Kommunen.dk
MENU

Ann Sofie taber gerne pusten for Rudersdal

Hun træffer sikre valg i livet og er ikke nogen vovehals, men hun bestiger gerne bjerge for borgerne i Rudersdal Kommune. Kom med bagom borgmester og selskabspapegøje Ann Sofie Orth (K), der snakker fanden et øre af, men arbejder på at blive en bedre lytter.

Ann Sofie taber gerne pusten for Rudersdal

Hun træffer sikre valg i livet og er ikke nogen vovehals, men hun bestiger gerne bjerge for borgerne i Rudersdal Kommune. Kom med bagom borgmester og selskabspapegøje Ann Sofie Orth (K), der snakker fanden et øre af, men arbejder på at blive en bedre lytter.
Ann Sofie Orth på tur i sit lokale hood i Holte, hvor hun elsker at bo.
Ann Sofie Orth på tur i sit lokale hood i Holte, hvor hun elsker at bo.
Foto: privatfoto

Ann Sofie Orth (K) er født i 1968. Adoptivbarn og opvokset i Søllerød Park i Holte sammen med sine forældre Birgit og Børge.

Børge var jurist i Baltica. Birgit var hjemmegående og senere receptionist.

Uddannet jurist.

Tidligere konsulent i den konservative pressetjeneste på Christiansborg og i Danske Fysioterapeuter fra 2004-2022. De sidste godt syv år som politisk chef.

Gift med Flemming. Sammen har de Maria på 24 år.

I sin fritid læser Ann Sofie Orth skønlitteratur og binger gerne en god serie hen over weekenden.

Borgmester i Rudersdal Kommune fra 2022.

Ann Sofie Orth - professionelt

Du er borgmester i ’Barolo-bæltet’ i en af landets rigeste kommuner med ressourcer, velstand og kapacitet. Hånden på hjertet og glasset: Er det en walk in the park at være borgmester i Rudersdal Kommune?

Barolo? Er det, fordi whisky ikke længere er så populært?

Har du ikke hørt om velstående folk på din egn, mænd, der spiller golf og får ’Barolo-patter’, når de kommer op i alderen?

Nej, det udtryk kendte jeg simpelthen ikke! Men det er en meget stor glæde at være borgmester her. Netop fordi ressourcerne hos borgerne er så mange. Det er i hovedsagen begavede indspark, folk kommer med. Det er en fornøjelse. Men jobbet i sig selv er jo et pres på skuldrene. Forventningerne er høje. Og det skal de også være. Det er klart, at borgere, der tjener mange penge og bidrager til landets vækst og velstand gennem deres virksomheder, ikke altid anerkender vores serviceramme, og hvorfor vi ikke bare kan gøre det ene eller det andet. Det kræver nogle forklaringer hen ad vejen. Og dem får de. Men altså, det er mere glæde, end det er op ad bakke.

Drikker du Barolo?

Nej, helst ikke. Jeg er en pinot-person.

Du kom fra et job som politisk chef for Danske Fysioterapeuter. Hvad er den største forskel på den stilling og jobbet som borgmester?

Siden jeg startede med at studere, har jeg bevæget mig fra Holte til København hver dag. Den pendlertur er jo slut nu. Så det er en meget fysisk forskel. Det ramte mig et par måneder inde i borgmesterhvervet, hvor meget radio og musik, jeg fik hørt før; hvor mange telefonsamtaler jeg fik klappet af på de ture. Nu har jeg bare fire kilometer til arbejde, og man kan knap nå at få gang i en god podcast. Jeg var rigtig glad for at arbejde for fysioterapeuterne og har meget stor respekt for deres fag, men det er klart, at kompleksiteten i alle de forskellige ting, der kommer ind over mit bord nu, er større. Så er det noget med ældrepleje, så er det noget på en skole, på daginstitutionsområdet eller noget med Vej og Park. Jeg trives med den kompleksitet. Men jeg kan indimellem også blive forpustet, mega forpustet. Det ville også være mærkeligt andet.

Hvordan tackler du det?

