Kommunen.dk
MENU

Partihop, udmeldelser, ansættelser og fyringer

Kommunen.dk's overblik over navnenyhederne i politik og forvaltning siden midten af januar. Nyhederne er hentet hos vores søstermedie, DK Nyt.

Partihop, udmeldelser, ansættelser og fyringer

Kommunen.dk's overblik over navnenyhederne i politik og forvaltning siden midten af januar. Nyhederne er hentet hos vores søstermedie, DK Nyt.
Øverst fra venstre: Poul Jepsen, ny by-, kultur- og miljødirektør i Frederiksberg Kommune, Christian Vind, ny direktør i Plan- og Landdistriktsstyrelsen, Klaus Hansen (V), ny borgmester i Ringsted Kommune, René Christensen, fra Dansk Folkeparti til Moderaterne i Guldborgsund Kommune, Lise Stidsen Vandahl, ny direktør for Børne- og ungeområdet i Frederiksberg Kommune, Steen Wrist (S), afgående borgmester i Fredericia Kommune, Lars Dahl Pedersen, ny direktør for Aalborg Universitetshospital, Jan Michelsen, ny direktør for Teknik, Erhverv og Beskæftigelse i Thisted Kommune og Steinar Eggen Kristensen, ny direktør for kultur, erhverv og arbejdsmarked i Holstebro Kommune. 
Øverst fra venstre: Poul Jepsen, ny by-, kultur- og miljødirektør i Frederiksberg Kommune, Christian Vind, ny direktør i Plan- og Landdistriktsstyrelsen, Klaus Hansen (V), ny borgmester i Ringsted Kommune, René Christensen, fra Dansk Folkeparti til Moderaterne i Guldborgsund Kommune, Lise Stidsen Vandahl, ny direktør for Børne- og ungeområdet i Frederiksberg Kommune, Steen Wrist (S), afgående borgmester i Fredericia Kommune, Lars Dahl Pedersen, ny direktør for Aalborg Universitetshospital, Jan Michelsen, ny direktør for Teknik, Erhverv og Beskæftigelse i Thisted Kommune og Steinar Eggen Kristensen, ny direktør for kultur, erhverv og arbejdsmarked i Holstebro Kommune. 

Kommuner - sket i byrådene

Klaus Hansen valgt som Hvidestens afløser

RINGSTED: Et enstemmigt byråd i Ringsted har valgt Klaus Hansen (V) som ny borgmester, efter at Henrik Hvidesten (V) valgte at trække sig efter at have opført sig upassende på KØF i Aalborg i januar. Klaus Hansen har siddet i byrådet siden 2010, han er 63 år og landmand. I 2012 tabte han med kun én stemme kampvalget mod Henrik Hvidesten om at blive Venstres borgmesterkandidat efter Niels Ulrich Hermansen. Borgmesterskiftet betyder også, at Klaus Hansen bliver formand for økonomiudvalget, mens Henrik Hvidesten udtræder, og Johnny Dahlgaard (V) indtræder. Derudover erstatter Lasse Mølholt (V) Klaus Hansen som formand for Plan- og Boligudvalget, Mazlum Øz (V) erstatter Johnny Dahlgaard som formand for Arbejdsmarkeds- og Erhvervsudvalget, mens Johnny Dahlgaard erstatter Lasse Mølholt som formand for Børne- og Familieudvalget.

Byrådsmedlem overtager Papes plads i Folketinget

IKAST-BRANDE:Dina Raabjerg skal som De Konservatives førstesuppleant i Vestjyllands Storkreds nu i Folketinget efter Søren Pape Poulsens pludselige død. “Det var absolut ikke det, jeg havde drømt om, må jeg sige,” siger 53-årige Dina Raabjerg, som har siddet i byrådet siden 2021.

Byrådsmedlem idømt to års fængsel

HILLERØD: Det 42-årige byrådsmedlem Dragan Popovic (V) er ved Retten i Hillerød idømt to års ubetinget fængsel for forsøg på at hvidvaske næsten 12 mio. kr. ved at fragte store kontantbeløb til Serbien mindst 30 gange. Hans mor idømmes ligeledes to års fængsel for forsøg på grov hvidvask, mens hans busselskab frifindes. Dragan Popovic udbad sig betænkningstid i forhold til anke. Han fik i oktober orlov fra byrådet på ubestemt tid. 

V-medlem hopper til LA

VIBORG: Byrådsmedlem for Venstre Lars Mogensen kan ikke længere se sig selv i sit parti og har derfor forladt det. I stedet har han søgt over i Liberal Alliance, der dermed for første gang er repræsenteret i Viborg Byråd. Hans skifte har ”intet med Viborg-Venstre at gøre”, siger han til avisen. Det er landspolitisk, han har svært ved at spejle sit eget liberale væsen i partiets politik. Lars Mogensen agter at genopstille i 2025.

Fra Nye Borgerlige til  løsgænger og nu retur til K

RANDERS: Byrådsmedlem Bo Ratz vender tilbage til De Konservative, som han blev valgt for ved KV21. I juni 2022 forlod han K og meldte sig ind hos Nye Borgerlige, som han forlod igen i efteråret for at blive løsgænger. Bo Ratz forlod i sin tid især De Konservative pga. modstand mod et stort klimaprojekt, Klimabroen. Nu har han med egne ord ”erkendt, at Klimabroen kommer, så nu handler det om at få lavet broen og Flodbyen så godt som muligt,” siger han.

