Efter afsløring: Socialminister kræver redegørelse
Efter afsløring: Socialminister kræver redegørelse
Efter at kommunen.dk og DR sammen har afsløret, at der på det Tvind-tilknyttede opholdssted Småskolen ved Nakkebølle Fjord er blevet ændret i de dokumenter, som socialtilsynet modtog fra stedet, går socialminister Mai Mercado (K) nu ind i sagen.
Hun vil bede Socialtilsyn Midt om en redegørelse for deres håndtering af sagen, skriver ministeren i en udtalelse til kommunen.dk.
- Personligt har jeg intet til overs for Tvind, som tidligere har vist, at de ikke skyr nogen midler for at tjene penge på svage borgere. Så jeg er glad for, at Folketinget har fået etableret et socialtilsyn, der skal være med til at sikre, at der ikke bare frit kan flyttes penge rundt i en konstruktion som Tvind. Og kommer det frem, at Tvind sender penge til de efterlyste uden om de gældende regler, så vil der blive skredet ind øjeblikkeligt.
Men Tvind-institutioner er ikke ulovlige, så længe de opfylder gældende regler og de strenge krav til kvalitet. Det er netop regler og krav, socialtilsynene er sat i verden for at tjekke om bliver overholdt. Og gør de det, og godkendes de af socialtilsynene.
- Så kan kommunerne vælge dem – men kommunerne er også frie til at vælge andre tilbud, lyder det fra Mai Mercado.
Personligt har jeg intet til overs for Tvind, som tidligere har vist, at de ikke skyr nogen midler for at tjene penge på svage borgere.
Vi har gjort det godt nok
Socialminister Mai Mercado understreger, at hvis en kommune mener, at et Tvind-tilbud er det bedste for en borger, står det kommunerne frit for at vælge mellem de godkendte tilbud.
- Socialtilsynet fører tilsyn både med kvaliteten og med økonomien i det enkelte tilbud, og sker der noget ulovligt, skrides der straks ind. Det skal der ikke ændres på, siger børne- og socialministeren.
Det er Socialtilsyn Midt, der står for tilsynet med Småskolen ved Nakkebølle Fjord. Her mener tilsynschef Ulla Bitsch Andersen, at man har udført sit arbejde godt nok, siger hun til kommunen.dk.
Men det er tidligere ansatte på opholdsstedet ikke enige i. Tre tidligere ansatte fortæller uafhængigt af hinanden, at de hver især har ringet til tilsynets whistleblowerlinje, uden at de følte sig taget alvorligt. De mener blandt andet ikke, at tilsynet har undersøgt de forhold godt nok, som de henvendte sig med.
Men sådan forholder det sig ikke, understreger Ulla Bitsch Andersen:
- Når vi får en henvendelse, så undersøger vi det. Det skal vi. Men hvis vi ikke kan finde det, som vi får at vide, så må vi enten konstatere, at vi ikke kan finde det, og at vi derfor ikke kan handle på det, eller vi må konstatere, at det ikke forholder sig sådan, som whistlebloweren fortæller. Det er et vilkår, at vi ikke kan forfølge noget, som vi ikke kan finde, når vi er nede på stederne, siger hun.
Kommer det frem, at Tvind sender penge til de efterlyste uden om de gældende regler, så vil der blive skredet ind øjeblikkeligt.
For nært et forhold?
De tidligere ansatte – herunder Jørgen Lynge, som har stillet sig frem her på kommunen.dk – fortæller blandt andet, at de har underrettet socialtilsynet om, at børnene mistrivedes, at ledelsen manglede kompetence, og at der blev ændret i journaler. Ligeledes fortæller to af de ansatte, at de oplevede et alt for tæt samarbejde mellem den tidligere forstander og de to tilsynsførende fra Region Midt.
Det sidste er ikke tilfældet, mener Ulla Bitsch Andersen. Tilsynet har undersøgt sagen og mener ikke, at der er grund til at vurdere, at de tilsynsførende og forstanderen skulle have haft for tæt et forhold.
- De tilsynsførende skal selvfølgelig ikke skiftes ud efter hvert tilsyn, for det er mere praktisk, at de har indsigt i stedet og kender til tidligere forhold. Men cirka hvert tredje år roterer vi helt automatisk. Netop for at undgå, at de tilsynsførende og ledelsen på opholdsstederne får for nær en relation, siger Ulla Bitsch Andersen.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.