Nu har jeg været embedsmand i rigtig mange år i politisk styret organisationer, og nu er rollen så byttet om for mig. Og det understreger bare, hvor vigtigt det er at have dygtige mennesker omkring en, der kan sortere i mængden af information på den rigtige måde; som kan hjælpe med at få reduceret kompleksiteten, få det overskueliggjort. Det er supervigtigt, ellers kan man jo ikke navigere i det.

De to forrige borgmestre i kommunen var mænd og fra Venstre. Hvordan mærker borgerne, at der nu sidder en konservativ kvinde i stolen?

Nu har begge kommuner, Birkerød og Søllerød, som Rudersdal består af, haft kvindelige borgmestre tidligere. I den sammenhæng er jeg én i rækken, så jeg tænker ikke, at der bor en kønsforskrækkelse i borgerne i Rudersdal. Men de to tidligere Venstre-borgmestre og jeg er jo forskellige mennesker og går op i forskellige ting. Jeg er rundet af mit lokalmiljø, bortset fra to udlandsophold i Madrid og Barcelona har jeg altid boet i det her område. Og jeg håber, at borgerne kan mærke mit fokus på de lokale fællesskaber i fx Birkerød, Vedbæk og Holte, som vores kommune består af. At jeg anerkender og dyrker, at vi er flere og mindre fællesskaber med hver vores identitet. Og at hvert fællesskab arbejder for at skabe det gode liv i sit område. Vi har ligesom alle andre kommuner fokus på, om der er de indkøbsmuligheder, vi har brug for, eller nu lukker den eller den forretning, hvad er det udtryk for? Jeg er optaget af, at alle engagerer sig og løfter vores fællesskaber. Kommunen har sat penge af til udvikling, men kommunen kan ikke løse det alene. Mere kommune redder ikke en forretning.

Den tyske filosof og forfatter Goethe sagde: Lad alle feje for egen dør, og verden vil være ren. Er du enig med Goethe?

Jeg vil sige det på den måde: Det er jo ikke alle, der kan holde på en kost. Men ja, han har en pointe, som er vildt vigtig. For os, der kan holde på kosten, vi skal sørme også gøre det. I forhold til vores byudvikling må jeg bare sige, at det ikke nytter noget, hvis man fejer for sin egen dør, og naboen ikke gør det. Byd ind med din kost, hvis du kan. Derudover vil jeg sige, at borgerne faktisk går meget op i, at der er rent og pænt her. Vi har en politik her i kommunen om, at alle skal have grønne hække, fordi det betyder noget for vores villaveje. Jeg er ligeglad med, om du har gitre og jernlåger, bare der står en grøn hæk foran.

Jeg har læst, at du elsker at læse om eventyrere og deres ekspeditioner i kolde egne, men at du aldrig selv kommer ud på vilde ekspeditioner. Hvilket bjerg har indtil videre været det mest udfordrende for dig at bestige?

Der er konkrete sager, hvor jeg indimellem kan blive ramt af afmagt, fordi de er svære at få løst. Norfors Affaldsforbrænding er et meget godt eksempel. Folketinget har vedtaget en lovgivning, som fjerner fundamentet for den sammenhæng, der er mellem affaldsforbrænding og varme i de fem Norfors kommuner, hvilket betyder, at der kommer en kæmpe regning til borgerne i den anledning. Det er et bjerg. Det har også været et stort bjerg at finde ud af, at der har været en ulovlig praksis i vores PPR for sårbare børn. Det var hårdt for juristen i mig at finde ud af, at mennesker er blevet mødt uden hensyntagen til forvaltningslovens regler. Der er forældre, der har råbt op om det i lang tid. Og de havde ret. Det er voldsomt. Det er en kæmpe fejl og en lang opgave. Et bjerg.

Hvad er det vigtigste karaktertræk for en borgmester, synes du?

Det er, at man er åben og lytter. Det er jo borgernes kommune. Det er ikke kommunens kommune.

Så er du en åben lytter?

