Bornholms borgmester: “Jeg er motorisk udfordret fra naturens side …”
Bornholms borgmester: “Jeg er motorisk udfordret fra naturens side …”
Hvad er din største politiske ambition for 2017?
Jeg vil meget gerne genvælges, men jeg er mest optaget af at få hele fødevareområdet på Bornholm til at blomstre endnu mere. Vi skal have mere økologisk griseproduktion og mange flere grøntsager her på øen. Jeg arbejder for, at alle kan få adgang til ordentlig mad. Kan vi give vores børn to gode måltider i skolen, så de kan få noget brændstof, tror jeg på, at det vil gå dem endnu bedre. Og plejehjemmene - de skal dufte af god mad.
Hvor var du i dit liv som 25-årig?
Da var jeg nybagt mor, studerede og boede i en toværelseslejlighed i København sammen med min mand. Vi var de første, der blev forældre i vennekredsen, så det var en speciel periode, hvor jeg gik fra det sorgløse ungdomspolitiske liv med fester og ballade til et meget struktureret liv. Men jeg kan kun anbefale at få børn, mens man studerer. Det giver en masse fleksibilitet og tid til børnene.
Hvis du ikke var blevet politiker, så var du blevet …?
Så var jeg fortsat som gymnasielærer i historie og samfundsfag. Det er en gave at arbejde med den aldersgruppe. Det er så vildt at følge dem fra 1.g til 3.g, hvor der sker så meget, og se dem springe ud som voksne, ambitiøse og megadygtige studenter.
Hvad ligger der altid på dit natbord?
En bog, men det er sjældent, den bliver åbnet - ha ha. Men jeg elsker at læse, og lige nu er det Carsten Jensens ‘Den første sten’. Det er en alvorlig, men velskrevet sag om Afghanistan, som trækker tråde til vores udsendte her fra Almegårds Kaserne i Rønne. Jeg mangler de sidste tyve sider. Det har jeg gjort længe. Det er for dårligt.
Hvad er det sidste, du gør, inden du går i seng?
Jeg tjekker min mail. Det gør jeg også, når jeg står op. Det er åndssvagt.
”Det blev skelsættende for mig som menneske. Dér lærte jeg, at livet er skrøbeligt, og jeg blev bekræftet i min tro på ikke at udsætte ting, man drømmer om. Det nytter ikke at bekymre sig om fremtiden. Den gør alligevel, som den selv vil. ”
Hvilken begivenhed har haft størst betydning for dit liv?
Da min mellemste søn var fire år, blev han alvorligt syg og var indlagt i rigtig lang tid på Rigshospitalet. Det blev skelsættende for mig som menneske. Dér lærte jeg, at livet er skrøbeligt, og jeg blev bekræftet i min tro på ikke at udsætte ting, man drømmer om. Det nytter ikke at bekymre sig om fremtiden. Den gør alligevel, som den selv vil.
Hvad er dit yndlingsmotto?
Det, som Svend Auken engang har sagt: Hvis man insisterer på, at alt er muligt, så hænder det, at selv det umulige bliver muligt.
Hvad er det vigtigste, du har lært af dine forældre?
Hele min barndom har min mor sagt til mig: “Bare fordi de andre er dumme ved dig, behøver du ikke være dum ved dem.” Min mor er virkelig god til det - og jeg prøver at leve op til det, men jeg er slet, slet ikke lige så god til det som hende.
Hvad ville du gerne være fri for i dit arbejde?
Jura og detailspørgsmål. Jeg bliver så drænet af at diskutere endeløse procedurer på vores kommunalbestyrelsesmøder: Om vi skal have blæk- eller farveprinter? Jeg skulle ønske, at lokal- og kommunalpolitik var meget mere præget af politisk debat. Hvis vi skal få andre til at fatte begejstring for kommunalpolitik, så skal vi blive bedre til at hive os op i den der helikopter og sige, hvad det egentlig er, vi vil med vores samfund? Jeg savner flere klare meldinger: Hvad er det, man som parti vil med den her ø?
