Tonen omkring djøf’erne er blevet hårdere siden 2013, hvor komiker og tidligere embedsmand Per Helge Sørensen havde premiere på sit første Djøf med Løgn-show. 

- Måske også for hård og unuanceret, siger han.

Dengang var han ret alene om at gøre grin med djøf'erne, men siden meldte flere stemmer sig på banen, og det blev lidt af en folkesport at hade den administrative overklasse, der med ‘kolde hænder’ udfører ‘pseudoarbejde’ og laver regler og krav, som ødelægger den offentlige sektor og forhindrer ‘varme hænder’ i at gøre deres ting.

Derfor var det på tide at give dem lidt kærlighed, så det gør han i “Per Helge elsker bureaukratiet”. 

- Det her show er mindre djøf-kritisk end de første, jeg lavede. Det var min følelse, at der var brug for et show, der også ser det lidt fra den anden side, siger han dagen efter at have stået på scenen i Aarhus med sit femte og nyeste show.

Ingen dumme regler

Det samme mener showets embedsmandskarakter, en intern konsulent i en kommunal børn- og ungeforvaltning. 

I (endnu) en afbureaukratiseringsrunde skal han finde dumme, unødvendige regler, der bøvler i hverdagen, så de kan afskaffes og medarbejderne sættes fri.

Det viser sig bare, at der faktisk ikke rigtig findes nogen dumme regler, for der er typisk en god grund til, at de blev indført. 

Det betyder dog ikke, at djøf’erne bliver strøget med hårene, hvilket publikum virker ganske godt tilfredse med.

At dømme efter de indforståede nik, højlydte latterudbrud og spontane klapsalver, kender flere i publikum tilsyneladende mere end almindeligt meget til indersiden af det offentlige bureaukratiske apparat. 

Gennemsnitsalderen ligger i den tunge ende af spændet 35-65 år - et stykke over det gængse stand-up-publikums. 

Folk er ankommet i par og grupper. Der er mænd i skjorte og pull-over, jakke og skjorte, skjorte og rygsæk. Enkelte med en fadøl i hånden, flere med en vandflaske - det er jo kontordag i morgen.

Forskel på frontlinje og forvaltning

I pausen møder Kommunen.dk’s udsendte en ægte djøf’er fra en børn- og ungeforvaltning i en nabokommune. Hun er kommet for at se showet sammen med 23 jurist-, økonom- og indkøbskollegaer.   

Hun genkender dele af det billede, som hendes fiktive kollega tegner på scenen, omend det er “sat på spidsen”.

I den virkelige verden er afbureaukratiseringen i fuld gang, og det er vitterligt ikke så ligetil at sætte fagligheden fri, fortæller hun. Medarbejdere kan have brug for regler at læne sig op ad. 

Et yngre par bestående af en skolelærer og en socialrådgiver mener til gengæld ikke, at showets fremstilling af bureaukratiet er så fortegnet.

Læreren peger f.eks. på det uhensigtsmæssige i at stille krav til alle skoler om at indføre den samme indsats, når forudsætningerne for at lykkes ikke er til stede overalt, og socialrådgiveren nævner møde- og proceskrav, som nok skal stille borgere lige, men som reelt betyder, at der ikke er tid nok til dem, som har størst behov.

Riskoen værd

Forvaltnings- og frontlinjemedarbejdernes forskellige opfattelser af, hvad der er nødvendigt, illustrerer måske meget godt de nuancer, som Per Helge Sørensen taler om. 

- Dem, der er i frontlinjen hos borgerne, er nok mere kritiske over for de ‘djøf’ede’ ting som strategier, omstruktureringer og forsøg på at styre og kontrollere, end dem der selv sidder med det, siger han. 

Selv er han gennem arbejdet med showet blevet klogere på, hvorfor det er så svært at afbureaukratisere. 

Mens mange fortæller historier om at blive sat til at lave ting, der ikke giver mening, mindes han sjovt nok ikke at have hørt fra nogen, der synes, at det, de selv sætter i gang, er meningsløst. 

- De fleste føler, at det, de laver, giver mening, siger han. 

Så når man gennem 40 år har prøvet at afbureaukratisere uden at lykkes, er det måske, fordi man har grebet opgaven forkert an, foreslår han.

- Hvis man går ud og tror, at djøf’erne har lavet en masse dumme regler, fordi de er onde, får man ikke noget ud af det, for sådan er virkeligheden ikke. Hvis man skal af med nogen regler, skal man for det første være indstillet på at fjerne nogle, der faktisk er fornuftige, som sikrer kvalitet i børnehaver, siger han og nævner f.eks. sprogvurderinger og læsetræning. 

- Det er ikke, fordi det er dumt, det risikerer bare at sende et signal til medarbejderne om, at vi holder dem i en skruestik, og det gør noget dårligt for arbejdsmiljøet.

Antihelt i velfærdssamfundets tjeneste

I løbet af den ca. halvanden time, showet varer, fremstilles djøf’eren skiftevis som skurk og helt. Men hvorfor er det så nemt at gøre begge dele?

- Jeg tror, det er, fordi de fleste ting i virkeligheden har to sider, siger Per Helge Sørensen. 

- Nede på gulvet er bureaukratiet blevet en forklaring på alt det, der er dårligt. Måske skyldes det slet ikke regler, men at der har været en mistillid, som har gjort, at man ikke føler, man kan tage så meget initiativ, som man gerne vil. 

Der er en risiko for, at nogen vil bruge frisættelsen til at levere lavere kvalitet eller til ikke at passe deres arbejde, mener han, men måske er det det værd. 

- Selvom noget er testet og udviklet af forskere, kan det godt være en dum ide at rulle det ud overalt alligevel, siger han.

På trods af at der bliver smurt tykt på, fremstår djøf’eren efter en tur i Per Helge Sørensens vridemaskine alligevel mindre som den onde bureaukrat inde på rådhuset og mere som en lidt latterlig, men elskelig figur med gode intentioner.

En antihelt, der på trods af en lettere anløben karakter, i virkeligheden bare vil velfærdssamfundet det bedste.