Kommunen.dk
MENU

Kommunale erfaringer viser vejen til job for unge i “regeringens vigtigste opgave”

Næsten to tredjedele af Ungeløftets 1,3 mia. kr. skal gå til at udbrede IPS-metoden, der allerede bruges i mange kommuner. Erfaringer i Stevns Kommune og forskning bakker op om indsatsen.

Kommunale erfaringer viser vejen til job for unge i “regeringens vigtigste opgave”

Næsten to tredjedele af Ungeløftets 1,3 mia. kr. skal gå til at udbrede IPS-metoden, der allerede bruges i mange kommuner. Erfaringer i Stevns Kommune og forskning bakker op om indsatsen.
Virksomheder, civilsamfundet, arbejdsmarkedets parter og en række unge deltog på topmøde om Ungeløftet sammen med beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S), hvor de skrev under på løftet.
Virksomheder, civilsamfundet, arbejdsmarkedets parter og en række unge deltog på topmøde om Ungeløftet sammen med beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S), hvor de skrev under på løftet.
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Statsminister Mette Frederiksen (S) har tidligere kaldt det for “regeringens vigtigste opgave”, og i sidste uge blev indsatsen omkring regeringens Ungeløftet endeligt skudt i gang.

- Vi har ikke løst opgaven. Vi har et arbejdsmarked, der er virkelig godt gang i, og alligevel har vi stadigvæk en alt for stor gruppe, vi ikke har med, sagde beskæftigelsesminister Ane Halsboe Jørgensen (S).

43.000 unge mellem 15 og 24 år står uden for arbejdsmarkedet eller uddannelse, og det skal der nu laves om på. 

1,3 mia. kr. skal over de næste ti år hjælpe gruppen af unge ind i arbejdsfællesskabet.

Næsten to tredjedele af midlerne, 781 mio. kr., skal gå til at udbrede den allerede eksisterende  IPS-indsats (Individuel Planlagt job med Støtte) til unge med psykiske udfordringer. 43 pct. af de 43.000 unge uden beskæftigelse eller i uddannelse har en psykiatrisk diagnose. 

Grundtanken er, at alle kan have et arbejde med et godt match mellem ung og arbejdsplads eller uddannelse så længe, der også er støtte. Her har kommunerne allerede masser erfaring at tære på. 

- Det er jo ikke kun beskæftigelse og behandling, der har stor betydning for den unges trivsel, men også alt det midt imellem - al den støtte og hjælp, de har behov for andre steder, siger Sabrina Rasmussen, IPS-projektleder i Stevns Kommune. 

Et frivilligt tilbud

I mange kommuner har man allerede arbejdet med IPS. 

I 2023 fik 27 kommuner støtte af Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering til at hjælpe unge med psykiske lidelser eller tegn på psykisk mistrivsel med at tage en uddannelse eller finde og fastholde et arbejde.

En af de kommuner var Stevns, hvor man siden marts sidste år har haft unge mellem 15 og 29 år i IPS-forløb. 

Her har Sabrina Rasmussen - udover selv at have forløb med de unge - sørget for at klæde sine kollegaer på til IPS-indsatsen.

- Kerneopgaven er at få den unge i beskæftigelse, trods diagnoser og andre udfordringer. Derudover handler det om at få skabt en sammenhængende indsats, så de unge også selv har et overblik, siger hun.

IPS-indsatsen er et frivilligt tilbud og ikke et skal-tilbud i klassisk jobcenter-forstand, siger Sabrina Rasmussen. 

Det spiller sammen med tanken om, at motivationen skal komme fra den unge selv. 

- De unge er eksperter i eget liv, og de ved selv, hvornår de er klar til at tage et arbejde. Vores rolle er at være nysgerrige, hjælpe med at identificere styrker og ressourcer og så få plantet frø hos dem, så de selv opdager værdien af et arbejde. Vi siger gerne, “jeg tror godt på, at du kan klare et arbejde, men det er helt op til dig”, siger Sabrina Rasmussen. 

- Vi IPS-konsulenter skal egentlig blive ved med og lære at stå lidt i baggrunden og lade de unge tænke de her tanker selv.

