Digitalt setup og politisk dedikation åbner døren til tættere samarbejde med frivilligsektoren
Digitalt setup og politisk dedikation åbner døren til tættere samarbejde med frivilligsektoren

Hvordan kan det se ud, når samarbejde mellem kommune og den frivillige sektor går op i en højere enhed og bidrager til at løse sociale udfordringer? Og hvordan sikrer man, at det ikke bare bliver ved snakken, men munder ud i konkrete løsninger?
Det spørgsmål arbejder blandt andre Aalborg og Silkeborg Kommune aktivt med. Her ser man et stort potentiale i at styrke samarbejdet mellem kommuner og civilsamfund – og gør en aktiv indsats for at prioritere det.
Det sociale digitale kompas
Nini Jolander, leder af De Frivilliges Hus i Aalborg Kommune og medlem af FriSes bestyrelse, har været en af drivkræfterne bag indførelsen af den landsdækkende digitale platform Socialkompas. Hun ser platformen som et vigtigt skridt mod at skabe et fælles overblik over civilsamfundets mange tilbud:
- Det har været en kæmpe udfordring i kommunerne, at der sidder engagerede medarbejdere, som rigtig gerne vil samarbejde med civilsamfundet, men al viden om tilbuddene har ligget spredt – ofte i et Excelark i en skuffe hos én medarbejder. Det er jo ikke en struktur, man ville acceptere på andre velfærdsområder.

Socialkompas giver et overblik over alle kommunens sociale tilbud og aktiviteter. Kilde: Socialkompas.dk
Socialkompas er et digitalt værktøj, som samler lokale sociale tilbud og foreninger ét sted. Det fungerer både som indgang for borgere og som arbejdsredskab for kommunens medarbejdere. Lige nu er Socialkompas tilstede i 44 kommuner, men ambitionen er at nå ud til 80 inden for et par år.
-Platformen skaber overblik. Det giver mulighed for, at medarbejdere i kommunen sammen med borgeren kan søge og finde det helt rigtige tilbud. Om det handler om ensomhed, økonomiske problemer, at være pårørende eller noget fjerde – så er det hele samlet ét sted, siger Nini Jolander.
Aalborg har sat gang i kampagner i det offentlige rum og en række arrangementer under navnet "Socialkompas Live", hvor kommunale medarbejdere og foreninger mødes og præsenterer konkrete tilbud. Ifølge Nini Jolander er modtagelsen positiv:
-Medarbejderne får en introduktion til, hvordan Socialkompas kan bruges aktivt i mødet med borgerne. Det er ikke bare en portal – det er en måde at arbejde sammen på.
“I har noget, vi har brug for”
I Silkeborg Kommune arbejder man ud fra en anden vinkel. Her har man nedsat et midlertidigt paragraf 17, stk. 4-udvalg med fokus på civilsamfundet. Formålet er at udvikle konkrete anbefalinger til, hvordan samarbejdet mellem kommunen og civilsamfundet kan styrkes – særligt på velfærdsområdet.
Udvalget består både af politikere og repræsentanter fra civilsamfundet – fx en præst, en erhvervsrepræsentant og en gymnasielærer. Sammensætningen har givet en særlig dynamik:
- Det handler om at få forskellige perspektiver i spil. Det er ikke en partipolitisk debat, men en konkret opgave. Det giver energi og nye idéer, lyder det fra Luis da Silva Martins (R), formand for Civilsamfundsudvalget.
Udvalget har gennem det seneste år indsamlet viden og input fra foreninger, råd og aktører i civilsamfundet. Det skal munde ud i en række anbefalinger, som forankres i kommunens fagudvalg:
-Det er vigtigt, at det ikke bare bliver en rapport, der samler støv. Ved at forankre det politisk, får forvaltningen mandat til at prioritere og handle på det.
Formanden understreger, at samarbejdet ikke handler om at overlade opgaver til frivillige, men om at anerkende, at civilsamfundet kan noget, kommunen ikke selv kan:
- Det kræver en anerkendende tilgang: Vi skal række ud og sige, 'I har noget, vi har brug for – hvordan spiller vi jer stærkere?
Historien kort
Aalborg Kommune styrker samarbejdet med civilsamfundet gennem den landsdækkende digitale platform Socialkompas, der samler lokale sociale tilbud og gør det lettere for både borgere og medarbejdere at finde den rette hjælp.
Silkeborg Kommune har nedsat et paragraf 17, stk. 4-udvalg med både politikere og civilsamfundsrepræsentanter for at udvikle konkrete anbefalinger til et stærkere og mere målrettet samarbejde.
Begge kommuner arbejder aktivt for, at civilsamfundet ikke blot bruges som ressource, men anerkendes som en ligeværdig partner med unikke kompetencer og perspektiver.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.



























