Som treårig blev Mellissa Hussein, hendes søskende og deres mor smidt ud af et krisecenter, fordi hendes far truede personalet.

Det var kun starten på en barndom, der var præget af vold og en kommunal indsats, der gang på gang svigtede.

Mellissa Hussein, der i dag er 33 år gammel, ønsker at råbe op om det svigt, hun oplevede – ikke kun fra sin egen familie, men også fra det kommunale system, der gentagne gange svigtede. 

Mellissa Hussein har i en årrække været aktiv i debatten om udsatte børn og unge. I 2022 udkom hun med bogen Fanget I Familien, der sætter fokus på vold i den nære familie, og gennem syv sæsoner af podcasten Søstre har hun talt med kvinder, der har en særlig hård opvækst tilfælles og har skullet kæmpe hårdt for at klare sig igennem. 

Nu er hun aktuel med bogen Rigtige Søstre Har Hinandens Ryg, hvor syv kvinder fortæller om deres vej ud af et liv med vold og social kontrol. 

- Formålet med at dele min historie er at komme med et indspark til debatten. Jeg ved, at rigtig mange andre kvinder genkender sig selv i min historie.  

I sin nye bog sætter hun blandt andet fokus på kommunernes håndtering af sager med vold i hjemmet. 

- Jeg håber, at de børn, der lever med vold i dag, får en bedre chance, end jeg gjorde, siger hun.

Systemets fejl og mangler 

Mellissa Husseins familie havde et turbulent forhold til kommunen. Ifølge Mellissa Hussein fokuserede kommunens sagsbehandlere  mest på at hjælpe hendes mor ud af det voldelige forhold til hendes far.

Men sagsbehandlerne og kontaktpersonerne var der ikke længe ad gangen, og de glemte at høre børnene, fortæller hun.

I sit arbejde med debutbogen Fanget I Familien har hun blandt andet fået aktindsigt i familiens sager, og hun er frustreret over, at kommunen ikke gjorde mere for at hjælpe hende og hendes søskende. 

- Når jeg som voksen kigger i mine papirer, tænker jeg: hvad med os børn? Det var da så tydeligt, at vi ikke havde det godt. Sagsbehandlerne spurgte aldrig, hvordan vi havde det. Jeg har tit tænkt, hvad fanden lavede kommunen? Hvorfor blev vi ikke taget alvorligt? siger Mellissa Hussein.

Som voksen mødtes Mellissa Hussein sin tidligere sagsbehandler. 

- Hun kunne godt lugte, at der lugtede råddent hjemme hos os, griner hun og fortsætter:

- Det burde nok have været et rødt flag.

Pressede sagsbehandlere og et utilstrækkeligt system 

Det er ikke kun børnene, der lider under systemets fejl. Kommunale medarbejdere arbejder under et ekstremt pres. Det resulterer i stress og høj udskiftning. 

- Vores sagsbehandler gik ned med stress, da hun fik vores familie. Og så stod vi der. Hvad nu?

En undersøgelse af lønmodtagernes psykiske arbejdsmiljø fra 2022 viser, at socialrådgivere er den anden mest stressede faggruppe.

Ifølge en Vive rapport fra 2020 om anbragte børn og unge skifter to ud af tre af udsatte børn og unge sagsbehandler mindst én gang i deres sag, og mange oplever op til fem-seks skift i løbet af deres opvækst.

Derudover viser undersøgelsen, at 30 pct. af de udsatte børn og unge oplever, at det er svært at få fat på deres sagsbehandler, når de har behov for det.

Sagsbehandlere og kontaktpersoner skiftede konstant, og hver ny socialrådgiver betød, at familien igen og igen skulle fortælle deres historie fra bunden.

- Jeg kan ikke tælle, hvor mange sagsbehandlere vi har haft. Hver gang skulle vi starte forfra. De kendte ikke vores historie, fortæller Mellissa Hussein. 

Større fokus på oplysning

Hvis kommunerne skal løfte opgaven med at beskytte børn i voldsramte hjem, kræver det ikke kun bedre arbejdsforhold for socialrådgiverne, men også en markant forbedret uddannelse af fagpersoner.

- Der bør sættes ind med oplysning og uddannelse om voldens konsekvenser – både i folkeskolen, på ungdomsuddannelserne og i voksenuddannelsessystemet, siger Mellissa.

Det forslag møder opbakning fra justitsminister Peter Hummelgaard (S).

I justitsministerens bog Der Er Noget, Vi Skal Tale Om, foreslår han, at personale i folkeskoler og institutioner, hvor mere end 30 pct. af børnene er med ikke-vestlig baggrund, skal efteruddannes i tegn på vold og social kontrol.

Mellissa Hussein undrer sig over, at det kun gælder for en særlig gruppe.

- Man skal ikke gøre for stor forskel, det skaber bare endnu mere splid, siger hun. 

Står det til ministeren, skal indberetningspligten i socialt belastede boligområder skærpes. Det betyder, at det skal være strafbart ikke at lave en underretning, hvis man er vidne til vold eller vanrøgt.

Mellissa Hussein er enig i, at underretningspligten skal skærpes alle steder i landet.

I DR-dokumentaren Exit-bandeliv, der lige nu ruller over skærmen, møder Mellissa Hussein sin gamle nabo i sin barndomsopgang på Vesterbro. Her fortæller naboen, at de godt vidste, at alting ikke var, som det skulle være, men alligevel undlod at gribe eller indberette det til kommunen. 

- Vi vidste jo godt, at der foregik noget. Det kunne vi jo høre, men vi tænkte, at der nok var nogle andre, der gjorde noget ved det, fortæller den ældre herre i dokumentaren og giver samtidig Mellissa Hussein en undskyldning for ikke at gribe ind.

Villa Villekulla

Når Mellissa Hussein skal være romantisk omkring sit barndomshjem, kalder hun det Ville Villekulla.

- Det var her, alle de brændte børn mødtes.

Og det var ikke kun metaforisk, tilføjer hun.

- Vi kunne finde på at lave bål inde på værelset, fortæller hun.

Mellissa Hussein er ikke alene med sin historie. Hun taler dagligt med unge, der har oplevet lignende svigt fra systemet, ligesom hun i bogen samler fortællinger på tværs af landet om at leve med vold og social kontrol.

- Jeg synes, at politikerne snakker for meget, mens der sker for lidt, siger hun.

Hun mener, at kommunerne skal tage et langt større ansvar for at sikre, at børnene ikke bliver glemt i sager om vold i hjemmet. 

Kommunerne fokuserer ofte udelukkende på at beskytte den voldsudsatte forælder, men Mellissa Hussein understreger, at børnene også har brug for hjælp – både psykologisk og praktisk.

- Det er ikke kun den voldsramte kvinde, der er udsat for vold. Hvis hun har børn, er de helt sikkert også ramt, lyder det fra Mellissa Hussein. 

- Jeg var et barn, der blev glemt i systemet, siger hun.