Hvad inspirerer dig?
Mennesker, der rummer idealisme, stålsathed og kvalitetsbevidsthed. Vi har mange unge iværksættere på Bornholm, der tror på deres produkt, som for eksempel Johan Bülow med sin lakrids og Kadeau-gruppen, der nu har en Michelin-stjerne. Hvis man havde kigget på regnearket - på Bornholms udvikling og befolkningssammensætning - så ville man have slukket og lukket for den her ø for ti år siden. Men den lever!
Hvad kan gøre dig bange?
Jeg er ikke direkte bange, men jeg er bekymret over, at man ikke er mere optaget af tillidskrisen i det politiske system. Jeg synes, det sidste folketingsvalg var skræmmende. Selvfølgelig er det opløftende, at et parti som Alternativet kan få så stor opbakning på så kort tid, men det er da bekymrende, at opbakningen til de fire gamle klassiske partier er så vigende. Vi er tydeligvis ikke gode nok til at levere det, folk vil have i dag. Folk søger i højere grad væk fra den konsensusprægede politik med de lange linjer og ud til yderpunkterne og til partier, der ikke ønsker at bære regeringsansvar. Men hvem er det så, der skal tage ansvaret? Hvem er det?
Passer mottoet: Bag enhver succesfuld kvinde (mand) står en stærk mand (kvinde) - på dig?
Nu er jeg jo skilt, men det gør det da. Én eller flere. Man skal have et bagland eller nogen omkring sig, der er indforstået med, at man har det her job. Jeg kunne ikke gøre alt det her uden mine forældres hjælp. De er min primære opbakning lige nu.
Hvad er dit bedste kurtiseringstip?
Dem tror jeg sgu ikke, jeg har nogle af … Hvis jeg havde, så havde jeg nok ikke været alene, ha ha.
Når jeg ser et dansegulv, så …
bliver jeg faktisk en lille smule skræmt. Jeg står hellere og hænger ud i baren. Jeg kan ikke finde ud af det med dans, selvom jeg gerne ville. Jeg er motorisk udfordret af natur: Jeg har altid et blåt mærke, fordi jeg har haft for megen fart på. Jeg har kunstige fortænder, fordi jeg har smadret dem på cykel. Jeg får altid smadret min telefon. Jeg spilder altid kaffe eller noget andet nedad mig, og derfor går jeg som regel i mørkt tøj. Så baren, tak. Og de må gerne spille TV-2, Kashmir eller Suede. Og sidst på natten Frank Sinatra - dér synger jeg rigtig godt - ha ha.
Hvad er den allervigtigste egenskab at besidde som samfundsborger?
Venlighed. Verden kunne godt trænge til, at vi udviste noget mere venlighed overfor hinanden.
Hvad ved dine bysbørn ikke om dig??
At jeg inderst inde er en lille halvtredserhusmor, der elsker at sylte rødbeder og asier og bage rugbrød med surdej.
Hvilket eftermæle vil du gerne have?
At jeg kæmpede for vores ø og fik den igennem de hårde kriseår. Nu blomstrer den!
Bornholms Regionskommune:
Seks gode og en øjebæ
Hvad er dit favoritspisested?
Maries sandwich i HammerhavnenHvad er din yndlingsudsigt?
Vores ø-havn Vang PierHvad er det mest romantiske sted på øen?
Forsamlingshuset Kyllingemoderen i AlmindingenHvilken butik ville du ikke undvære?
Hallegaard - øens bedste pølser og rugbrødHvad er øens bedste kulturtilbud?
Musikhuset, Kunstmuseet, Gæstgiveren …Hvad vil du gerne have, at øen skal være kendt for?
At den er fyldt med driftige mennesker med iværksætteråndHvad er byens største øjebæ?
Havnefronten i RønneBlå bog
Winni Grosbøll (S)
- 40 år
- Borgmester i Bornholms Regionskommune siden 2010
- Fraskilt med tre børn på hhv. 9, 14 og 15.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.