Marco Damgaard tror på ordets kraft. At ord skaber virkelighed. Derfor blev han bekymret, da han kort efter at være tiltrådt som souschef på Tingbjerg Skole og Fritid oplevede, at frokostpausen på lærerværelset til tider udviklede sig til en konkurrence om, hvem der forinden havde haft den værste og mest uopdragne klasse. 

“Det var nærmest en rituel stammedans om, hvem der kunne fortælle den mest negative historie,” skriver Herlev-borgmester Marco Damgaard (S) i sin nye bog “Miraklet i Tingbjerg”. 

Oplevelsen blev en af inspirationskilderne til debatbogen “Miraklet i Tingbjerg”, hvor Marco Damgaard med udgangspunkt i sine erfaringer fra 11 år som souschef og skoleleder på Tingbjerg Skole og Fritid afdækker, hvordan man i Tingbjerg fik løftet et socialt boligområde ud af de negative spiraler, det var fanget i. 

Bogen tilbyder ikke en simpel opskrift, som andre kommuner kan kopiere og anvende andre steder i landet, men erfaringerne kan alle lære af.  Ifølge Marco Damgaard kan man flytte meget med enkle midler og et fokus uden fordomme. Med høje, positive forventninger til både elever og forældre og ved at lede tydeligt og hårdt, men kærligt.

En ghettoskole

Selvom frokost-snakken i lærerværelset var mere nedbrydende end opbyggende, illustrerede den grundlæggende problemer, måtte han erkende. Der var kaos på skolen, og det var ikke bare sproget, den var gal med. Konfliktniveauet kunne få skolen til at minde om en krigszone.

Det var ingen overraskelse. Marco Damgaard vidste godt, hvilken udfordring han gik ind til, da han som 28-årig søgte stillingen som souschef og senere skoleleder på Danmarks måske mest udsatte skole. Tre år før han tiltrådte var Tingbjerg føjet til den nyopfundne ghettoliste.

To år forinden, i 2008, blev der sat ild til lærerfløjen på Tingbjerg Skole. Samme år udbrød der bandekrig mellem Hells Angels og såkaldte indvandrerbander fra Nørrebro og Tingbjerg. Bandekrigen fortsatte helt frem til 2017 med hundredvis af skudepisoder og voldelige overfald hvert år.

Områdets ry havde smittet af på den lokale folkeskole. Skolen, der i sin storhedstid husede 900 elever, havde nu kun 400 elever. Eleverne havde de værste socioøkonomiske vilkår i landet og meget lav trivsel.

En tredjedel af skoledistriktets familier fravalgte Tingbjerg Skole og sendte deres børn andre steder hen. Især de ressourcestærke familier, erfarede Marco Damgaard.

Alt dette afspejlede sig i elevernes målbare præstationer.

Karaktergennemsnittet i afgangsprøverne lå 0,6 point under det forventede. Andelen af elever, der blev vurderet uddannelsesparate efter 8. klasse, lå på under 20 pct., og kun 60 pct. af en årgang var i gang med en ungdomsuddannelse 15 måneder efter 9. klasse. 

Kort sagt: Den var helt gal i Tingbjerg. 

“Kvalitet lyver aldrig”

Det første mål Marco Damgaard satte sig var at få elevtallet op på 600 elever og at få de ressourcestærke familier til at vælge skolen til igen. 

Udgangspunktet var at hæve kvaliteten af skolen. 

- Kvalitet lyver aldrig, så vi blev nødt til at lave en bedre skole, siger Marco Damgaard. 

Derfor styrkede man dansk- og matematikundervisningen. Skolen gentænkte konceptet ‘frikvarter’ og skabte i stedet ‘den gode elevpause’, som skulle skabe mere rolige frikvarterer for alle elever, og så gjorde ledelse og lærere, hvad de kunne for at styrke elevernes sprog.

Den anden del af Marco Damgaards strategi var at gøre sig selv til reklamesøjle. Han deltog i alt. Han besøgte foreninger, forældre, idrætsklubber, boligforeninger, og hvad der ellers fandtes i Tingbjerg. Han stillede også op for pressen. Når lokalavisen ringede, var han klar til at fortælle om sit arbejde. Det blev senere til de store aviser og TV-stationer og så tog tingene fart. 

- Vi skulle vise, at vi troede på tingene, og fremhæve de ting vi gjorde, som fungerede skidegodt. 

På den måde opbyggede han tillid i lokalsamfundet og blandt forældrene i området. Og det virkede. Nogle af de ressourcestærke familier vendte tilbage til Tingbjerg skole, og i løbet af fire år var elevsammensætningen i klasserne væsentligt forbedret. 

Ord skaber virkelighed

Så kom Tingbjergundersøgelsen, som blev en øjenåbner for hele staben på skolen og faktisk hele Tingbjerg. Til forskel fra de mange andre rapporter om Tingbjerg handlede den ikke om benchmarks og karaktergennemsnit. 

Undersøgelsen skulle afdække børn og unges faktiske adfærd og holdninger. Simpelthen ved at spørge børnene. 

Eleverne blev spurgt ind til deres fremtidsplaner, hvor glade de var for at gå i skole, om de havde begået kriminalitet og mange andre ting.

- Det blev en mavepuster på os alle sammen, for det viste sig, at vi gik rundt og havde negative forventninger til børnene, som var misvisende, fortæller Marco Damgaard.

Undersøgelsen afslørede, at lærere og personale havde meget lavere forventninger til eleverne, end eleverne havde til sig selv. 

For eksempel spurgte man eleverne, om de havde planer efter folkeskolen, hvortil tre ud af fire elever svarede ja. Blandt lærerne troede man kun at én ud af tre havde planer efter folkeskolen, SSP-vejlederne gættede på en ud af fire.