Effektiv, tilfreds og økonomisk rentabelt

Tidligere studier af IPS-metoden har demonstreret effektiviteten. En dansk metaanalyse af 17 IPS-forsøg viste, at der er over dobbelt så stor sandsynlighed for beskæftigelse blandt IPS-deltagere sammenlignet med deltagere, der får en traditionel beskæftigelsesindsats. 

Derudover viser forskningen, at deltagerne var markant mere tilfredse med indsatsen,  ligesom en sundhedsøkonomisk analyse indikerer, at der er penge at spare på indsatsen.

“Resultaterne underbygger, at der er baggrund for en national implementering af IPS-indsatsen”, konkluderer det danske metastudie. 

Stevns og 13 andre sjællandske kommuner har siden 2021 arbejdet med IPS-metoden på voksenområdet. Efter to år i IPS-forløb er 57,4 pct. af kandidaterne enten i job eller uddannelse. Indsatsen har sparet de 14 sjællandske kommuner 52,5 mio. kr., ved at få psykisk sårbare i job. 

En stor signalværdi

Udover at have kontakten til den unge, har IPS-konsulenterne også en koordinerende rolle i forhold til arbejdsgiverne, psykiatrien, behandlingsmuligheder og meget andet. 

- Det, der adskiller sig fra den klassiske tilgang er, at der heller ikke er så mange fagpersoner inde over den unges forløb. Hos os skal man kun forholde sig til IPS-konsulenten, der både tager rollen som myndighedssagsbehandler og virksomhedskonsulent. Det skaber en sammenhæng og en gennemsigtighed for den unge, fortæller Sabrina Rasmussen.

IPS-konsulenterne tager enten selv kontakt til en arbejdsgiver eller hjælper den unge med det foruden at finde arbejdsgivere med behov for -  eller finder værdi i - at ansætte de unge mennesker. Selvfølgelig indenfor den unges ønsker og præferencer. 

IPS-metoden betyder blandt andet, at der inden for en måned, fra opstartsdatoen på forløbet, skal være kontaktet arbejdsgivere. Noget som Sabrina Rasmussen siger, at nogle unge finder befriende, at de ret hurtigt går i gang med jobsøgningen, så der er handling bag ordene.

Hun mener ikke, at man skal være bange for allerede fra start at tale om lønnede timer i stedet for afklarende virksomhedspraktikker. 

- Jeg skulle øve mig på at ændre mit mindset fra den klassiske jobcenter-tankegang, så vi nu vender bøtten om, og kigger på lønnede timer med det samme. Det har en stor signalværdi, der er vigtig for den unge. Det er der, de lærer, hvordan det egentlig er at være i arbejde. Det er ikke så svært som først antaget at tage fat i en arbejdsgiver med det ønske. Vi oplever, at der er rigtig mange arbejdsgivere, som er med på legen, siger hun. 

Hvis Sabrina Rasmussen skulle nævne et par opmærksomhedspunkter, der kan være med til at sikre indsatsen, så er det, foruden vigtigheden af, at det er den unge selv, der er motiveret, og at man er tro over for IPS-metoden, at der er tid og plads til, at relationen kan opbygges.

- Relationen mellem IPS-konsulenten og den unge er altafgørende. Det samme er IPS-konsulentens tro på den unge. Man skal være vedholdende og tålmodig, så når den unge møder nogle bump på vejen, så er man der, siger hun.

 

Erfaringer med IPS

En oversigt over 29 internationale studier af IPS-modellens effekter til mennesker med svære psykiske sygdomme. De 29 studier har fundet sted mellem 1996 og 2018 og viser, hvor mange der er kommet i arbejde i løbet af forløbet, sammenholdt med en kontrolgruppe.

 Skærmbillede 2025-01-31 kl- 13-02-52

Kilde: IPS Supported Employment: En Praktisk Guide

 

Historien kort

  • Regeringen afsætter 1,3 mia. kr. over ti år til at få 43.000 unge uden job eller uddannelse ind i arbejdsfællesskabet.
  • 781 mio. kr. fra regeringens Ungeløftet skal gå til at udbrede IPS-metoden, der hjælper unge med psykiske udfordringer i job eller uddannelse.
  • IPS har vist sig effektivt, både økonomisk og socialt, men succes afhænger af IPS-konsulenternes relation til de unge og arbejdsgivernes villighed til at ansætte dem.

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

Til toppen
GDPR