Kan man være en god pædagog, uden at være et godt menneske? 

Nej, tror Svend Brinkmann.

Faktisk er det at være et godt menneske på mange måder det egentlige arbejde, når man beskæftiger sig med mennesker. 

En etisk praksis baseret på god dømmekraft er forudsætning for at give borgerne en ordentlig service, hævder psykologiprofessoren i sin nye bog ‘Menneskeetik’.

Men rammerne for at udøve en etisk praksis er under pres.

Vi har bevæget os i retning af pakker, manualer og evidens, fortæller Svend Brinkmann og forsikrer, at han ikke ønsker at vende alt det ryggen.

- Jeg vil bare gerne have, at det bliver anvendt i konkrete situationer af mennesker, som ved, hvad de gør, siger han.

- Den største fare, både i en etisk og faglig kompetent praksis, er blindhed over for det konkrete, hvor man bare lirer manualen af og arbejder blindt inden for systemerne, eller bare sætter krydser ved kpi’erne og får flest mulige sager gennemført.

Dysfunktionelle systemer

Bogens grundpræmis er, at etik og faglighed må forenes, hvis man vil have en ansvarlig praksis i arbejdet med mennesker. 

Så oplever Svend Brinkmann ikke, at der er det? 

Jo, lyder svaret, men der er også en uansvarlig praksis. 

Han supplerer ved at læse op af et digt fra handicapaktivist Caspar Erics nye digtsamling, Crip, der (tilfældigvis?) ligger foran ham:

“Imens stiger omgørelsesprocenterne ude i kommunerne, og folk får nu medhold i 44 pct. af ankesagerne på handicapområdet på trods af, at rigsrevisionsrapporten fra marts 2022 koldt konstaterede 15 års brud på serviceloven, 15 års systematisk diskrimination.”

Det er ikke, fordi handicapområdet er befolket af dårlige mennesker, understreger Svend Brinkmann.

- Der er masser af gode mennesker, der laver godt arbejde til gavn for andre mennesker i det her samfund, men der er også systemer, som tydeligvis er dysfunktionelle, siger han. 

Man kan have nok så mange gode mennesker i frontlinjen, men hvis systemerne forhindrer dem i at træffe beslutninger til gavn for borgerne, nytter det meget lidt.

Så risikerer folk i stedet at blive udbrændte eller udvikle, hvad psykologer kalder moralsk stress, fordi betingelserne for at udføre en vigtig opgave for andre mennesker er helt utilstrækkelige.

- I virkeligheden viser det jo, at vi mennesker generelt vil hinanden det godt, hvis vi kan. Og når vi ikke kan, så lider vi faktisk under det, siger Svend Brinkmann.

Det handler om en grundlæggende mavefornemmelse: Når man har magt til at påvirke et andet menneskes liv, har man et moralsk ansvar, om man vil det eller ej. Og det er ikke, fordi man kan mærke det i maven, at man har det. Man bør kunne mærke det i maven, fordi man har det.

Gode mennesker gør det ikke alene

Netop fordi den etiske komponent er så afgørende i arbejdet med mennesker, er det især i de professioner, der har mest med mennesker at gøre, at man ser forråelse, moralsk stress og udbrændthed.

Før sommerferien fortalte formand for Danmarks Lærerforening Gordon Ørskov Madsen i Weekendavisen, hvordan han har hørt lærere berette om en overvældende meningsløshed i lærergerningen på grund af problemerne i folkeskolen: 

At det er svært at gennemføre en undervisning, som de selv kan stå inde for. 

At de har dårlig samvittighed over at have ansvaret for nogle elever, som ikke trives og lærer noget i skolen. 

At de ikke kan leve med det, så de giver op og søger over i andre erhverv.

Med frisættelsen på ældre-, beskæftigelses- og folkeskoleområdet forsøger regeringen at fjerne nogle af forhindringerne og understøtte tilliden til medarbejdernes faglighed. 

For Svend Brinkmann er det et vigtigt skridt i den rigtige retning. Men om det lykkes afhænger af, om der følger tilstrækkelige ressourcer med.

- Hvis man bare frisætter folk uden de nødvendige ressourcer og lader dem selv bære  ansvaret for at få alting til at fungere lokalt, bliver det bare frisættelse til stress, siger han. 

Fra manualstyring til menneskelig dømmekraft

Ofte vil folk, der arbejder med andre mennesker, kunne gøre det godt og ordentligt, hvis de får ressourcerne til det.