Tidligere NB-politiker i Tønder går til DF

TØNDER: Byrådsmedlem Allan Svendsen, der har en fortid i LA og NB, har efter en kort periode som løsgænger fundet et nyt politisk ståsted i DF, der dermed får comeback i byrådet. Afgørende for, at han har valgt DF, er partiets holdninger, når det gælder vedvarende energi. 

Egedal-politiker vender  retur til DF

EGEDAL: Byrådsmedlem Bettina Zarp er efter halvandet år som løsgænger vendt tilbage til Dansk Folkeparti, som hun repræsenterede i to år af sidste byrådsperiode. Zarp forlod i august 2020 DF til fordel for Lokallisten Ny Egedal, som året efter fik et fornemt KV21-valg, hvor listen hentede hele fire mandater og DF ingen. Men så kom der sprækker i ægteskabet mellem lokallisten og Bettina Zarp, hvilket førte til en skilsmisse.

Afhopper fra EL går til SF

VORDINGBORG: Byrådsmedlem Martin Graff Jørgensen, som sidste sommer meldte sig ud af Enhedslisten og blev løsgænger, har nu meldt sig ind i SF. Med hans indmelding er SF det tredjestørste parti i Vordingborgs kommunalbestyrelse efter Socialdemokratiet og Venstre.

Brøndby-politiker går fra NB til DF

BRØNDBY: Allan Orland, som er valgt til kommunalbestyrelsen i Brøndby for Nye Borgerlige, har forladt partiet til fordel for et medlemskab hos Dansk Folkeparti. Allan Orland mener, at DF har sine rødder solidt plantet i den danske kulturarv, og at det passer godt med hans egne holdninger om frihed, ansvar og individets rettigheder. Med skiftet bliver DF fordoblet.

V-gruppe sprængt - tre af fem forlader partiet

FAVRSKOV: Venstregruppen i Favrskov er blevet sprængt, da tre politikere har forladt partiet efter interne uenigheder. Birgit Liin, som var partiets spidskandidat ved KV21, og Morten Bang, som tabte en afstemning om at blive ny spids til Thomas Storm, er nu løsgængere. Den tredje, Simon Buus Olsen, har meldt sig ind i Liberal Alliance sammen med Erling Høj Sørensen, som kommer fra Nye Borgerlige. Tilbage i Venstres gruppe er udover Thomas Storm også Flemming Nørgaard, som var partiets borgmesterkandidat ved KV17. 

Eks-borgmester Hans Ole Jørgensen (V) er død

HOLBÆK: Tidligere borgmester i Jernløse Kommune Hans Ole Jørgensen (V) er død efter længere tids sygdom. Som 24-årig blev han valgt ind i Undløse-Søndersted Sogneråd, hvor han sad i to år 1966-1968. To år efter blev han valgt ind i den nye Jernløse Kommune efter kommunalreformen 1970 og blev formand for udvalget for teknik og miljø. Fire år efter blev han en ung borgmester i Jernløse og besad posten ad to omgange i 1974-1986 og 1990-2002. 

Eks-konservativ slutter sig til LA

GULDBORGSUND: Efter en rum tid som løsgænger har den forhenværende konservative politiker Camillo Krog meldt sig ind i Liberal Alliance. Ved KV17 og KV21 blev Camillo Krog valgt for Guldborgsund-listen og skiftede kort efter KV21 til De Konservative. I oktober sidste år meldte han sig ud af partiet for at blive løsgænger.

Første byrådsmedlem fra Anholt

NORDDJURS: Anholt er for første gang repræsenteret i kommunalbestyrelsen i Norddjurs. Birgitte Dahl Jeppesen (SF) fra Kattegatøen indtræder som suppleant for Aleksander Myrhøj (SF), der er sygemeldt på ubestemt tid. Birgitte Dahl Jeppesen overtager Aleksander Myrhøjs plads i børne- og ungdomsudvalget, mens Kasper Vindbjerg overtager Myrhøjs post som formand for SF’s tre personer store gruppe og hans plads i miljø- og teknikudvalget.

Dødsfald: Eks-borgmester Carl Anton Jepsen (V)

HOLBÆK: Carl Anton Jepsen (V), der fra 1990 til 1994 var borgmester i den daværende Tornved Kommune, er død. Han var født i juli 1938 og ville i år være fyldt 86 år. Carl Anton Jepsen blev borgmester i en konstituering med et flertal bestående af Venstre, De Konservative og De Radikale.

Viceborgmester og to partifæller forlader DF

GULDBORGSUND: 1. viceborgmester i Guldborgsund og tidligere folketingsmedlem René Christensen skifter fra Dansk Folkeparti til Moderaterne. Rene Christensen har i årevis været en stabil drivkraft i DF, hvor han har været en del af partiets store op- og nedtur – i Folketinget ofte som central forhandler af finanslove. René Christensen var indtil januar 2023 næstformand og konsulent i Dansk Folkeparti, efter at han ikke opnåede genvalg ved folketingsvalget i 2022. Han har siddet i Guldborgsund Byråd siden 2006 og blev første gang valgt ind i Folketinget i 2008. Byrådsmedlemmerne Jesper Blomberg og Bob Richard Nielsen har ligeledes besluttet at melde sig ud af DF. Jesper Blomberg følger med til Moderaterne, mens Bob Richard Nielsen skifter til Danmarksdemokraterne.

