Lyden af legende børn runger i det tidligere plejehjem Skaghøj i Hammel. I stuen er flere frivillige i gang med at dække bord. 

På plejehjemmets gange hænger navneskilte med ukrainske navne. De gamle lokaler er omdannet til omkring 35 boliger til ukrainske flygtninge. Plejehjemmet huser også i dag den klub for ukrainske familier, som Olena Ianevych skabte ved krigens udbrud.

Hun er selv fra Ukraine og flyttede til Danmark i 2008. Med støtte fra Red Barnet, har klubben i dag inviteret til påskefejring. 

- Når man sidder her i Danmark og krigen bryder ud, og man har venner, pårørende, klassekammerater, der er i Ukraine, så tænker man på, hvordan man kan hjælpe dem, siger hun og fortsætter:

- Jeg håber, at de med klubben kan føle sig trygge og få et sted, hvor de kan dele deres tanker med andre, siger hun. 

Sociale fællesskaber

Siden krigen i Ukraine brød ud, har Danmark givet opholdstilladelse til omkring 52.000 ukrainere. Tal fra 2024 viser, at omkring 80 pct. i den arbejdsdygtige alder er i arbejde. 

En del forsørges af ydelser. Og det betyder også, at der er flere familier, der kommer under grænsen for relativ fattigdom. 

I en årrække var den relative børnefattigdom faldende. Men i perioden 2022 til 2023 steg den igen. En udvikling, der vakte opsigt hos en række aktører. 

Siden har 3F trukket tal fra Danmarks Statistik, der viser, at stigningen tilsyneladende skete på grund af ukrainske familier, der kom til Danmark. 

I 2023 udgjorde de ukrainske børn således knap ni pct. af alle børn i relativ fattigdom i landet. 

Kommunen.dk har tidligere beskrevet, hvordan børnene i familier, der er økonomisk udsatte, kan risikere at blive ekskludere af sociale fællesskaber, fordi de ikke kan deltage på lige fod med andre.

Samtidig er de ukrainske familier også udfordret af at komme til et helt nyt land med et nyt sprog. 

Med klubben, drevet af frivillige, forsøger Olena Ianevych at give et fællesskab og et mødested til de fordrevne ukrainske familier. 

Derfor er Kommunen.dk taget til den frivillige klub i Favrskov Kommune, der siden krigens udbrud har været mødested for fordrevne familier. 

Genetablere sig i nyt land

På Skaghøj i Hammel har over 30 ukrainske børn og voksne samlet sig for at fejre palmesøndag. Lyden af ukrainsk musik breder sig på 1. sal, hvor familierne er samlet. 

I lidt over tre år har Olena Ianevych afholdt arrangementer i klubben, hvor en række familier har deltaget. Nogle er vendt hjem til Ukraine, mens nye er kommet til. 

Klubben har arrangeret en række ture, f.eks. til Randers Regnskov. Olena Ianevych, forklarer, at det handler om at give familierne et fællesskab og hjælpe dem med at etablere sig. For det har været hårdt at skulle starte op i et nyt land. Og mange har mand eller far hjemme i Ukraine. 

- Familierne skal lige finde sig selv og genetablere sig. Børnene skal selvfølgelig starte i skole, og forældrene har travlt med at finde arbejde. Her kan de være en del af et fællesskab, der måske minder dem om tiden i Ukraine, fordi vi også holder fast i traditionerne, siger hun.

- Det giver også børnene ro at deltage i traditioner, som de er vant til. De har fælles sprog og kultur, og jeg håber, det føles som hjem for dem.

For familierne er det svært at ankomme til et nyt land og finde job. Størstedelen af de mødre, der er her i dag har fundet et job, men flere er på deltid. Som enlig forsørger kan det være svært at få det hele til at løbe rundt, forklarer Olena Ianevych. 

- Børnene vil gerne være ligesom de andre børn. De forstår godt deres situation, og at forældrene gør deres bedste. Men det kan være svært at se andre i klassen rejse og få andre oplevelser. De er alle meget taknemmelige for at være her. De kan få mad og job, og de er i sikkerhed. Her er fred. 

Lære af fortiden

Morten Bo Andersen, der er chef for frivillige indsatser i Red Barnet, forklarer, at kriser i udlandet, hvor folk flygter til Danmark, ofte kan ses på antallet af børn under den relative fattigdomsgrænse, da mange familier havner på meget lave ydelser. Det samme så man bl.a. i forbindelse med de syriske flygtninge i 2015.  

Samtidig ved vi, at de ukrainske familiers forudsætninger for at komme i job og deltage i fællesskaber kan være vidt forskellige, forklarer han.  

- Mange vil gerne klare sig selv. Men der er en relativ stor del, der er havnet på de såkaldte SHO-ydelser, fordi forældrene ikke er kommet i beskæftigelse. Mange har smidt alt, hvad de havde i hænderne. Nogle kommer med posttraumatisk stress eller ar på sjælen. Og det gør, at det kan være svært at trives, finde fodfæste og komme ind i fællesskaberne i Danmark. 

