Kommunen.dk
MENU

Udsatte går under radaren: “Nogle tror simpelthen ikke, de her borgere findes”

Værdighedsreformen skal sikre hjælp til usynligt udsatte med fokus på civil opsøgende indsats i kommunerne.

Udsatte går under radaren: “Nogle tror simpelthen ikke, de her borgere findes”

Værdighedsreformen skal sikre hjælp til usynligt udsatte med fokus på civil opsøgende indsats i kommunerne.
Hjælpen til udsatte skal i langt højere grad være opsøgende efter, at regeringens værdighedsreform bliver implementeret.
Hjælpen til udsatte skal i langt højere grad være opsøgende efter, at regeringens værdighedsreform bliver implementeret.
Foto: Christian Lindgren/Ritzau Scanpix

Nogle er hjemløse. Andre lever for enden af grusvejene på landet med gardinerne rullet ned. Usynligt udsatte med blandt andet psykiske og fysiske udfordringer, misbrug, ensomhed og andre komplekse problemer gemmer sig overalt i landet. 

Gruppen omfatter mennesker, som er gået under radaren i velfærdssystemet, og som ikke får den nødvendige hjælp. 

Sådan lyder en beskrivelse af nogle af de mange borgere, som KFUM's Sociale Arbejde hver uge er i kontakt med gennem deres opsøgende indsats Social Drive Out. 

En indsats, der nu skal udbredes til hele landet gennem værdighedsreformen. Samtidig skal kommunerne også have langt større fokus på at opsøge de udsatte.

Det kommunale skifte og samarbejde kan få stor betydning for landets mest udsatte, men det kræver omtanke. Sådan lyder det fra en af de to forskere, der har fulgt indsatsen gennem en periode på omkring tre år. 

- Det er mennesker, som overses eller er blevet skubbet til side af det offentlige velfærdssystem. Det opsøgende arbejde, vi har fulgt, er en indsats med håb, men det er også mennesker med meget håbløshed, siger Iben Lausten Kragh Ph.D. og lektor på Aalborg Universitet.

Og det betyder, at kommunerne skal ruste sig med en helt anden tålmodighed, hvis man skal lykkes med at tage hånd om de usynligt udsatte. 

- Kommunerne skal tage ved lære af indsatsen. Kommunerne er nødt til at starte med at parkere alle de her ideer om hurtige mål om for eksempel erhvervspraktik. Man skal anerkende, at der også er en værdi i bare at øge den sociale trivsel for de her mennesker, siger hun. 

Håber på 300 stop om ugen

Indsatsen Social Drive Out begyndte i 2020, da corona gjorde det vanskeligt for KFUM’s Sociale Arbejde at afholde arrangementer på væresteder og caféer. 

Smitterisiko og forsamlingsforbud, gjorde det nødvendigt at tænke nyt. Mens samfundet lukkede ned, forsvandt de udsattes behov for hjælp ikke. 

Derfor etablerede organisationen pop up-væresteder og kørte vogne ud for at uddele mad, skabe socialt samvær, yde gældsrådgivning, retshjælp og vejledning til kommunernes ydelser.

I alt har organisationen 18 centersteder, hvorfra ansatte og frivillige kører ud til knap stop såsom forsamlingshuse, beboerhuse, parker, bytorv, parkeringspladser eller borgernes private hjem. Indtil videre har man uddelt over 180.000 gratis måltider gennem indsatsen.

Den dag i dag runder indsatsen knap 90 ugentlige stop, og tallet vokser med værdighedsreformen. Regeringen vil fra næste år afsætte 15 mio. kr. varigt til at udbrede ‘Social Drive Out’-indsatsen til hele landet. 

Peder Meisner, der er generalsekretær i KFUM’s Sociale Arbejde, håber, at man fremover vil kunne lave 300 stop. 

- Den konkrete ordlyd i reformen er endnu ikke klar, men forventningen er, at vi kommer op på et væsentligt større antal og får mulighed for at etablere en landsdækkende indsats, siger han.