Politiet dropper sag mod EL-medlem

KØBENHAVN: Politiet har stoppet efterforskningen og henlagt sagen om mulig dokumentfalsk begået af medlem af Københavns Borgerrepræsentation Jean Thierry (EL), der sammen med to andre medlemmer af boligselskabet fsb’s bestyrelse var blevet anmeldt. Sagen drejede sig om, at et flertal i bestyrelsen mente, at de tre anmeldte havde misbrugt fsb’s brevpapir med logo i en strid om mulig bevaring af 42 ældrerækkehuse i Tingbjerg. Politikeren tog i november orlov fra Borgerrepræsentationen på grund af anmeldelsen.

Ældrepolitik får S-politiker til at gå til R

AARHUS: Byrådsmedlem Polly Dutschke har forladt Socialdemokratiet og har meldt sig ind hos De Radikale. Hun mener, at der i endnu højere grad skal vises tillid til personalets dømmekraft og til plejehjemmene som institutioner. Den frisættelsesdagsorden oplever hun, at der er mere mod til at bringe på bordet hos De Radikale, siger hun og kan på det grønne område også bedre se sig hos R end S. Dermed har S-gruppen ni og R-gruppen fire medlemmer. Polly Dutschke blev valgt ind første gang ved KV21 - og var forinden en velkendt stemme på det ældrepolitiske område som forstander på et plejehjem.  

Uroplaget Venstre-gruppe mister medlem

TØNDER: De gamle brudlinjer fra seneste byrådsperiode i Venstre i Tønder med tidligere borgmester Henrik Frandsen (Tønder Listen) og nuværende V-spids Martin Iversen som hovedpersoner er ikke helet endnu. Senest har Mathias Knudsen forladt V-gruppen med begrundelsen, at Iversen igen er blevet spidskandidat. Dermed skrumper partiets byrådsgruppe, i hvert fald midlertidigt,  fra seks til fem. Det er dog usikkert, hvor længe Mathias Knudsen bliver siddende i byrådssalen. Ved KV21 fik han ikke stemmer nok til at blive valgt, men blev førstesuppleant. Han har dog stort set været med i det politiske arbejde lige siden som stedfortræder for to venstrefolk. 

K-medlem i Nordfyn er ude af sit parti

NORDFYN: Kommunalbestyrelsesmedlem Marie Louise Pedersen har meldt sig ud af De Konservative for at fortsætte som løsgænger. Det skyldes et dårligt arbejdsklima i gruppen: ”Selvom vi kun har siddet tre personer, så oplever jeg at blive holdt ude af vigtige beslutninger, samt at der holdes møder uden mig, og at blive overfuset verbalt. Det er ikke en moderne arbejdsform i et demokrati”, skriver Marie Louise Pedersen blandt andet.

V-politiker bliver løsgænger

ÆRØ / SYDDANMARK: Iza Alfredsen, som sidder i kommunalbestyrelsen på Ærø og i Regionsråd Syddanmark, har forladt Venstre og er blevet løsgænger. Årsagen er politisk uenighed om færgepolitikken på Ærø. Hun vil nu arbejde videre som løsgænger i både kommune og region frem til næste valg og har ikke taget stilling til, om hun derefter forlader politik. Hun var Venstres eneste medlem i Ærøs kommunalbestyrelse. Ved KV21 gik partiet fra tre til blot en enkelt plads, som tilfaldt Iza Alfredsen, fordi hun fik flere stemmer end spidskandidat Lennart Mogensen. Nu er partiet røget helt ud - ligesom det sidste år skete på Bornholm. Heller ikke Herlev, Høje--Taastrup, Vallensbæk og Hvidovre har Venstrefolk i byrådet.

“Hejremanden” får mindesmærke

FREDERIKSBERG: Et enigt Miljø- og Trafikudvalg på Frederiksberg har besluttet at mindes og hylde den afdøde Erik Andersen, kendt som ”Hejremanden”, med et mindesmærke i form af et messingskilt suppleret af en QR-kode, hvor man kan læse mere. Skiltet  skal opsættes på en bænk ved Rosenhaven. Hejremanden blev en kendt skikkelse, da han gennem mere end 20 år fodrede hejrer.

Assens-politiker bliver vicekommunaldirektør

ASSENS / LANGELAND / MIDDELFART: Ti års politisk karriere i Assens er ved at være slut for Henrik Mott Frandsen (V), der har fået et nyt  job som vicekommunaldirektør i Langeland Kommune. Han opsiger dermed sit job som social- og psykiatrichef i Middelfart Kommune, hvor han har arbejdet i 29 år og haft lederstillinger i 21. På Langeland får han ansvar for velfærdsområdet. Han er uddannet sygeplejerske og har en masteruddannelse i Læreprocesser med speciale i forandringsledelse og arbejdsmiljø. Han afløses i byrådet af Semir Azet Sinou, der kom til Assens i 2010 som kurdisk flygtning fra Syrien med sin hustru og tre børn. 

NB’er bliver løsgænger

VESTHIMMERLAND: Lars Rem, der er kommunal-bestyrelsesmedlem i Vesthimmerland, har meldt sig ud af Nye Borgerlige. Det skriver han i et opslag på Facebook. Han skriver videre, at han for nu fortsætter som løsgænger.

Venstre ekskluderer byrådsmedlem

RANDERS: Byrådsmedlem for Venstre Jens Peter Hansen er blevet ekskluderet fra sit parti. Ifølge et brev, som Jens Peter Hansen har delt på Facebook, skyldes ekskluderingen, at han ”modarbejder Venstres interesser”. Han henviser selv til en artikel fra Randers Amts Avis. Her lyder det, at han er blevet smidt ud efter udtalelser om sagen om jordskreddet ved Nordic Waste. Han fortsætter som løsgænger i byrådet.