- Modtagelsen har været meget forskellig. Der er blevet gjort meget for at forsøge at tage godt imod ukrainerne, men typisk har de haft mange skift, og en del lever stadig under midlertidige kår. Nogle har fået boliger i modtagecentre, mens andre har egen bolig.  

Morten Bo Andersen mener derfor, at det er vigtigt at lære af de tidligere flygtningestrømme.  

- Der er kommet mange på én gang, og vi ser stadig ukrainere komme. Læringen er at få dem sluset ind i gode fællesskaber så hurtigt som muligt. Man skal tage åbent imod dem. Og man skal have øje for, at der er en række barriere, der kan gøre det svært at falde til – såsom psykiske udfordringer som PTSD, eller udfordringer ved at finde et job eller en ordentlige bolig, siger han. 

Tryghed gennem klubben

I stuen er alle familierne nu samlet. 

I dag starter arrangementet med at børnene samles og bliver fortalt traditionen om påsken. En frivillig læser højt. Børnene sidder helt stille og lytter. 

Victoria Maksymenko er her med sine to døtre på 10 og 12 år. De bor sammen med deres kat på det gamle plejehjem.

I går var det tre år siden, at de kom til Danmark. De flygtede efter en bombe sprang tæt på deres hus, forklarer hun. 

- Den 5. marts faldt en bombe 300 meter fra vores hus. Det var svært for mine børn. Næste morgen tog vi mod Polen, siger hun.

Ved grænsen måtte de vente det meste af natten, siden fik de ophold i nogle skihytter et par uger. Men så blev hun kontaktet af den danske familie, hun for 16 år siden var au pair hos. De ville have hende til Danmark. Og sådan gik det. 

Først boede hun og døtrene der i to måneder. Siden har hun fået lejlighed  på det gamle plejehjem.

- Det er en god sted at bo. Vi har mange naboer og en stor forståelse fra kommunen og de frivillige fra Red Barnet. Vi er så heldige at have mennesker omkring os. 

- Vi har været her i klubben fra starten. Det er et godt sted, hvor vi er trygge og bliver forstået. Det hjælper os. Mine børn er så glade. De har mange venner i klubben, siger hun.

Hun arbejdede inden krigen som engelsklærer. I Danmark har hun arbejdet som pædagogmedhjælper. Først i en modtageklasse og har siden fået deltidsarbejde på en skole, hvor hun hjælper omkring 10 ukrainske børn to dage om ugen. 

- Det betyder meget, at jeg kan være selvstændig, får egne penge og kan hjælpe min familie. Jeg vil gerne have flere timer. Jeg får ydelser, og det er nok til at betale for bolig og mad. Det vigtigste er, at vi er i fred og ro. Mine børn kan få en lykkelig barndom her. 

Overgangen er dog stadig svær for hendes ældste datter. Hun har mareridt og kan ikke sove om natten. Hun går også til psykolog. Men det bliver bedre og bedre, forklarer Victoria Maksymenko, hendes ældste datter gerne vil blive her og studere. 

Hendes egen drøm er at vende hjem. 

- Jeg håber, krigen vil slutte, og at vi en dag kommer hjem. Min drøm er fred og ro, og at ingen længere skal dø, siger hun. 

Drømmer om job som sygeplejerske

Med til påskearrangementet er også Inna Derevianka, der flygtede fra sit hjem i Kyiv og Ukraine i marts 2022. Hun bor her med sin otteårige søn, der går i skole og SFO. 

Selv går hun i sprogskole. Inden hun flygtede var hun sygeplejerske i 18 år. Det drømmer hun om at blive igen.

- Min store drøm er, at krigen slutter, og jeg kommer tilbage. Det er det vigtigste for mig. Mens jeg er i Danmark, vil jeg gerne arbejde og bruge mine kvalifikationer. 

- Jeg er ikke bange for noget job. Men jeg kan godt lide at hjælpe ældre og de syge. Det er arbejde, jeg har brændt for. Derfor vil jeg gerne fortsætte med det, være en del af sundhedsvæsenet i Danmark og bygge op til at være sygeplejerske, siger hun og bemærker, at hun efter sprogskole vil uddannede sig til sosu-assistent og derefter sygeplejerske.

Hendes mand og flere af familiemedlemmer er stadig i Ukraine. Dem savner hun. At hun kan komme i klubben og finde fællesskab med andre familier, betyder meget for hende. 

- Vi prøver at holde ukrainske fester og traditioner ved lige. Vi får også de danske traditioner med, og de er næsten ens nogle gange. 

- I gruppen er vi kun mødre med børn. Hvis man kun snakker med sit barn hver dag, så kan man nemt føle sig ensom. Her får jeg mulighed for at dele mine tanker og får støtte i hverdagen. 

Påskearrangementet er ved at være slut. Flere familier er ved at pakke sammen.

Olena Ianevych fortæller, at hun er stolt af familierne, der kommer i klubben. Stolt over, at de vil arbejde og lære sproget. Hun vil også fortsætte med at drive klubben. Også hvis, der engang skulle komme fred.