Jeg gør alt, hvad jeg kan for at være det. Jeg prøver at lægge strukturer ind i arbejdet, som bringer mig derhen, hvor jeg skal lytte. Åbne borgmesterkontorer rundt omkring og rundt i institutioner og virksomheder. Men ligesom det gælder for de fleste, så kan det med at lytte også glippe for mig indimellem. Der blev lavet en omdømmeanalyse sidste forår, som viser, at borgerne i Rudersdal ikke synes, at vi er dygtige nok til at tage imod kritik. De vil rigtig gerne invitere os til dialog, så der ligger en opgave og en mulighed. Når folk nu byder sig til, så lad os dog lytte. Det må ikke være sådan, at enhver klage bliver opfattet som en anklage.

Ann Sofie Orth  - privat

Du virker stærk, har stor integritet og kapacitet. Er det rigtigt opfattet?

Det håber jeg.

Skyldes det megen medgang i livet?

Jeg har haft rigtig meget medgang i mit liv. Jeg har været beriget med gode jobs, fantastisk familie og fantastiske venner. Men jeg synes også, at jeg kender andre sider. Min mor var ældremedicinsk patient de sidste ti år af sit liv. Det var svære år. Hun bevarede sin livsglæde og nysgerrighed på andre mennesker, men det var rigtig meget ind og ud af hospitaler, og når man er enebarn, så trækker det veksler. Dér var jeg glad for, at vi boede så tæt på hinanden. Derudover mistede jeg min far til sygdom, da jeg var 19 år. Der gik tre måneder, så var han væk. Men det skal ikke lyde som klynk. Det er jo livsvilkår. Og jeg har ikke haft flere og større kriser end det.

Du har en god bund?

Når man ved, at man er et ønskebarn, så har man et godt udgangspunkt. Min far insisterede på at sige det. Altid sagde han til mig: ”Hvis der er nogen, der driller dig med, at du er et adoptivbarn, så skal du bare minde dem om, at du er et ønskebarn.” Det har fulgt mig hele livet. Bevidstheden om, at nogen ville en.

Kan man karakterisere dig som en levekvinde?

Ja, det kan man godt. Jeg kan godt lide god mad. Jeg kan godt lide at være i selskab. Det giver mig energi. Andre mennesker giver mig energi. Men det er også den gode bog. Der var engang en, der sagde, at vi læser for at vide, at vi ikke er alene. Vi spejler os i andre, deres måder at leve på og overkomme ting. Nu for eksempel forfatter Thomas Korsgaards bog ’Mente I det’, som handler om, at han bliver konfrontereret med homofobi, og hvordan det sætter sig i ham. Det er interessant. Lærerigt.

I forlængelse af karaktertræk; du er også bramfri. Da du blev valgt som borgmester, udtalte du, at så var det slut med at pille næse i offentligheden.

Ja. Og det er det! Dét er jeg holdt op med. Og ja, jeg er bramfri. Det kan godt støde nogle nu og da, og jeg er opmærksom på det. Det bliver for morsomt. Altså for morsomt. For kækt. Og verden er altså ikke altid kæk.

Må du så ud at undskylde, ud at feje?

Ja, så er jeg ude at feje.

En amerikansk undersøgelse har vist, at de fleste mennesker vælger et fysisk nytårsforsæt, som vil forbedre deres helse frem for et moralsk forsæt, som vil gøre dem til bedre mennesker. Hvor lægger du dig der?

I det hverv, jeg er i nu, er det nok over i det moralske. Når mennesker skriver til mig om et eller andet, som de mener er helt galt, så er det jo nemt at falde i den der: Nå, men så skal de jo have et skriftligt svar. Men nu er jeg begyndt at supplere med: Har du ikke lyst til at komme og fortælle mig noget mere om, hvad du egentlig tænker? Fordi en mail bliver for lidt. For fattigt. Apropos det jeg sagde om at lytte. Mit nytårsforsæt, hvis jeg skulle formulere det nu, er nok, at vi skal tale meget mere med hinanden. Vi skal blive ved med at være nysgerrige på hinanden, spørge ind.   