Ny borgmester efter KV25

FREDERICIA: Socialdemokratiet i Fredericia får ny borgmesterkandidat ved næste valg, da borgmester Steen Wrist (S) ikke genopstiller. Han ønsker en mere normal arbejdsuge og mere tid til børn, familie og venner. Steen Wrist har været medlem af byrådet siden 2014 og blev borgmester 1. januar 2021, efter at Jacob Bjerregaard (S) havde forladt posten i utide. Ved valget senere på året gen-erobrede han borgmesterposten i en bred konstituering med hele byrådet. Han konstaterer, at han er valgt indtil udgangen af 2025, og forsikrer, at han ikke stempler ud hverken fysisk eller mentalt, ”før tiden er inde”. 

Kommunal- og regionspolitiker melder sig ud af NB

ESBJERG / SYDDANMARK: Sabrina Bech Bartholin, der er byrådsmedlem i Esbjerg og regionrådsmedlem i Region Syddanmark, har meldt sig ud af Nye Borgerlige. Hun er nu løsgænger, men undersøger alternative politiske tilhørsforhold. 

Endnu en lokalpolitiker forlader NB

FREDERICIA: Karsten Byrgesen, der både er medlem af regionsrådet i Region Syddanmark og byrådsmedlem i Fredericia, har meldt sig ud af Nye Borgerlige og er blevet løsgænger.

NB-politiker bliver løsgænger

VEJEN: Byrådsmedlem Peter Svane har besluttet at melde sig ud af Nye Borgerlige og blive løsgænger. Han vil være løsgænger året ud og tage sig god tid til at finde et nyt parti. Det regner han med at have fundet inden KV25. 

NB-afhopper går til Venstre

HILLERØD: Nye Borgerliges byrådsmedlem i Hillerød, Morten Bille, har meldt sig ud af sit parti og ind i Venstre efter drøftelser med både De Konservative, Venstre og Liberal Alliance.

Fra Frit Borgerligt Fællesskab til løsgænger

ODSHERRED: Maria Liv Holck, medlem af lokallisten og listeplatformen Frit Borgerligt Fællesskab i Odsherred Byråd, har forladt fællesskabet for at fortsætte som løsgænger. Frit Borgerligt Fællesskab opstod på landsplan efter splid med Nye Borgerlige.

Udvalgsflertal afsætter formand og vælger ny

FANØ: Et flertal i Fanøs Erhvervs-, natur- og teknikudvalg bestående af De Konservative og Socialdemokratiet har med tre ud af fem stemmer valgt ny formand, Mille Renée Larsen (S), i stedet for Lasse Harder Schousboe fra Enhedslisten. Mille Renée Larsen blev valgt ind i byrådet som medlem af De Radikale, blev efterfølgende løsgænger og meldte sig så i sommeren 2023 ind i Socialdemokratiet.

Dødsfald: Byrådsmedlem Jan Lundquist (V)

BRØNDBY: Kommunalbestyrelsesmedlem Jan Lundquist er død efter et sygdomsforløb med kræft, 54 år. Han blev valgt ind for Venstre i 2014 og har siddet i kommunalbestyrelsen, indtil han blev sygemeldt i september 2023. Kurt Damsted, der tidligere har siddet i byrådet, træder nu ind på partiets ene plads.

Forlader NB og bliver løsgænger  

SLAGELSE: Byrådsmedlem Josh Bjørkman slår endeligt fast, at han har meldt sig ud af Nye Borgerlige, og at han nu er løsgænger.

Eks-borgmester Otto Th. Nielsen (V) død 104 år

VIBORG: Viborgs til dato længst siddende borgmester, Otto Thorvald Nielsen (V), er død. Han blev 104 år. I 1970 blev han valgt til byrådet for Venstre i den dengang nydannede Viborg Kommune. Otto Th. Nielsen, der var uddannet agronom, var borgmester fra 1972 til 1985.

Sket i forvaltningen

Ny direktør for by, kultur og miljø ansat

FREDERIKSBERG: Poul Jepsen er fra 1. april ny by-, kultur- og miljødirektør i Frederiksberg Kommune. Han har tidligere været vicedirektør samme sted og kommer fra en stilling som teknisk direktør i Rødovre Kommune. Med ansættelsen sættes punktum i en meget omtalt krænkelsessag fra efteråret, hvor HR-chef Birgitte Rømer sagde op pga. en sag med seksuel chikane. Kort tid efter blev direktør Ulrik Winge hjemsendt. En advokatundersøgelse konkluderede, at der ikke var påvist seksuel chikane, og at der ikke var grundlag  for yderligere sanktion i forhold til Ulrik Winge. Alligevel besluttede kommunen og Ulrik Winge at stoppe samarbejdet. 

Ny direktør hentet i Herlev

SOLRØD: Et enigt byråd i Solrød har valgt Peter Søndergaard som ny direktør for kultur, fritid, by og bæredygtighed. Han kommer fra en stilling som vicedirektør i Herlev Kommune, hvor han bl.a. har haft fokus på byudvikling, kultur og klima. Før det var han centerchef samme sted, og han har desuden tidligere haft ledende stillinger i både Næstved og Københavns Kommune inden for teknik- og miljøområdet. Han kommer til at udgøre direktionen i Solrød sammen med kommunaldirektør Nikolaj Weyser Mortensen og direktør Dorte Saabye.