Og her vil man ligesom nu gå målrettet efter at ramme de usynligt udsatte. Der hvor nøden er størst og hjælpen mindst. Han forklarer, at organisationen udvælger deres stop gennem både dataanalyse og ved at snakke med, hvad han kalder de “lokale høvdinge” i et område. 

- Vi ser helt ned på sogneniveau fra Danmarks Statistik for at finde, hvor der er størst sandsynlighed for at møde flest grupper af udsatte mennesker, og så prøver vi at finde de lokale høvdinge, for de ved hvad der foregår i et område. De kan udpege huset, hvor der er én, der aldrig kommer ud, siger Peder Meisner.  

Selv om både lokale borgere og kommunalt ansatte ofte kender de udsatte, der isolerer sig, bliver de ikke altid grebet. Måske fordi, de er sværere at hjælpe end andre grupper. 

- Kommunerne har rigeligt med opgaver, og hvis man rækker ud et par gange og hånden ikke bliver grebet, så er det meget naturligt at gå videre til de næste på listen. Det er der, hvor vi som civilsamfund har plads til at have større tålmodighed, siger han. 

“Nogle tror ikke, at de findes”

Iben Lausten Kragh fulgte sammen med sin kollega tre versioner af Social Drive Out i Hanstholm, Nykøbing Mors og Aalborg. 

Her mødte de mennesker, som det tog tid at komme ind på livet af. 

Særligt i landdistrikterne var det slående, hvor isolerede de udsatte kunne være. Iben Lausten Kragh, mindes både mødet med en borger, der levede i en interimistisk kælder i en skov og en ældre mand, der levede i et fuldstændigt faldefærdigt hus uden indkomst. 

- Vi har faktisk svært ved at forklare, hvor svære livsomstændigheder nogle af de her mennesker egentlig befinder sig i. Nogle tror simpelthen ikke, at de her borgere findes. Vi har en forståelse af, at vi ikke har den her forarmelse i Danmark. 

Og det bør der tales højere om. Iben Lausten Kragh pointerer, at den strukturelle udsathed, som hun så igennem følgeforskningen, ikke for alvor bliver italesat af politikerne. 

Reelt set har forskningen dog endnu heller ikke et bud på, hvor mange der egentlig lever i den usynlige udsathed. 

- Det er mennesker, der er blevet nemme at overse, fordi de reelt er for dårlige til overhovedet at gøre krav på ydelser, siger hun. 

Samtidig er der også mange af borgerne, der tidligere har oplevet kontakten med myndighederne som dårlig. De har måske ikke kunne overholde krav og er endt med at blive sanktioneret. Eller også har de haft følelsen af ikke at blive forstået. 

Iben Lausten Kragh understreger, at måden som Social Drive Out møder brugerne på er grunden til, at det har en positiv effekt. Man tropper ikke op med bagtanker eller har en underliggende dagsorden om at få skubbet borgerne direkte ind i kommunernes gængse hjælpesystemer. 

Det betyder også, at kommunerne skal prioritere at opbygge tillid. Og i den tid kan der måske godt være stilstand eller meget små skridt fremad. 

- Den sociale kontakt eller den sociale omsorg, de får gennem opsøgende indsatser, har en kæmpe værdi i sig selv. Det er værdighed. Hvis de kan få et fællesskab og noget mad, kan det på sigt måske blive broen til flere indsatser, siger hun.

 

Historien kort

  • Med værdighedsreformen vil regeringen afsætte 15. mio. kr. til at udbrede indsatsen 'Social Drive Out' fra KFUM's Sociale Arbejde
  • Iben Lausten Kragh har gennem sin forskning fulgt indsatsen, og mener, at mødet med nogle af brugerne af indsatsen viser, at der er en strukturel udsathed, som mangler at blive italesat af politikerne.
  • Hvis kommuner skal lykkes i det opsøgende arbejde målrettet nogen af de mest udsatte i landet, så gælder det om at være tålmodige, lyder det fra forskeren.

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

Til toppen
GDPR