Du er konservativ, din mand er konservativ, I har mødt hinanden i KU, din far var jurist, du har læst til jurist, din mand er jurist, jeres datter læser jura nu … Der er ikke meget spraglet patchwork over det og jer?

Nej, mønsterbrydere er ikke rigtig noget, vi bryder os om i min familie, ha ha. Jeg traf det sikre valg, da jeg valgte at læse jura. Og jeg priser mig lykkelig for, at det ikke er alle i vores omgangskreds, der er lige som os. For det er simpelthen så vigtigt at få andre perspektiver på livet. Det får jeg i min hverdag, i mit job, men det er også vigtigt blandt ens nære familierelationer og blandt venner, at man har nogle, som kommer med noget helt andet.

Ligesom det at læse?

Ligesom at læse. Men altså, nu skal det jo heller ikke lyde … altså, der er også masser af jurister i vores omgangskreds, ikke. Og de er også gode mennesker, ha ha.  

I er en tremandsfamilie, din mand, datter og dig. Det kan godt være ret intenst blot at være tre?

Det har du ret i. Det bliver meget intenst. Der er jo ikke nogen lynafledere, ikke andre søskende til at bryde dynamikken og rytmen, om den er god eller dårlig. Nu har vi så fået en svigersøn, Mathias. Så nu er vi en anden familie. Da Flemming og jeg havde sølvbryllup sidste forår, fejrede vi det i Rom med vores datter og svigersøn. Vi jokede med, at nu skulle vi huske at tælle til fire. For at se, om alle var med. Der kom en anden dynamik. En anden samtale. Hvilket var fedt. Noget andet, men fedt.

Læser Mathias også jura?

Nej, gudskelov. Han læser til ingeniør, men vi kan godt lide ham alligevel.

Jeg har læst, at du er god til at skrive festsange. Hvis du skulle skrive en festsang om og til dig selv, hvilken melodi skulle det så være, og hvad skulle der stå i omkvædet?

Det kunne godt være en sang skrevet på: Jeg er en papegøje fra Amerika. Fordi det er en festlig melodi. Det er en kvik sang. Det vil passe til mig. Der må godt være noget tempo. Der er også plads til mange ord i den sang. Jeg er en person med mange ord. Og snak. Siger hun nu noget igen?

Så det, at du er snakkesalig, skulle stå i omkvædet?

Jeg er voldsomt ordrig. Det kunne man godt gøre grin med.

Kan man altid høre dig?

Mange mennesker ville nok sige: Alt for ofte, ja. Min mand, som er min diametrale modsætning, lider ikke under mit meget fravær fra hjemmet. Han synes, det er dejligt at få hvilet ørerne. Men han har det fint med, at jeg er den, der snakker. Vi joker med, at det er arbejdsfordelingen hjemme. Det er meningen, at jeg skal sige noget.

Er der ikke nogen områder, hvor han er den, der skal sige noget?

Flemming er min nærmeste sparringspartner i alle livets forhold. Vi har kendt hinanden, siden vi var KU’ere. Vi er vitterligt hinandens nærmeste. 

Du har været portrætteret i dagbladet Politikens ’7 døgn med Ann Sofie Orth’ op til kommunalvalget. Hvilket døgn i dit liv fremstår som dit bedste – af alle døgn?

Det er indiskutabelt det døgn, hvor jeg fik min datter. Uden tøven. Det er jo en fest at have et barn, der kan udfordre en. Det er en kæmpe glæde. Det er det i hvert fald for mig. 

Hurtige skud på Ann Sofie Orth

Trimmet eller vild med vilje have: Vild med vilje

Drikkepenge eller på beløbet: Drikkepenge

Skærm eller bog: Skærm, jeg kan ikke have fem bøger med i kufferten på ferie.

Kød eller kaviar: Kaviar

Bænk eller dansegulv: Bænk

Over eller under bæltestedet humor: Der er humor over det hele.

Krimi eller komedie: Komedie

Snobberne Fritz og Poul eller Mogensen og Kristiansen: Mogensen og Kristiansen

 

 

 

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

Til toppen
GDPR