Overgangsalder rammer sundhedsansatte hårdt
Overgangsalder rammer sundhedsansatte hårdt

Overgangsalder er blevet kaldt det sidste store tabu, efter at vi lærte at tale om sex, kræft og døden.
Men overgangsalderen, som rammer rigtigt mange kvinder i en vigtig periode af deres voksne liv, har alvorlige konsekvenser i sundhedsvæsnet med mistrivsel, sygefravær og sågar opsigelser.
Det viser en ny undersøgelse med over 3000 besvarelser fra sundhedsprofessionelle kvinder i alderen 45-55 år.
Den er en del af rapporten "Overgangsalder på Arbejdspladsen", der er finansieret af Velliv Foreningen og er udført i samarbejde med rådgivningsfirmaet DISCUS og Din Sundhedsfaglige A-kasse på initiativ af journalist Dorte Mosbæk.
Overgangsalderen påvirker arbejdslivet for to ud af tre kvinder i undersøgelsen primært i negativ retning.
De er plagede af både fysiske og psykiske gener som hedeture, søvnløshed, ledsmerter og stress, og det har store konsekvenser både for den enkelte og i sundhedsvæsnet.
Kun hver tiende vender problemet med leder
Undersøgelsen viser, at næsten hver tredje har undladt at søge mere ansvar eller nye opgaver som følge af generne.
Knap hver femte har overvejet at skifte job, mens fem procent har sagt op som følge af generne. Lige så mange har haft sygefravær relateret til overgangsalderen.
Kun lidt over hver tiende har talt med deres leder, mens kun tre procent har talt med tillids- eller arbejdsmiljørepræsentant.
Det samlede billede er så alvorligt, at overgangsalderen ikke længere kan betragtes som et privat anliggende, men kalder på en fælles indsats.
Det mener Harun Demirtas, forperson for Din Sundhedsfaglige A-kasse, der repræsenterer cirka 100.000 sygeplejersker, ergoterapeuter, fysioterapeuter, bioanalytikere, jordemødre, radiografer og psykoterapeuter.
- Undersøgelsen har nærmest chokeret mig, fordi den viser, at det er så stort et problem for vores medlemmer og samfundet - uden at vi som samfund har interesseret os nok for det, siger han.
- Vi vil jo gerne slå på, at vi er et land, hvor man kan tale åbent om tingene og går op i ligestilling og så videre. Men samtidig har vi vendt det blinde øje til, at mange kvinder er meget påvirket af det her. Så de ikke kan arbejde, som de ønsker eller endda trækker sig fra arbejdsmarkedet.
Når så mange af sundhedsvæsnets mest erfarne kræfter mistrives, så mener han, det kalder på omgående handling - både på de enkelte arbejdspladser, i sundhedsvæsnet som helhed og politisk.
- Når vi passer bedre på dem, der passer på os alle, kommer det både patienter og sundhedssektor til gode. Og dermed er det også fornuftig samfundsøkonomi, siger han.
Vi halter efter England
Dorte Mosbæk tog oprindeligt initiativ til undersøgelsen.
Hun peger på England som et land, Danmark halter langt bagefter og kan lære rigtigt meget af.
- De er længere fremme lige fra lovgivning og arbejdsretlige ting og til menopause-politikker på mange af arbejdspladserne, som man kan vinde priser på. De har i en årrække ikke haft den samme tabuisering som os. Man kan godt gå til sin leder og lave aftaler, og der er vi slet ikke endnu.
Hun mener, at det allervigtigste er meget mere viden og mindre tabu.
Maria Hybholt er lektor på Københavns Universitet og tilknyttet projektet Kvinder i sund overgang (Kiso), som startede i 2021.
- Vi har været sene i Danmark til at sætte fokus på, at det her er en reel problemstilling. Heldigvis er der kommet en markant voksende opmærksomhed på overgangsalder især de sidste to år, siger hun.
- Det var på høje tid inklusive de nødvendige nuancer, så overgangsalderen ikke bliver noget, kvinder skal frygte, og så kvinder heller ikke stilles dårligere, fordi de går i overgangsalderen, siger hun.
Kiso er i gang med den første store befolkningsundersøgelse af overgangsalder herhjemme med forventede resultater til sommer.
Her kan arbejdspladserne gøre en forskel
- Af egen drift tage initiativ til at tale om gener og behov ved MUS- , trivsels- og/eller seniorsamtaler.
- Beskæftige sig aktivt med emnet i den interne kommunikation, som at tilbyde netværksgrupper og webinarer.
- Inddrage tillids- og arbejdsmiljørepræsentanter i at sikre vilkår og rammer, der inkluderer kvinder i overgangsalderen (OA).
- Arbejde med for eksempel OA-ambassadører efter engelsk eksempel, som klædes på til at svare spørgsmål, støtte og vejlede påvirkede kolleger.
- Tilpasse sig ændrede behov i forbindelse med fysiske gener såsom mulighed for tilbyde lettere uniformer, rolige hvileområder, fleksibel arbejdstid, nedsat arbejdstid.
- Tilpasse sig ændrede behov i forbindelse med psykiske gener såsom tilbyde nedsat tempo, færre arbejdsopgaver (for eksempel patientkontakt), fritagelse for bestemt arbejdsopgaver i perioder og mindre ansvar.
Kilde: DSA.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.


