Men kører man derudaf på autopilot uden at forholde sig til den specifikke situation, som en borger står i, risikerer man at handle forkert, fordi man bliver blind for det konkrete. 

- Så overser man nuancerne i forskellene fra sag til sag, siger Svend Brinkmann.

At få øje på dem kræver et etisk blik. Det skal findes i måden, man møder borgerne på. 

Det handler grundlæggende om, hvordan man anskuer dem, som man skal hjælpe. I sin bog fremhæver Svend Brinkmann det såkaldte ‘deltagerperspektiv’ som den væsentligste vej til en ansvarlig praksis.

I deltagerperspektivet møder man mennesker med oprigtig interesse og tager deres oplevelser og forklaringer alvorligt. Man tror på, at borgere er kompetente aktører i deres eget liv, og at de er værd at lytte til og tro på. 

Det modsatte er tilskuerperspektivet, hvor borgere analyseres og forklares ud fra statistikker. Her risikerer de at blive mødt med bedrevidenhed eller mistro og blive puttet i kasser og pakker. 

Svend Brinkmanns væsentligste pointe er, at man primært bør møde borgere med et deltagerperspektiv. Ikke alene fordi alt andet ville være etisk forkert, men også fordi det fagligt er den bedste tilgang. 

Den er opbyggelig, dannende og myndiggørende, og får folk til at føle sig anerkendt.

Men selvom der på tværs af velfærdsområderne er bred erfaring for, at det hjælper at blive mødt med oprigtig interesse, sker det langt fra altid. Ressourcerne mangler. 

- Det kan virke som noget lidt besværligt og langsommeligt noget, der harmonerer dårligt med, at vi skal have mest muligt for pengene, siger Svend Brinkmann.

Og selvom han er overbevist om, at medarbejderne foretrækker den tilgang, inviterer mange af de systemer, som socialrådgivere, sosu'er, psykologer og pædagoger agerer i, til det modsatte.

Tempoet skal ned

De fleste vil kunne tilegne sig de dyder, Svend Brinkmann efterlyser, selvom der selvfølgelig er mennesker uden empati eller god moralsk sans,  som ikke bør beskæftiges i menneskeprofessionerne. 

Og det skal man også kunne tale om, mener han.

At vide, hvad man bør gøre i en konkret situation, kræver både faglighed, erfaring, god dømmekraft og etisk refleksion.

Derfor mener han, at alle professioner, der arbejder med mennesker, ikke bare bør interessere sig for etik som en tilføjelse til det egentlige faglige arbejde, men som en forudsætning for at agere fagligt korrekt.

Ifølge Svend Brinkmann kræver det ikke store ændringer eller besvær at indarbejde etikken i dagligdagen. 

- Hvis vi beslutter, at møder aldrig kun må være rent faglige, men også altid skal indeholde den etiske refleksion, så er vi nået et stykke af vejen, siger han.

Ressource-spørgsmålet handler ikke kun om penge, men også om tid og uddannelse, understreger han. 

- Det er også muligheden for at sætte farten ned, få noget supervision og tale med nogle kloge mennesker om de problemer, man står i. 

I virkeligheden er tempo og tidsoptimering ofte etikkens fjender. Derfor bør der laves praksisser inden for alle menneskeprofessioner, som hjælper til at sænke tempoet. 

- Jo mere magt man har, jo større ansvar har man for at få det til at ske, siger han.

Etiske dyder kan ikke instrumentaliseres

Men der er flere forhindringer på vejen til at adoptere etikken i det daglige arbejde. Det kræver vilje og omstilling hos den enkelte medarbejder.

Og man kan ikke lovgive eller regulere sig til en etisk praksis, ligesom man ifølge Svend Brinkmann ikke kan instrumentalisere etiske dyder som empati og opmærksomhed for at få en effekt. 

Man kan altså ikke bare lade, som om man er interesseret i en borger og foregive, at man lytter og tager vedkommende alvorligt for at op nå noget – f.eks. at spare penge eller få lukket flere sager hurtigst muligt med færrest mulige klager.

Det vil i hvert fald være uklogt, mener Svend Brinkmann – også selvom det virker. 

For begynder man at gøre det, fordi det virker, får man et problem, hvis effekten pludselig udebliver. 

- Problemet er, at hvis omstændighederne forandrer sig, så det næste år ikke giver den samme effekt, så skal man stoppe med det, for man gjorde det jo for effektens skyld, siger han.

- Her skal politikere passe på ikke at spænde ben for, at et fortvivlet og bange menneske i nød kan blive mødt med oprigtig interesse.