Ny chef kommer fra  Udenrigsministeriet

FREDERIKSSUND: Ny chef for Frederikssunds Center for Politik og HR bliver fra 1. april Anna Gantriis, der tidligere i ti år har haft en lignende stilling i Roskilde Kommune og senest har været ansat som chef i Udenrigsministeriet. Som ansvarlig for HR i ministeriet  har Anna Gantriis bl.a. medvirket ved udarbejdelsen af nye initiativer og policy, og hun har stor erfaring med arbejdet i centraladministrationen.

Ny direktør for Børn, Skoler og Familier

HILLERØD: Kommunens nye direktør for Børn, Skoler og Familier hedder Jakob Jensen. Han kommer til Hillerød efter seks år i Halsnæs Kommune som chef for Social Service og Familier. Inden da var han i flere år chefkonsulent i KL. Jakob Jensen starter i jobbet 1. april, hvor han overtager stolen efter Lisbeth Rindom, der har valgt at gå på pension.

Fastansætter konstitueret direktør

HELSINGØR: Konstitueret direktør Peter Arhnung ansættes nu permanent som referencedirektør for Center for dagtilbud, skole, fritid og idræt samt Center for børn, unge og familier. Peter Arhnung har været konstitueret siden august, hvor han afløste Lars Rich, der rykkede til jobbet som kommunaldirektør i Tårnby. Inden konstitueringen kom Arhnung fra en stilling som centerchef i Center for Børn, unge og familier, og han fortsætter altså nu som direktør for bl.a. det område.

Aarhus mister sin øverste juridiske chef

AARHUS: Efter 22 år som Aarhus Kommunes øverste juridiske chef og tæt bindeled mellem byråd, Borgmesterens Afdeling og magistratsafdelingerne har 66-årige Christian Mølgaard valgt at stoppe som forvaltningschef med udgangen af juli. Christian Mølgaard har over årene haft en bredt sammensat portefølje af opgaver, som spænder over juridisk service, byrådsbetjening,  boligsociale indsatser, integration, HR og personaleudvikling, sekretariats-betjening, klimavenlig arbejdsplads og CO2-reduktioner, de kommunale selskaber, eksterne samarbejdspartnere – og meget andet.

Sundhedschef bliver vicedirektør på hospital

BORNHOLM: Ny vicedirektør på Bornholms Hospital er Iben Kyhn Riis, der dermed forlader Bornholms Regionskommune, hvor hun stopper som sundhedschef. Iben Kyhn Riis kom i foråret 2022 til jobbet i regionskommunen fra en lignende stilling i Næstved Kommune. Siden midt i januar har den nu fratrædende sundhedschef også været konstitueret ældrechef, da ældrechef Christina Thorén Lilliedal fratrådte efter længere tids sygemelding.

Rokade blandt Helsingør-chefer

HELSINGØR: Helsingør Kommune har ansat Henrik Dons Christensen som ny centerchef for Job, Borgerservice og Teknologi, der blandt andet omfatter ansvaret for jobcentret. Han er uddannet cand.tech.soc. og har de seneste ti år arbejdet som centerchef inden for social, beskæftigelse og borgerservice i henholdsvis Faaborg-Midtfyn og Høje Taastrup. Henrik Dons Christensen afløser Kristjan Gundsø Jensen, som har skiftet stilling internt i kommunen og er blevet centerchef for Center for Økonomi og Ejendomme.

Henter erfaren projektchef til jordskred

RANDERS: Randers Kommune har ansat Jesper Nybo Andersen som projektchef i en midlertidig periode til at varetage de mange opgaver, der følger af, at Randers Kommune overtog myndighedsansvaret fra 31. januar. Jesper Nybo Andersen gik egentlig på pension fra jobbet som adm. direktør i Orbicon A/S (nu WSP A/S) i 2018. Siden har han været engageret i en række bestyrelser inden for blandt andet entreprise og ingeniørrådgivning. 

Farvel til direktør

DRAGØR: Velfærdsdirektør Asger Villemoes Nielsen er snart fortid i Dragør Kommune. Et flertal i økonomiudvalget har indstillet, at samarbejdet med ham ophører, oplyser borgmester Kenneth Gøtterup (K). Begrundelsen er, at man ønsker at tilknytte en anden profil. Asger Villemoes Nielsen har været direktør med ansvar for områderne børn, skole og kultur, borgerservice, ydelses- og socialservice samt it og digitalisering. Han blev ansat 1. maj 2019 og kom da fra et job som skoleleder i kommunen.

Havn skal have ny chef

HELSINGØR: Martin Vestergaard stopper efter fælles overenskomst som havnechef for Helsingør Havne efter to år i stillingen og har besluttet sig for at vende tilbage til bygge- og anlægsbranchen, som han har mere end 30 års erfaring med. Han har tidligere været bestyrelsesformand for Hanstholm Havn.

Ansætter nu viceskolechef

RANDERS: Lisbeth Schmidt Andersen er netop ansat i en nyoprettet stilling som viceskolechef i Randers Kommune. Hun kommer med erfaring både som Børn og Unge -chef i Aarhus, leder for skoleområdet i Herning, er tidligere skoleleder og har været medlem af hovedbestyrelsen i Danmarks Skolelederforening.

Morsøs forsyningsdirektør fratræder

MORSØ: Efter gensidig aftale med bestyrelsen fratræder Vivian Schmü-cker Søndergaard sin stilling som direktør i Morsø Forsyning. Selskabet står overfor nogle store udfordringer indenfor klima og miljø i den nære fremtid, og parterne er enige om, at der her er behov for en anden profil i spidsen. Vivian Schmücker Søndergaard har været ansat i Morsø Forsyning siden 2010, de sidste seks år som adm. direktør. Indtil en ny direktør er fundet, er næstformand John Christiansen konstitueret direktør og Lars Holm daglig leder.