Derudover var 93 pct. af eleverne faktisk glade for at gå i skole. De ansatte anslog, at det nok var omkring halvdelen. Mønsteret fortsatte, og resultaterne fra Tingbjerg var faktisk mere positive end dem fra kontrolskolen i Brønshøj. 

De lave forventninger var med til at skabe et selvbillede og en selvforståelse af at være mindre værd, og det blev startskuddet til en ny kultur på Tingbjerg Skole og i hele bydelen, skriver Marco Damgaard i sin bog.

- Men hvis du oprigtigt tror på dem og oprigtigt kan lide dem, så gror de helt vildt. Det havde vi af gode grunde haft svært ved, fordi det havde været så konfliktfyldt og problematisk et miljø fyldt med dårlig adfærd og opførsel.

En dansk folkeskole

Et af de ømme punkter på Tingbjerg Skole var de mange kulturforskelle, der kunne føre til konflikter og misforståelser. 

94 pct. af eleverne på skolen var tosprogede og havde anden etnisk baggrund end dansk. Over halvdelen af eleverne havde muslimsk baggrund. 

Det gav en del udfordringer på det kulturelle plan i forhold til at drive en traditionel dansk folkeskole. Men Marco Damgaard var opsat på, at målet skulle være netop dét. En dansk folkeskole.

Han tog tidligt kontakt til Bydelsmødrene og foreningen Baba, som består af ressourcestærke forældre med anden etnisk herkomst end dansk, som gør en aktiv indsats for lokalsamfundet.

Flere af dem havde fravalgt Tingbjerg Skole for deres børn, fordi den var blevet for dårlig og ikke-dansk. En indvandrereskole. I bogen beskriver Marco Damgaard, hvordan forældrene ønskede en folkeskole med en bedre balance mellem etniciteter, fordi de ønskede “velintegrerede, veldannede og veluddannede børn.” De mente, at det var den bedste måde at sikre deres børn en god fremtid i Danmark.

Det mente Marco Damgaard også, og derfor arbejdede han på at gøre skolen mere dansk.

Det blev til flere opgør med religions- og kulturforskellene på skolen. Han insisterede på at bevare kirkebesøget op til jul på trods af det muslimske flertal på skolen. Han insisterede også på, at lærerne skulle kunne bruge Muhammedtegningerne i undervisningen, og at der skulle være mulighed for at tilberede svinekød i hjemkundskab. 

Beslutningerne blev truffet i fællesskab med en skolebestyrelse, hvor flere var troende muslimer, som bakkede op om beslutningerne. De lånte ham autenticitet og troværdighed i de beslutninger, der blev truffet. Og han var ikke bange for at skræmme muslimske familier væk med de nye tiltag:

- Den måde, vi gjorde tingene på før, skræmte i forvejen en masse ressourcestærke familier med anden-etnisk baggrund væk. Familier som faktisk gerne vil være en del af fællesskabet, og bidrager med uddannelse, arbejdskraft og demokratiske tanker. Dem begyndte vi jo lige pludselig at tiltrække i stor stil.

Skolen begyndte også at flage med regnbueflag i Pride-ugen. Ikke for at provokere, men for at signalere at på Tingbjerg Skole arbejder de med den ‘fulde pakke’, når det kommer til demokratiske rettigheder.

Det skete ikke uden knubs.

- Nogle af vores indvandrerfamilier var hurtige til at påkalde sig deres ret til religionsfrihed. Til gengæld så kunne de meget hurtigt vende ryggen til, hvis det handlede om retten til at elske den, man gerne vil elske, fortæller Marco Damgaard. 

Da han blev ringet op af en far, der spurgte, om det virkelig kunne passe, at hans søn skulle undervises i, at to mænd kan vælge at blive gift i Danmark. “Er det virkelig dét, de skal lære i skolen?”, spurgte han. Og svaret faldt prompte. 

- Ja, det er 100 procent rigtigt, at det også er noget, de skal lære i skolen.

Og gang på gang oplevede han, at ændringerne blev accepteret på grund af det, han selv kalder tydelig, hård og kærlig ledelse. Så længe man husker at signalere, at man vil både børn og forældre det bedste, kan man nå rigtig langt.

- Og så var majoriteten med mig. Hvis jeg ikke var lykkes med at få majoriteten på min side, så var jeg nok blevet lynchet til sidst, tilføjer han. 

Fra skoleleder til borgmester

Efter 11 år på Tingbjerg Skole blev det til et tårevædet farvel fra Marco Damgaards side. Han fik opfyldt en drengedrøm og blev borgmester i Herlev for Socialdemokratiet. 

Siden han kom til skolen var elevtallet vokset fra 400 til 600 elever. Da han kom, var kun 60 pct. af de unge i gang med en uddannelse 15 måneder efter 9. klasse. I hans sidste tre år som skoleleder, lå procentsatserne på hhv. 97, 100 og 92 pct. 

Selvom der stadig er problemer i Tingbjerg, bevidnede Marco Damgaard en betydelig fremgang gennem sine 11 år i Tingbjerg. Området blev taget af ghettolisten i 2022. 

På trods af resultaterne tror Marco Damgaard ikke på mirakler, selv om det passer fint til en bogtitel. Han tror derimod, at resultaterne i Tingbjerg skyldes opbakning fra lokalsamfundet, investeringer fra kommunen, statslig lovgivning og et stort kulturarbejde på skolen og i bydelen.

- Både fra statsligt og kommunalt hold, bliver vi nødt til at opprioritere hjørnestenene i vores velfærdssamfund, herunder den almene folkeskole, mener Marco Damgaard.