I de seneste uger har jeg leget med tanken om, hvad der ville ske, hvis landets kommuner for alvor tog kulturministerens opfordring på sig og begyndte at tale om kulturens betydning for vores fælles modstandskraft.

Debatten har været der. Stemmer fra kulturlivet har repliceret, diskuteret og citeret Winston Churchill. Engagementet fejler ikke noget. Men det slår mig, at samtalen i høj grad foregår i kulturen. Hvad nu, hvis den i højere grad foregik i byrådssalen?

For hvis vi skal tale om kulturel modstandskraft, er kommunerne et oplagt sted at begynde. Det er her, hverdagen leves. Det er her, fællesskaberne dannes. Og det er her, de frivillige hver dag holder liv i det, som ikke kan måles i kvadratmeter eller anlægsbudgetter. Men som bidrager til livskvalitet og sammenhængskraft gennem fællesskaber.

Danmark er et foreningsland. Rundt omkring i kommunerne spirer idéer frem, fordi engagerede mennesker udviser handlingskraft. Nogle starter et lokalt folkemøde for at styrke den demokratiske samtale. Andre bruger et helt år på at planlægge en kammermusikfestival, fordi de vil give andre adgang til musik i verdensklasse. Unge mennesker omdanner en nedlagt remise til et spillested, fordi de savner et sted at høre live-musik.

Frivillighed koster

Det er ikke småting. Det er en del af den særlige danske demokratiske infrastruktur. Men frivillighed er ikke gratis. Den kræver tid, vedholdenhed og en konstant rekruttering af nye kræfter. 

For nylig deltog jeg i en generalforsamling i en forening, jeg selv er medlem af. Her handlede trusselsbilledet ikke om geopolitik, men om noget langt mere jordnært: Medlemstallet falder. Gennemsnitsalderen stiger. Det er svært at få nye – og især yngre – til at engagere sig i bestyrelsesarbejdet ved siden af job og familieliv. Bestyrelsen tog endnu en tørn. Vi andre klappede og lovede at hjælpe lidt mere.

Den situation er ikke unik. Den gentager sig i kulturhuse, idrætsforeninger, spillesteder og museer over hele landet. Og det er her, inspirationen til kommunerne ligger. For når medlemskurverne siver, er det ikke kun et internt foreningsanliggende. Det er et signal om, hvordan fællesskaberne har det. Og fællesskaber er en kommunal kerneinteresse.

Mange byrådsmedlemmer kender foreningslivet indefra. Flere er selv gået ind i politik via frivilligt engagement. Derfor ligger der et særligt potentiale i, at byrødderne tager initiativ til en åben og nysgerrig samtale: Hvad betyder kulturen for os? Ikke som sektor, men som noget af det ”lim”, der får kommunen og fællesskaberne til at hænge sammen. 

Kultur er ikke blødt, men robust

Det handler ikke kun om økonomi. Selvfølgelig betyder budgetter noget. Men det handler lige så meget om anerkendelse, dialog og strategisk blik. Hvordan understøtter vi de frivillige bestyrelser, så de ikke brænder ud?

Hvordan sikrer vi god onboarding i institutionsbestyrelser, så samspillet mellem ledelse og bestyrelse styrkes?

Hvordan gør vi det lettere for nye generationer at engagere sig fleksibelt?

Kultur er ofte blevet omtalt som det “bløde område”. Men i en tid præget af demografiske forskydninger, polarisering og mistrivsel er det måske netop her, den største robusthed skabes. 

Når mennesker synger sammen, spiller sammen, organiserer sig sammen – så opstår der relationer. Og relationer er fundamentet for tillid. Historisk har danskerne sunget i krisetider. Ikke fordi det løser krisen i sig selv, men fordi det styrker fællesskabet. Det samme gælder det lokale kulturliv i dag. Det er her, vi øver os i at være borgere – ikke kun forbrugere.

Derfor kunne kulturudvalgene rundt omkring i landet tage handsken op. Hvad ville der ske, hvis hver kommune spurgte sine foreninger og kulturinstitutioner:

Hvad har I brug for for at være bæredygtige om ti år? Hvad ser I som de største udfordringer? Og hvordan kan vi som kommune være en aktiv medspiller?

Det ville være en livgivende dialog. Ikke kun for kulturen, men for kommunen som helhed. Kulturel modstandskraft begynder ikke på Christiansborg. Den begynder i forsamlingshuset, i idrætshallen, på biblioteket og i den nedlagte remise, der får nyt liv. Og den begynder med, at nogen stiller spørgsmålet. Det har kulturministeren gjort. Jeg håber, at kommunerne sammen med de lokale foreninger vil være med til at give deres bud på et svar, når folketingsvalget i næste måned er overstået.