Hillerød har ansat ny chef for ældre og sundhed

HILLERØD: Malene Størup tiltræder 2. april som ny afdelingschef for Ældre og Sundhed i Hillerød. Hun kommer fra en stilling som direktør i Fonden Mariehjemmene, hvor hun har været i fire år. Før det har hun bl.a. været chef i Gribskov og Frederikssund kommuner og i Sundhedsstyrelsen, hvor hun var med til at udvikle de første forebyggelsespakker til kommunerne.  Hun afløser Hella Obel, som i januar rykkede til et job som direktør for velfærdsområderne i Halsnæs Kommune.

Seniorchef er ny direktør i omstridt plejefirma

VEJLE: Jesper Roskilde, som i knap to år har været seniorchef for hjemmeplejen i Vejle, har fået nyt job i det private som adm. direktør hos Sundplejen Aps. Sundplejen har tidligere været i kritisk lys, især i Haderslev, hvor kommunen meldte firmaet til politiet for at have begået bedrageri ved ikke at levere den aftalte pleje. Anklagemyndigheden opgav dog at rejse tiltale pga. utilstrækkelige beviser, ligesom kommunen blev dømt til at betale et tilbageholdt beløb.

Eks-kommunaldirektør bliver direktør

THISTED: Jan Michelsen, som for snart et år siden blev fritaget for tjeneste og senere fratrådte jobbet som kommunaldirektør i Halsnæs, tiltrådte 1. marts som direktør for Teknik, Erhverv og Beskæftigelse i Thisted Kommune. Han er 55 år og kommer med mange års ledelseserfaring fra både Halsnæs, Vordingborg og Greve kommuner, ligesom han har været direktør i HK Danmark og i Statens og Kommunernes Indkøbsservice, SKI. Privat bor den nye tekniske direktør i Klampenborg med sin hustru, hvis job kræver, at hun bliver boende, mens han flytter til Thisted. 

Dødsfald: Socialchefernes tidligere formand Ole Pass

RØDOVRE: Ole Pass, Rødovres tidligere socialdirektør og tidligere formand for Foreningen af Socialchefer, er gået bort. Borgmester Britt Jensen (S), der som social- og sundhedsudvalgsformand arbejdede sammen med ham over 25 år, skriver i et mindeord blandt andet: ”I sin tid som formand for Foreningen af Socialchefer lykkedes det ham at vende folkestemninger og sikre folkelig opbakning og troværdighed omkring kommunernes sociale indsats. Menneskeligt set rummede Ole et roligt gemyt med masser af humor.”

Ny børne- og ungedirektør på plads

FREDERIKSBERG: Den nye direktør for Børne- og ungeområdet i Frederiksberg Kommune er pr. 4. marts Lise Stidsen Vandahl. Hun kommer fra stillingen som vicedirektør i socialforvaltningen i Københavns Kommune, hvor hun har været overordnet ansvarlig for området for udsatte børn og unge. Lise Stidsen Vandahl er uddannet cand. scient. pol. fra Aarhus Universitet i 2004, og har ud over ansattelse i Københavns kommune været vicedirektør i Socialstyrelsen og kontorchef i Socialministeriet.

PPR-leder træder et niveau op

AABENRAA: 48-årige Per Schmidt Hansen er fra 1. marts Aabenraa Kommunes nye børne- og familiechef. Han tiltrådte i jobbet fra sin stilling som leder af Pædagogisk Psykologisk Rådgivning, PPR.

Henter ny chef for Vej og Park i Hørsholm

RINGSTED: Ringsted Kommune har fået ny chef for Vej- og Ejendomscentret 1. marts. 46-årige Rune Munch Christensen kommer fra en lignende stilling i Hørsholms Center for By og Miljø som leder for Vej og Park. Han har en kandidatgrad i sociologi.

Nyt center for skole og dagtilbud ansætter chef

SOLRØD: Det nye Center for Skoler og Dagtilbud i Solrød Kommune har fra 1. marts ansat Maja Wirenfeldt Vad Pedersen som centerchef. Hun kommer fra Høje-Taastrup, hvor hun har arbejdet 14 år inden for det pædagogiske område og siden 2018 har været chef i Familie- og Dagtilbudscenter. Maja Wirenfeldt Vad Pedersen er uddannet cand.pæd. i pædagogisk sociologi og har en diplomuddannelse i offentlig ledelse. 

Velfærdsdirektør på plads

FURESØ: Katrine Birk er ny velfærds-direktør i Furesø fra 1. marts. Hun kommer fra en stilling som direktør for beskæftigelses-, unge-, social- og sundheds-området i Tårnby. Udover en baggrund som direktør i Tårnby har Katrine Birk været beskæftigelses- og socialchef i Gladsaxe, hvor hun også var konstitueret social- og sundhedsdirektør. Hun overtager stillingen som velfærdsdirektør fra Karen Nørskov Toke, der efter et år i Furesø rejser tilbage til Københavns Kommune. Katrine Birk har en master i Public Governance fra Copenhagen Business School. 

Ny chef for Børnecentret

RINGSTED: Per 1. marts er 48-årige Margit Mikkelsen ny chef for Børnecentret i Ringsted. Hun kommer fra en lignende stilling i Guldborg-sund. Tidligere har hun været chef for pædagoguddannelsen på Absalon samt arbejdet med dagtilbudsområdet i en årrække. Margit Mikkelsen er cand.mag. i fransk og dansk samt master i sprogtilegnelse.

