt kunne begynde at udvikle en lille smule rundsav på de albuer der ...
Hvad er det mest markante ved din personlighed?
Jeg er klart en Pippi Langstrømpe-type som i: Det har jeg ikke prøvet før; det tror jeg godt, jeg kan. Jeg er et meget aktivt menneske. I mange sammenhænge. Jeg siger sjældent nej til ting. Vi har i det hele taget altid mange jern i ilden i vores familie, hvor man skal være omstillingsparat. Der er ikke noget, der hedder: Det kan ikke lade sig gøre. Men: Det finder vi ud - det løser vi. Til gengæld er jeg ikke et kulturmenneske, der tilbringer min tid på cafeer, i biografen og på museer. Det er der ikke plads til i mit liv - også.
Hvilket råd ville du give dig selv som teenager?
Bare fortsæt. Med det du vil. Og gør.
Hvilken person eller begivenhed har haft størst betydning for dit liv?
På min væg har jeg et skilt hængende, hvor der står: Family is everything. Og det er sådan, det er. For mig.
Hvordan er dine morgener?
Rolige. Jeg møder ikke ind før halv ni. Det er vigtigt for mig at få sendt mine børn ordentligt afsted i skole. Så man skal som udgangspunkt ikke forstyrre mig om morgenen - hvilket også bliver respekteret af mit personale. Med mindre det er noget akut.
Hvem beundrer du?
Jeg er ikke typen, der er næsegrus af beundring over andre mennesker. Jeg er altid en lille smule skeptisk; tænker, at der er nok også er en bagside ... hvilket nok er en af mine udfordringer i virkeligheden. Men jeg synes, at Sophie Løhde og Inger Støjberg gør det godt, hvis jeg skal kigge ind i vores egen organisation og spejle mig i nogle gode kvindelige, markante figurer. Kvinder, som tør kæmpe, og som tager opgaven på sig. I øvrigt køber jeg ikke ind på den præmis, at det er synd for vores børn, når mor er i en topstilling. Det er det ikke. Mine børn har en rigtig god far, og han er lige så vigtig for dem, som jeg er.
Hvad kan gøre dig pinligt berørt?
Nu er både min mand og min svoger politimænd, så jeg er vant til en meget fri og frisk jargon - så på den måde skal der meget til at gøre mig pinlig berørt.
Hvilken sang ville du vælge at synge på karaokebaren?
Jeg har altid fået at vide, at jeg synger virkelig dårligt, så hvis jeg skulle synge karaoke, skulle det være sammen med en masse andre, der kunne overdøve mig på noget Grease eller Bryan Adams.
Når jeg ser et dansegulv, så …
danser jeg. Jeg elsker det. Desværre hader min mand at danse.
Har du et talent, som dine bysbørn ikke kender til?
Jeg ved ikke, om jeg vil kalde det et talent, men jeg rider. Hver fredag morgen til klokken ti. På vores hest Cacanova.
Hvad er det bedste ved at have den alder, du har nu?
At jeg har en god portion erfaring med mig og stadigvæk har rigtig lang tid til at lære nyt. Forhåbentlig.
Blå Bog:
Anette Mortensen (V), 40 år.
Borgmester i Stevns Kommune siden 2018.
Uddannet ergoterapeut.
Gift med Kim.
Har sammen Kasper på 7 år og Frederikke på 12.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.