Ny vej- og parkchef kommer fra København

HVIDOVRE: Center for Trafik og Ejendomme i Hvidovre får med 45-årige Thomas Dyhr ny vej- og parkchef fra 1. marts. Thomas Dyhr er kandidat i kulturgeografi fra Københavns Universitet og har en Master i Urban Management (byplanlægning) fra Rotterdam. Han kommer fra en stilling som enhedschef i Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune. Herfra har han relevant erfaring med politisk betjening, borgerhenvendelser, koordinering og samarbejde med eksterne bygherrer og entreprenører og internt i kommunen.

Ny chef for kultur og plan

SYDDJURS: Fra 1. marts er Lars Høeberg ny chef for Kultur og Plan. Han kommer fra en stilling som chef for kommuneplanafdelingen i Teknik og Miljø ved Aarhus Kommune, hvor han siden 2018 har haft ansvaret for den overordnede fysiske planlægning samt kommunens klimaindsats knyttet til byggeri og byudvikling fra 2021. Tidligere har Lars Høeberg været chefkonsulent i Ledelsessekretariatet under Teknik og Miljø. Før dette har han i to omgange været ansat i Rambøll Management Consulting som manager og chefkonsulent. 

Ny direktør på plads

HOLSTEBRO: Steinar Eggen Kristensen er ny direktør for kultur, erhverv og arbejdsmarked. Han har en fortid som kommunaldirektør i Hedensted og var før det direktør for social og arbejdsmarked i Randers i syv år. Steinar Eggen Kristensen er 52 år, uddannet cand.scient.pol fra Aarhus Universitet og har været ansat i Københavns, Aarhus, Randers og Hedensted kommuner i stillinger som chef, direktør og kommunaldirektør. Han kommer senest fra en stilling som associeret partner i virksomheden not a box. Han overtager jobbet fra Mette Højborg, der i oktober sagde op efter syv år i stillingen, fordi hun ville prøve kræfter med noget andet.

Børne- og familiechef fundet til ny afdeling

HOLSTEBRO: Eigil Jensen er ansat som ny børne- og familiechef i Holstebro fra 1. marts. Han  kommer fra et job som chef for børne- og familieområdet i Lemvig Kommune, hvor han har været i de seneste syv år. Han har også tidligere været ansat i Herning Kommune som både områdeleder i Center for Børn og Forebyggelse, leder af PPR og koordinerende psykolog.


Regioner

Hospitalsdirektør retur til det offentlige

NORDJYLLAND: Aalborg Universitetshospital får ny direktør. Det bliver Lars Dahl Pedersen, der kommer fra en stilling som administrerende direktør for privathospitalet Mølholm. Inden han blev direktør i det private sundheds-væsen, har Lars Dahl Pedersen en karriere bag sig som hospitalsdirektør gennem en længere årrække på større hospitalsenheder i Region Midtjylland, og han har en ph.d. i statskundskab fra Aarhus Universitet. Han tiltræder stillingen på Aalborg Universitetshospital 1. april.

Astman stopper i politik

NORDJYLLAND: Regionsrådspolitiker i Nordjylland Ulla Astman (S), der har titlen som den længst siddende regionsrådsformand med 14 år på posten, stopper i politik. Efter at have været formand siden 2007 måtte hun overlade posten til Mads Duedahl (V) ved KV21, og efterfølgende annoncerede Astman, at hun ville fortsætte perioden ud som menigt regionsrådsmedlem for derefter at finde et nyt arbejde udenfor politik efter KV25. Men stoppet i politik kommer altså tidligere end forventet. Hun har fået et job som kontorchef i HK Nordjylland, hvor hun får det øverste administrative ansvar for en fagforening med 70 medarbejdere. 

Jonas Dahls efterfølger fundet

MIDTJYLLAND:Regionshospitalet Randers skal have ny hospitalsdirektør, efter at den tidligere, Jonas Dahl, blev hentet til den overordnede ledelse i regionen og senest er blevet regionsdirektør. Valget er faldet på Henrik Larsen, der kommer fra en stilling som hospitalsdirektør for Regionshospitalet Nordjylland. Henrik Larsen er kandidat i økonomi fra Aalborg Universitet i 1992 og har siden arbejdet med økonomi og sundhed i amter, regioner og på hospitaler i Midt- og Nordjylland. Han har blandt andet været økonomidirektør i Region Nordjylland, inden han blev hospitalsdirektør. 

Henter ny udviklingsdirektør hjem fra Shanghai

NORDJYLLAND: 1. april begynder Martin Rune Hoxer som direktør for regional udvikling i Region Nordjylland. Han kommer fra en direktør-stilling i Shanghai under Udenrigsministeriet. Martin Rune Hoxer har, udover at være fra Thy, allerede et godt kendskab til regionen. Han er uddannet i statskundskab og har bl.a. varetaget ledelsesstillinger ved Thisted Kommune, EUC Nordvest og Thy Erhvervsforum i Thisted samt UCN i Aalborg, inden han drog til Shanghai for Udenrigsministeriet. Han afløser Henning Christensen, der har valgt at gå på pension med udgangen af marts efter 17 år i jobbet.

Nyt job til Pernille Blach Hansen

Pernille Blach Hansen, der i juni stoppede som regionsdirektør i Region Midtjylland som konsekvens af kræftskandalen på AUH, har fået nyt job som Senior Vice President (SVP) for miljøsektoren i den rådgivende ingeniørvirksomhed Niras. Pernille Blach Hansen var regionsdirektør i fire år og var tidligere folketingsmedlem for Social-demokratiet. 

Stat

Direktørskifte i Plan- og Landdistriktsstyrelsen

Christian Vind er fra 1. marts ny direktør i Plan- og Landdistriktsstyrelsen. Han kommer fra en stilling som afdelingschef i Miljøministeriet. Christian Vind har desuden mellem 2022 og 2023 været konstitueret departementschef i Miljøministeriet. Han er uddannet cand.scient.pol. fra Københavns Universitet. Han overtager direktørstillingen efter Sigmund Lubanski, som er blevet direktør i Slots- og Kulturstyrelsen. Plan- og Land-distriktsstyrelsen er en del af By-, Land- og Kirkeministeriet. Styrelsen har ansvar for fysisk planlægning og byudvikling samt udviklingen af landdistrikter og de små øsamfund. Styrelsen har hovedkontor i København og kontor i Nykøbing Falster.

Organisationer 

Formandspost for KL-udvalg bliver delt

Holbæks borgmester Christina Krzyrosiak Hansen (S) er vendt tilbage efter barselsorlov. Det betyder, at hun genindtræder i KL’s bestyrelse og som formand for KL’s Sundheds- og Ældreudvalg. Formandsposten vil dog blive delt i den kommende tid. Sisse Marie Welling (SF), som har vikarieret for Christina Kryzrosiak Hansen, fortsætter nemlig også som formand.  De to borgmestre deler formandskabet, så Sisse Marie Welling har ressortansvar for sundhedsområdet, indtil forhandlingerne om implementering af Sundhedsstrukturkommissionen er afsluttet. Michael Fenger (K) fortsætter som udvalgsnæstformand, imens Marie Stærke (S) udtræder af udvalget og KL’s bestyrelse, hvor hun har været suppleant for Christina Krzyrosiak Hansen.

Partitoppen er stoppet hos De Radikale

De Radikales landsformand, Mikkel Irminger Sarbo, har forladt posten med omgående virkning efter beskyldninger om chikane. Også partiets landsnæstformand, Kathrine Olldag, er gået af. Rune Christiansen og en række andre radikale medlemmer klagede ifølge flere medier over Sarbo, som de mente havde påvirket valget af næstformand med bagtalelse og chikane.

Selskaber

Teaterdirektør fratræder

AALBORG: Thomas Bjørnager stopper som teaterdirektør på Aalborg Teater efter en gensidig aftale. Det sker efter uenigheder i forbindelse med teatrets ønske om ændringer i den fremtidige ledelsesstruktur, oplyser teatret. Thomas Bjørnager blev ansat i juli 2023, hvor han afløste Hans Henriksen. Kjersti Hustvedt konstitueres som kunstnerisk direktør, indtil en permanent organisation er på plads. 

Folketinget

Byrådsmedlem er ny vikar for Rasmus Jarlov

Byrådsmedlem i Hvidovre Tina Cartey Hansen (K) skal vikariere i Folketinget for MF Rasmus Jarlov (K), som forlænger sin sygemelding i yderligere otte uger. Jarlov har været sygemeldt siden 9. januar i år. Indtil nu har Merete Scheelsbeck (K) været stedfortræder for Jarlov, men hun fortsætter ikke. Hun var indtil for nylig byrådsmedlem i Høje-Taastrup.

Eksperter kalder eksklusion ugyldig

Flere juridiske eksperter vurderer, at eksklusionen af Peter Seier fra Nye Borgerliges folketingsgruppe er ugyldig. Dermed kan partiet stadig være repræsenteret i Folketinget og stille op til næste folketingsvalg og europaparlamentsvalget uden at skulle ud og indsamle vælger-erklæringer. Peter Seier, der siden april sidste år har været syg med stress og siden august lymfekræft, har været fraværende fra Christiansborg i flere måneder, dog uden at være officielt sygemeldt fra Folketinget. Derfor havde Peter Seier ikke meget at skulle have sagt, da Kim Edberg Andersen, som nu er løsgænger, og Pernille Vermund (LA) i januar besluttede at opløse Nye Borgerliges folketingsgruppe, ekskludere Peter Seier og anbefale hovedbestyrelsen at nedlægge partiet. 

Venstres partisekretær er slidt og siger farvel

Christian Hüttemeier stopper som partisekretær i Venstre efter fire år. I et opslag på Facebook skriver han, at politik slider, og at kriser i politik slider endnu mere, og dem har Venstre oplevet en del af de seneste år. Christian Hüttemeier vendte for fire år siden tilbage til Venstre efter en afstikker til Danske Regioner og Landbrug & Fødevarer. Før det var han rådgiver for daværende Venstre-formand Lars Løkke Rasmussen og  i en periode partiets pressechef.

Viceborgmester vikarierer for minister

Kirkeminister Morten Dahlin (V) er under sin forældreorlov afløst af  Køges viceborgmester Ken Kristensen (V) som suppleant. Han nåede allerede i november at være medlem af Folketinget et par dage som vikar for Dahlin, før denne blev udnævnt som minister og derfor valgte at udsætte sin orlov. Det betød, at Ken Kristensen måtte forlade sit netop tildelte ordførerskab som indenrigsordfører. Oprindeligt var Morten Dahlins forældreorlov planlagt til tre måneder, men den er siden reduceret til fem uger regnet fra 5. februar.

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

FRA FORSIDEN
Til toppen
GDPR